Diarre er en hyppig bivirkning ved for eksempel kemoterapi, strålebehandling og behandling med antibiotika. Nogle gange kan de forskellige behandlinger også påvirke tarmen, så den ikke kan fordøje og optage mælkesukker (laktose), hvilket også kan give diarre.
Her i pjecen har vi samlet nogle forslag til kostændringer, som måske kan hjælpe mod eller mindske diarre.
Inden du afprøver kostrådene, er det vigtigt, at du taler med plejepersonalet om det først. Det kan for eksempel være, at du får medicin, som kan indvirke på diarre så som afførende medicin.
Gode tips
- Spis mange små måltider (gerne 6-8), det giver en bedre næringsoptagelse
- spis tempereret mad, det er mest skånsomt for tarmen
- tyg maden grundigt, så er den lettere at fordøje.
Vi anbefaler
- gryn og lyst brød uden klid, frø og kerner for eksempel ristet brød (hvidt franskbrød eller toastbrød), tvebakker, havresuppe, havregrød, rismelssuppe, rismelsgrød, lyst rugbrød og knækbrød uden fibre
- kogte grøntsager, se hvilke, du anbefales at undgå
- frugt – kun banan
- mælkeprodukter – kun ost og kun syrnede mælkeprodukter i begrænset mængde og fordelt ud over dagen
- kartofler, kartoffelmos, ris og pasta
- fjerkræ, fisk, farsretter (kød), pålæg, æg og ost
- gerne fødevarer og drikkevarer med et højt kaliumindhold, da der tabes meget kalium ved diarre. Spis for eksempel kogt fisk, bananer, kartoffelmos, kogte grøntsager eller drik mineralvand med salt og fortyndet tomatjuice
- fedtrige fødevarer – du kan spise fedtrige fødevarer, hvis det ikke forværrer din diarré. Spis for eksempel smør, fløde, flødeskum, creme fraiche, mayonnaise, kage, tørkage, kærnemælkshorn, kiks (ellers vælg retter med røde hjerter fra menukortene og undgå ovenstående)
- drik rigeligt med væske, 2-3 liter dagligt for eksempel i form af vand, tynd te, saft (ikke baseret på frugt) og klar suppe/bouillon. Coca Cola kan have en stabiliserende effekt på tarmen.
Vi anbefaler, at du undgår
- brød med klid, frø og kerner samt øllebrød
- luftdannende grøntsager som for eksempel kål, porrer, løg, ærter, grønne bønner og rå grøntsager
- i begyndelsen, mælk, mælkeprodukter og retter tilsat mælk. Senere kan du vælge syrnede mælkeprodukter for eksempel Cultura, Gaio og kærnemælk
- frugt, henkogt frugt og frugtgrød
- kaffe og alkohol
- stærkt krydret, røget og hårdt stegt mad
- fødevarer med kunstige sødestoffer som for eksempel sorbitol og xylitol
Du skal være opmærksom på, at det kan være svært at undgå mælk, mælkeprodukter og eventuel fedt i kosten. Prøv derfor kun kostændringerne i en kortere periode. Det kan også være en god ide at få stoppende medicin, når du har diarre – tal med personalet om dette.
Hvis du er undervægtig, er det en god ide, at blive henvist til kostvejledning hos den kliniske diætist. Tal med personalet om eventuelt at blive henvist.