Cyste/udposning ved urinrøret, operation for (Uretralt divertikel)

En cyste eller udposning ved urinrøret kan give en lang række gener, derfor kan det være nødvendigt at fjerne den ved en operation.

Hvad er en operation for uretralt divertikel?

Det er en operation, hvor man fjerner divertiklet ved urinrøret. Operationen foregår gennem skeden. Oftest vil der være en forbindelse fra divertiklet til urinrøret, der lukkes efterfølgende. For at afklare 
dette, kigger man under operationen op i blæren og urinrøret med et kikkertinstrument (cystoskop).

Hvorfor skal jeg opereres?

Fordi du har et eller flere problemer fra divertiklet:

  • Smerter
  • Udfyldning
  • Betændelse
  • Svie ved vandladningen
  • Gentagende blærebetændelse
  • Besværet blæretømning
  • Udflåd/blødning
  • Ufrivillig vandladning.

Hvordan skal jeg forberede mig til operationen?

Du kan læse, hvordan du skal forberede dig, og hvor du skal møde i den udleverede patientinformation ”Forberedelse til operation”.

Hvordan er vandladningen efter operationen?

Under operationen får du lagt et kateter i blæren, som som regel skal blive liggende 1-7 dage. I starten kan der være en lille smule blod i kateteret og/eller kateterposen. Du kan sagtens komme hjem, selvom du har fået lagt kateter. Du vil blive instrueret i håndtering af kateteret, inden du bliver udskrevet. Når kateteret skal fjernes, kan det foregå hos os eller din egen læge. Du skal kunne lade vandet uden problemer efterfølgende. Blæren kan være irriteret, efter du har haft kateter, så det kan blive nødvendigt, du skal have undersøgt din urin for at udelukke, at du har fået blærebetændelse.

Du burde meget gerne være tæt, men der kan forekomme inkontinens fra urinrøret i form af anstrengelsesudløst inkontinens eller inkontinens ved trang. Dette kan sponant bedres gennem de næste måneder. Ved vedvarende problemer med inkontinens, vil vi udrede dig for problemet og forsøge at 
afhjælpe det.

Hvordan med smerter efter operationen?

Ved lette smerter anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex, Pamol) á 500 mg 4 gange dagligt. Ved vedvarende smerter, kan du tage 1-2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ibumetin, Ipren) á 200 mg 3 gange dagligt. Du kan købe begge præparater i håndkøb. Vi anbefaler, at du gør dette inden operationen.

Hvordan med mobilisering?

Du bliver hurtigere frisk igen, hvis du kommer ud af sengen så hurtigt som muligt efter operationen. Det vil også mindske eventuel kvalme og risiko for komplikationer.

Hvordan med mad og drikke?

Det er vigtigt, at du fortsætter med fiberrig kost for at forebygge forstoppelse. Du må drikke cirka 1½-2 liter væske dagligt. For at forebygge forstoppelse, er det en god ide at bruge loppefrøsskaller f.eks. HUSK eller Magnesia 500 mg, 2 tabletter 1-2 gange dagligt. Begge præparater kan købes i håndkøb.

Hvilke komplikationer kan operationen medføre?

  • Der er en lille risiko for blødning, smerter eller infektion i det opererede område.
  • Der er risiko for blærebetændelse.
  • Efter operationen kan der opstå ufrivillig vandladning fra urinrøret.
  • Der kan opstå forsnævring af urinrøret.
  • Meget sjældent kan der opstå en fistel fra urinrøret til skeden.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

Vi regner med, at du vil være klar til at komme hjem samme dag du er opereret. Inden du udskrives, skal du have været oppe at gå og være informeret om operationen.

  • Du vil som regel få en tid til telefonisk kontrol hos en sygeplejerske 3 måneder efter operationen.
  • Det aftales, om du vil blive ringet op af en sygeplejerske en af de nærmeste dage efter operationen.

Hvordan skal jeg forholde mig efter udskrivelsen?

  • Du kan have småblødninger og udflåd fra skeden i 4-6 uger efter operationen.
  • Du er syet med selvopløselige tråde, der ikke skal fjernes. Det kan tage lang tid inden de opløser sig.
  • Du må gerne gå ture, men dine gøremål må ikke give dig smerter eller ubehag.
  • Du kan med fordel lave knibeøvelser. 
  • De første 2-4 uger må du løfte op til 5-10 kg. Herefter kan du stille og roligt genoptage dine normale aktiviteter. 
  • Du må ikke gå i svømmehal, karbad, havbad eller have samleje 4 uger efter operationen.

Hvor skal jeg henvende mig?

Den første uge efter operationen bør du kontakte os ved akutte problemer som:

  • Problemer med vandladningen 
  • Kraftig blødning fra skeden
  • Ildelugtende udflåd
  • Kraftige smerter
  • Feber over 38 grader
  • Tegn på blærebetændelse som f.eks. smerter og svie ved vandladning

Hvis der opstår problemer efter den første uge skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Hvilket resultat kan jeg forvente efter operationen?

Omkring 85 % bliver helbredt ved operationen. Dog kan det forekomme, at divertiklet gendanner sig, ofte pga. det svage område i urinrøret. I sådan et tilfælde, kan man forsøge at fjerne divertiklet igen. Der kan i få tilfælde restere en lille rest af divertiklet, der ikke altid kan fjernes ved en operation.

Redaktør