Gå til hovedindhold

Cyste i skeden, operation for

En cyste i skeden kan give en lang række gener, derfor kan det være nødvendigt at fjerne den ved en operation.

Hvad er en operation for cyste i skeden?

Det er en operation, hvor man åbner eller fjerner cysten i skeden. Operationen foregår gennem skeden. 

Hvis cysten er tæt på urinrøret, vil vi sikre, at der ikke er en forbindelse til urinrøret. Viser det sig, at der er en forbindelse til urinrøret, vil vi lukke den.

Hvorfor skal jeg opereres?

Fordi cysten i skeden giver et eller flere problemer:

  • Smerter
  • Udfyldning
  • Betændelse
  • Tyngde
  • Gentagende blærebetændelser
  • Tømningsbesvær
  • Udflåd/blødning
  • Ufrivillig vandladning.

Nogle cyster kan dog være helt symptomfrie.

Hvordan skal jeg forberede mig til operationen?

Du kan læse, hvordan du skal forberede dig og hvor du skal møde i den udleverede patientinformation ”Forberedelse til operation”.

Hvordan er vandladningen efter operationen?

Vi skal være sikre på, du kan lade vandet efter operationen, inden du kan blive udskrevet. 

Har der været en forbindelse fra cysten til urinrøret, vil du få lagt et kateter i blæren, som du skal have i 1-7 dage. Du kan sagtens komme hjem, selvom du har fået lagt kateter. Du vil blive instrueret i håndtering af kateteret, inden du bliver udskrevet. 

Når kateteret skal fjernes, kan det foregå hos os eller din egen læge. Du skal kunne lade vandet uden problemer efterfølgende.

Hvordan med smerter efter operationen?

Ved lette smerter anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex, Pamol) á 500 mg 4 gange dagligt. Ved vedvarende smerter, kan du tage 1-2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ibumetin, Ipren) á 200 mg 3 gange dagligt. Du kan købe begge præparater i håndkøb. Vi anbefaler, at du gør 
dette inden operationen.

Hvordan med mobilisering?

Det er vigtigt, at du får rørt dig hurtigst muligt efter operationen. Det vil gøre dig 
hurtigere frisk og vil mindske eventuel kvalme og risiko for komplikationer.

Hvordan med mad og drikke?

Det er vigtigt, at du fortsætter med fiberrig kost for at forebygge forstoppelse. Du må drikke cirka 1½-2 liter væske dagligt. For at forebygge forstoppelse, er det en god ide at bruge loppefrøsskaller f.eks. HUSK (se vejledning på pakning for dosis) eller Magnesia 500 mg, 2 tabletter 1-2 gange dagligt. Begge præparater kan købes i håndkøb.

Hvilke komplikationer kan operationen medføre?

Der er en lille risiko for blødning, smerter eller infektion i det opererede område. Der er risiko for blærebetændelse.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

Vi regner med, at du vil være klar til at komme hjem samme dag du er opereret. Inden du udskrives, skal du have været oppe at gå og være informeret om operationen.

  • Det aftales, om du vil blive ringet op af en sygeplejerske en af de nærmeste dage efter operationen.

Hvordan skal jeg forholde mig efter udskrivelsen?

  • Du skal regne med at gå med bind eller trusseindlæg i op til 4-6 uger efter operationen på grund af småblødninger og udflåd fra skeden.
  • Du er syet med selvopløselige tråde, der ikke skal fjernes. 
  • Du må ikke gå i svømmehal, karbad, havbad eller have samleje i to uger efter operationen.

Hvilket resultat kan jeg forvente efter operationen?

De fleste bliver helbredt efter operationen. Dog kan det forekomme, at cysten gendanner sig, og det kan blive nødvendigt at forsøge at fjerne cysten igen ved en ny operation. Der kan resterere en lille rest af cysten, som man ikke altid kan fjerne ved en operation.

Hvor skal jeg henvende mig?

Den første uge efter operationen bør du kontakte os ved akutte problemer som:

  • Problemer med vandladningen 
  • Kraftig blødning fra skeden
  • Ildelugtende udflåd
  • Kraftige smerter
  • Feber over 38 grader
  • Tegn på blærebetændelse som f.eks. smerter og svie ved vandladning

Hvis der opstår problemer efter den første uge skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden