Cyste i brystet

En cyste er en væskefyldt svulst. At have en cyste i brystet kan behandles ved at den tømmes for væske.

Hvad er en cyste?

Cyster kan opstå, når kirtelvævet i brystet omdanner sig til bindevæv og fedtvæv.

Cyster i brystvævet er ikke en sygdom.

Det er helt almindeligt at have cyster og ses hos op mod 70 % af kvinder mellem 35 og 55 år. Langt de fleste cyster kan ikke mærkes og kan kun ses ved ultralydsskanning af brystet.

Behandling af cyster

Nogle gange bliver cysten så stor, at den generer. I den situation kan cysten blive tømt.

En cyste bliver tømt med en kanyle, ligesom når du får taget en blodprøve.

Nogle gange danner du flere cyster, eller cysten gendanner sig efter tømning.

Du kan ikke vide, om en knude i brystet er en cyste eller en rigtig knude. Derfor anbefaler vi, at du altid kontakter din egen læge, hvis du opdager en knude. Også selvom du lige er blevet undersøgt.

I meget få tilfælde kan en cyste, ved ultralydsskanning, ligne en polyp eller have en fortykket væg. I den situation kan vi anbefale, at der foretages yderligere undersøgelser og eventuelt en operation.

Efter behandlingen

Når du har fået tømt en cyste, vil du oftest ikke opleve nogen gener.

Men i enkelte tilfælde kan du opleve ømhed eller smerter i brystet efter tømningen.

Du kan tage 2 x 500 mg paracetamol (Pamol, Pinex eller Panodil) mod smerterne.

Der kan komme en blodansamling efter en cystetømning. Blodansamlingen forsvinder af sig selv efter nogle uger.

Redaktør