Cyklofosfamid, Velcade og Dexamethason - behandling af myelomatose)

Myelomatose kan behandles med stofferne Cyklofosfamid, Velcade og Dexamethason, som hæmmer kræftcellernes vækst. Stofferne gives i serier på 21 dage og kan medføre en række bivirkninger.

Cyklofosfamid, Velcade og Dexamethason er medicin, der hæmmer kræftcellers vækst på forskellig måde. Når du får de forskellige typer af medicin samtidig, virker de bedre.

Behandling af knoglemarvskræft

I behandlingen indgår 3 forskellige slags medicin. Da medicinen kan have forskellige navne, er de øvrige navne skrevet i parentes.

  • Cyklofosfamid® (Sendoxan)
  • Velcade® (Bortezomib)
  • Dexamethason® (binyrebarkhormon)

Behandlingsforløb

Behandlingen gives i serier. En serie varer 21 dage (3 uger), og herefter begynder du på en ny serie.

Hvis behandlingen gives som forbehandling inden højdosis kemoterapi med stamcellestøtte, gives der 3 til 4 serier med Cyklofosfamid, Velcade og Dexamethason.

Hvis du får behandlingen senere i dit sygdomsforløb, får du som regel mellem 6 og 8 serier. Det afhænger af din sygdom, og hvordan du tåler behandlingen.
Din læge og sygeplejerske fortæller dig om dit konkrete behandlingsforløb.

Undersøgelser i behandlingsforløbet

Du får jævnligt taget blodprøver, så lægen kan se, hvor godt behandlingen virker, og om du kan tåle behandlingen.

Sådan får du behandlingen

Din behandling foregår dels i afdelingen og dels i dit eget hjem.

Cyklofosfamid får du i afdelingen. Det tager ca. 20 minutter, og du får det via et drop i armen. Du får Velcade i afdelingen som en indsprøjtning under huden enten i låret eller i maven.

Du skal tage tabletten Dexamethason hjemme. Tabletten skal tages den dag, hvor du får Cyklofosfamid og Velcade samt dagen efter. Du skal helst tage tabletten om morgenen, da den kan forhindre dig i at sove.

Sådan forløber dagen

Når du ankommer til Blodsygdomme, klinik 1 og 2, får du taget blodprøver.

Du taler bagefter med lægen eller sygeplejersken om, hvordan du har det, og hvilke bivirkninger du eventuelt har eller har haft. Når lægen har set blodprøverne, bestilles kemoterapien på hospitalets apotek.

Sygeplejersken giver dig behandling med Cyklofosfamid og Velcade. Cirka ½ time efter behandlingen må du tage hjem.

Supplerende behandling

Du har en øget risiko for at få infektioner med virus især helvedesild (Herpes Zoster) under behandling med Velcade. Du skal derfor have behandling med tabletter (f.eks. Aciclodan®), der beskytter dig mod helvedesild.

Du skal tage tabletterne om morgenen og aftenen under hele behandlingsforløbet og op til 3 måneder efter afsluttet behandling.

Bivirkninger

Bivirkninger er ikke tilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige.

Du skal tale med personalet, hvis du oplever bivirkninger under behandlingen. Vi kan hjælpe dig med at lindre bivirkningerne.

Hvis bivirkningerne er alvorlige, kan din læge nedsætte dosis af Cyklofosfamid og Velcade, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen.

Bivirkninger til Cyklofosfamid

Infektioner

Du har især risiko for at få infektioner i de perioder af din behandling, hvor antallet af de hvide blodlegemer er lavest.

Du skal kontakte afdelingen, hvis du har:

  • Temperatur over 38,5 °C
  • Almen utilpashed
  • Kulderystelser
  • Svimmelhed

Lægen vurderer, om du skal indlægges og behandles med antibiotika i en blodåre, eller om du kan være hjemme og få antibiotika som tabletter.

Hvad kan du selv gøre for at undgå infektioner:

  • God håndhygiejne efter toiletbesøg og før måltider
  • Drik rigelig væske for at undgå blærebetændelse
  • Undgå kontakt med personer der hoster, er forkølede eller har feber.

Kvalme og opkastning

Du kan opleve at få kvalme og opkastning af Cyklofosfamid®. Tal med sygeplejersken eller lægen om din kvalme, da det kan være nødvendigt, at du får ekstra kvalmestillende medicin.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge kvalme:

  • Spis, når du føler dig sulten, gerne mange små måltider i løbet af dagen
  • Drik rigelig væske, gerne 2-3 liter om dagen
  • Sid op, når du spiser
  • Spis let fordøjelig mad, f.eks. frugt, desserter, kiks og lignende
  • Anret maden pænt, få eventuelt en anden til at anrette maden for dig.

Hårtab

Cyklofosfamid kan i sjældne tilfælde medføre, at du taber håret på hovedet og eventuelt også andre steder på kroppen. Håret vokser næsten altid ud igen, når hele behandlingsforløbet er slut. Håret kan ændre farve og struktur.

Du kan få tilskud fra afdelingen til en paryk.

Træthed

De fleste oplever træthed i forbindelse med sygdommen, men også behandlingen kan medføre øget træthed. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og en god nattesøvn.

Hvad kan du selv gøre i forbindelse med træthed:

  • Hold flere små hvilepauser i løbet af dagen
  • Sørg for at få frisk luft og gå små ture
  • Sørg for adspredelse i din hverdag
  • Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål.

Bivirkninger til Velcade

Føleforstyrrelser og nedsat kraft

Velcade kan give føleforstyrrelser i form af prikken, stikken, sovende eller snurrende fornemmelser specielt i fingre og tæer. Du kan opleve vanskeligheder med at knappe knapper, strikke, sy eller gå op og ned af trapper.

Mænd kan opleve ændret følsomhed i penishovedet og få problemer med rejsning. Kvinder kan opleve ændret følsomhed i skeden og ved klitoris.

Påvirkningen af nerverne kan også medføre smerter (”nervesmerter”), som kan føles lynende, jagende eller stødende.

Det kan være, at du på grund af sygdommen eller tidligere behandling allerede har ovenstående gener. Generne kan da blive værre.

Det er vigtigt for det videre behandlingsforløb, at du straks informerer lægen om føleforstyrrelser og vanskeligheder med at udføre opgaver i hverdagen.

Ved ophør med Velcade, forsvinder påvirkningen af nerverne i de fleste tilfælde inden for ½ år.

Tal også med lægen eller sygeplejersken, hvis du har behov for smertestillende medicin.

Hvad kan du selv prøve at gøre for at mindske generne ved føleforstyrrelser:

  • Tag varme bade eller brug varme/kolde omslag
  • Få blid massage
  • Beskyt fødder og hænder – undlad f.eks. at gå med bare fødder; brug handsker i koldt vejr
  • Brug behageligt fodtøj med skridsikker sål
  • Plej huden på hænder og fødder med creme.

Blødning

Du kan have øget risiko for blødning i perioder efter, at du har fået behandling, og du skal måske have transfusion af blodplader.

Hvis du får en eller flere af de gener, der er nævnt nedenfor, skal du kontakte afdelingen:

  • Blødning fra næse, mund eller skede
  • Blod i afføring eller urin
  • Mange små røde prikker specielt på benene
  • Mange blå mærker i huden.

Hvad kan du selv gøre for at undgå blødning:

  • Brug en blød tandbørste
  • Brug elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad
  • Tag ikke gigtpiller (Ibuprofen® eller Todolac®) eller medicin, der indeholder acetylsalisylsyre (Kodimagnyl® eller Treo®), da de øger risikoen for blødninger og i øvrigt belaster nyrerne
  • Undgå fysisk anstrengelse
  • Du bør ikke drikke alkohol, hvis dit blodpladetal er lavt, da alkohol kan nedsætte funktionen af blodpladerne
  • Undgå forstoppelse.

Ændret afføring

Du kan få forstoppelse eller tynd mave (diarré). Hvis du får forstoppelse, er det vigtigt, at du tager det afføringsmiddel, som du får anbefalet. Afføringsmidler kan du købe på apoteket uden recept (f.eks. Picolondråber®, Movicol®-pulver).

Hvad kan du selv gøre for at holde maven i gang:

  • Drik rigelig væske, gerne 2-3 liter om dagen
  • Hold dig i bevægelse
  • Spis fiberrig mad, f.eks. grøntsager, hvedeklid, tørrede frugter i form af svesker, abrikoser og rosiner eller hørfrø.

En af årsagerne til diarré er, at slimhinderne i tarmen afstødes og tarmens evne til at opsuge væske bliver nedsat. Hvis du har diarré i gennem længere tid, kan du få behov for at blive indlagt, for at du kan få væske direkte i blodbanen og eventuelt medicin, der kan stoppe diarréen.

Hvad kan du selv gøre ved let diarré:

  • Drik rigeligt, fordi du mister væske
  • Spis bananer, dåsefrugt, supper og sportsdrikke for at holde saltbalancen
  • Revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris kan muligvis afhjælpe diarréen.

Har du feber og diarré, skal du kontakte afdelingen, da du kan have en infektion i tarmen og skal have behandling med antibiotika.

Bivirkninger til Dexamethason

Bivirkningerne afhænger af, hvor høj dosis Dexamethason du får, og hvor længe du får det. Jo højere dosis og jo længere tid, du får det, jo større er risikoen for, at du får bivirkninger.

Svie og ubehag i maven

Medicinen kan give svie og ubehag øverst i maven og kan forværre mavesår. Kontakt afdelingen, hvis du oplever sure opstød eller halsbrand.

Sukkersyge

Medicinen kan medføre stigning i dit blodsukker og give dig midlertidig sukkersyge. Sukkersygen forsvinder oftest efter endt behandling. Kontakt afdelingen, hvis du pludselig begynder at blive mere tørstig end ellers og har hyppigere vandladning.

Humør

Når du får Dexamethason, kan du opleve, at du bliver mere energisk og i opstemt humør, samt at du kan have svært ved at sove. Du kan også føle dig rastløs, modløs og nedtrykt. Enkelte kan få en egentlig depression. Fortæl personalet, hvordan du føler dit humør er, da de kan hjælpe dig med samtaler, råd og vejledning.

Øget appetit

Dexamethason øger din appetit.

Infektion

Dexamethason sænker legemstemperaturen ”kunstigt” i de dage, du får denne medicin. Vær derfor ekstra opmærksom på, om du har tegn på infektion som f.eks. utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.

Ophør med Dexamethason

Nogle bliver utilpasse i dagene efter, de er holdt op med at få Dexamethason. Det kan f.eks. vise sig ved generel utilpashed, træthed, ledsmerter, lettere nedtrykthed, eller at hænderne ryster. Hvis du har fået Dexamethason igennem længere tid, vil du ofte skulle trappe gradvist ud af medicinen.

Andre bivirkninger

I dit behandlingsforløb med Cyklofosfamid®, Velcade® og Dexamethason kan du opleve andre bivirkninger f.eks. hovedpine, ledsmerter eller udslæt m.m.

Det er vigtigt, at du oplyser lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.

Bivirkninger til den supplerende behandling

Ondansetron (Zofran®)

Forstoppelse
Hovedpine
Leverpåvirkning
Meget sjældent: forstyrrelse af hjerterytmen og brystsmerter

Tablet Metoclopramid (Primperan®, Gastro-Timeslets®)

Giver sjældent bivirkninger, men der kan opstå:

  • Døsighed
  • Løs mave

Allopurinol

  • Hudkløe
  • Hududslæt
  • Diarré

Tiden hjemme mellem behandlingerne

Nogle patienter kan passe deres arbejde mellem behandlingerne og have en hverdag næsten, som de plejer. Andre har brug for et par ekstra dage fri, nedsat tid eller helt at holde op med at arbejde i hele behandlingsforløbet. Det afhænger bl.a. af, hvilket arbejde du har.

Mere information

Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte personalet, eller du kan hente uddybende oplysninger om bivirkninger og senfølger på www.medicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk

Du kan også læse mere generel information om behandling af din kræftsygdom, og hvordan den påvirker dit liv i patientinformationen ”Medicinsk kræftbehandling”.

Spørgsmål

Hvis du er i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte afdelingen.

Kontakt altid Afdeling for Blodsygdomme ved:

  • Temperaturstigning over 38,5 °C
  • Andre tegn på infektion
  • Blødning
Redaktør