Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Behandlingen
Flere undersøgelser har vist, at patienter, der skal opereres for eller have strålebehandling for blærekræft, har større chance for at overleve uden blærekræft, hvis der gives behandling med kemoterapi inden operation eller strålebehandling.
Inden du skal have opereres eller have strålebehandling, skal du derfor have i alt 4 behandlinger med kemoterapi.
Behandlingen bliver givet over 3 dage, hvor du møder ind i afdelingen på den første behandlingsdag. Behandlingen gentages hver 3. uge, og det kalder vi en behandlingsserie.
- Carboplatin: På den første behandlingsdag får du Carboplatin via en indsprøjtning i en blodåre (drop). Det tager ca ½-1 time.
- Etoposid: På første, anden og tredje behandlingsdag får du Etoposid som kapsler. Vær opmærksom på, at du ikke må spise i 2 timer før og 1 time efter, at du har indtaget kapslerne.
På 4. dagen, skal du tage en immunstyrkende indsprøjtning i maveskindet, som du enten selv kan tage eller få en hjemmesygeplejerske til at give dig.
Blodprøver
Du vil få taget blodprøver før dine behandlinger og løbende i hele dit behandlingsforløb.
Bivirkninger
Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger.
Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at tage medicinen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for dødsfald.
Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.
Forbigående påvirkning af knoglemarven Behandling med Carboplatin og Etoposid medfører nedsat evne til at danne nye røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Omkring dag 12 vil antallet af dine hvide blodlegemer være i bund, og immunforsvaret vil være svækket.
Vigtigt!
- Hvis du får feber over 38,5° omkring dag 12 i en behandlingsserie, så skal du kontakte afdelingen med henblik på at få lagt en videre plan for blodprøver/og eller indlæggelse til antibiotikabehandling.
De dage, antallet af blodplader er nedsat, kan der opstå næseblod og små blodudtrædninger i huden. Det kan da være nødvendigt at give dig transfusion af blodplader. Tilsvarende kan vi give blodtransfusion, hvis du får blodmangel. Symptomer på blodmangel er træthed, hjertebanken, forpustelse og eventuelt svimmelhed og øresusen.
Hårtab Behandlingen giver hårtab ca. 4 uger efter første behandling og formentlig også tab af anden kropsbehåring. Vi udleverer derfor en parykrekvisition, så du med tilskud kan anskaffe en paryk. Vi anbefaler, at du får den lavet inden det forventede hårtab. Hårtabet er midlertidigt, og håret vokser frem igen i løbet af nogle måneder efter endt behandling. Håret kan dog godt få en anden farve og struktur.
Kvalme og opkastning De to stoffer kan give kvalme i en til tre dage. Kvalmen forebygges og dæmpes med tabletter eller stikpiller, som vi udleverer i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmeforebyggende behandling kan give hård mave.
Træthed Det er almindeligt, at behandlingen medfører træthed, også i udtalt grad. Det er dog vigtigt, at du holder dig fysisk aktiv. Hvis du udfører daglige gøremål, vil det normalt være nok. Vi anbefaler ikke intensiv træning under behandlingen.
Opfølgning
Før hver behandlingsserie får du taget blodprøver og taler med en læge.
Vi kontrollerer din nyrefunktion, før du begynder på behandlingen og ved kontrol af dit nyretal i blodet før hver behandling. Ved tegn på påvirkning af dit nyretal foretager vi en ny nyrefunktionsundersøgelse.
Før du begynder på behandlingen og efter de første 3 behandlingsserier, får du lavet en CT-scanning af bryst- og bughule. Vi planlægger behandling med yderligere en behandlingsserie, inden du skal opereres eller strålebehandles.
Strålebehandling vil foregå i Afdeling for Kræftbehandling, mens operation og opfølgning herefter vil foregå i Afdeling for Urinvejssygdomme
Du er altid velkommen til at stille spørgsmål om behandlingen. Skriv gerne spørgsmålene ned, så du husker at spørge ved næste besøg i klinikken.