Cabozantinib, behandling med

Til patienter med kræft i nyrerne

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om behandling med stoffet Cabozantinib, som du er blevet tilbudt for din sygdom.

I øvrigt henviser vi til afdelingens øvrige skriftlige informationsmateriale.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, som måske kan synes uoverskuelig.

Du kan bruge denne information som hjælp til at få overblik over den behandling, vi anbefaler dig. 

Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen, for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Fremskreden kræft i nyrerne behandles med Cabozantinib. Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde delvist i kortere eller længere tid. 

Hvad er Cabozantinib 

Cabozantinib tilhører en ny type målrettede lægemidler i kræftbehandlingen. Cabozantinib virker ved at bremse væksten og mindske blodforsyningen til kræftsvulsten. Det er to vigtige mål for at forhindre kræftcellerne i at sprede sig og vokse.

Behandlingen

  • Du skal tage 1 tablet (60 mg) hver dag på samme tidspunkt. 
  • Tabletten skal sluges hel med et glas vand hver dag.
  • Cabozantinib må ikke tages med mad og skal tages mindst 1 time før eller 2 timer efter et måltid. 

Du skal undgå mad og drikke, der indeholder grapefrugt, mens du er i behandling med Cabozantinib, da det kan øge risikoen for at få bivirkninger.

Hvis du glemmer at tage en Cabozantinib, skal du ikke tage den senere. Tag den næste dosis dagen efter, som du plejer.

Behandlingen foregår i klinikken. Du får taget blodprøver hver 4. uge, hvor du også taler med en læge og/eller sygeplejerske

I løbet af behandlingen vil der blive foretaget status hver 12. uge. Din sygdomsstatus vurderes ud fra lægens undersøgelse og ved hjælp af scanninger. 

Behandlingen stoppes:

  • hvis CT-scanningerne viser, at Cabozantinib ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen
  • hvis du får uacceptable bivirkninger
  • hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får svære bivirkninger, eller blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes, eller det kan blive nødvendigt at mindske dosis af Cabozantinib. 

Hvis du tager anden medicin

Du bør oplyse din læge /sygeplejerske, om hvilken anden medicin du eventuelt tager, da der kan være uforligelighed mellem Cabozantinib og anden medicin.

Fortæl det altid, inden du tager anden medicin, kosttilskud eller naturlægemidler. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept.

Nogle typer lægemidler kan påvirke Cabozantinibs virkning eller øge sandsynligheden for, at du får bivirkninger. Cabozantinib kan også påvirke andre lægemidlers virkning.

 

Det gælder: Clarithromycin, Ketoconazol, Itraconazol, Rifampicin, Telithromycin, Voriconazol (bruges til behandling af infektioner) Atazanavir, Indinavir, Nelfinavir, Ritonavir, Saquinavir (bruges til behandling af HIV) Nefazodon (bruges til behandling af depression).

Forholdsregler

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du skal blot have en almindelig god hygiejne.

Der udskilles kun ubetydelige mængder af Cabozantinib via skedens slimhinder og gennem sæd. Du vil derfor kunne have samleje uden at skade din partner.

Cabozantinib kan skade et foster, så du eller din partner skal anvende svangerskabsforebyggende middel som for eksempel kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter ophør. Du må ikke amme, når du er i behandling med Cabozantinib.

Undersøgelser

Samtale med læge og sygeplejerske 

Hver gang du møder til behandling, taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her lejlighed til at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom og behandling.

Elektrokardiogram

Før start af behandlingen og efter de første 28 dages behandling får du lavet et elektrokardiogram, fordi tidligere undersøgelser har vist, at Cabozantinib i sjældne tilfælde kan påvirke hjerterytmen.

Blodprøver

Behandling med Cabozantinib kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, derfor skal du have taget blodprøver, hver gang du begynder en ny behandlingsserie.

Scanning

Du vil få foretaget CT-scanning efter hver 12. behandlingsuge. Undersøgelsen vil vise, om behandlingen har effekt på din sygdom.

Bivirkninger

Cabozantinib påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end de, der er nævnt her.

Medicin og andre præparater, der kan blive nødvendige under behandlingen med Cabozantinib, bliver udleveret af os, og vi vejleder i brugen af det enkelte præparat.

Træthed  Du vil kunne opleve en betydelig træthed og et behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan det blive nødvendigt, at du sygemelder dig helt eller delvist i den periode, du får behandling.

Blodmangel, infektion og blødning  Cabozantinib kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller. Du kan derfor risikere at få blodmangel, infektion og blødning. 

Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektion kan vise sig ved feber og influenza- symptomer. Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden.

Vigtigt!

Vær opmærksom på tegn på infektion som for eksempel kulderystelser, feber, svie ved, vandladning, hoste og synkesmerter. 

Hvis du får 

  • feber over 38,5 grader
  • tegn til blødning 
  • hovedpine eller sløret syn skal du kontakte afdelingen. Det kan være nødvendigt, at vi behandler infektionen eller blødningstendensen, eventuelt mens du er indlagt.

Forhøjet blodtryk  Da Cabozantinib påvirker karvæggen (blodårerne) kan der forekomme forhøjet blodtryk. Du skal derfor regelmæssigt have målt dit blodtryk. Hovedpine og/eller sløret syn kan være symptomer på forhøjet blodtryk.

Diarre  Diarre er meget almindeligt under behandlingen. Du har diarre, hvis du har en øgning til 4-6 afføringer om dagen og/eller afføring om natten. Hvis du får diarre, skal den behandles. Det er vigtigt, at du følger afdelingens anbefaling for behandling af diarre.

Kvalme og opkastning  I forbindelse med behandlingen kan du få nedsat appetit, kvalme og eventuelt opkastning. Disse gener kan vi forebygge og behandle med kvalmestillende medicin, som du får udleveret i afdelingen.

Hudreaktioner  Udslæt i ansigtet eller på kroppen af vekslende karakter. Vi vil hjælpe med gode råd vedrørende behandling af udslæt.

Hånd/fodreaktion  Hånd/fodreaktion er en hudreaktion, der giver prikken i håndflader og fodsåler, og som eventuelt kan ledsages af rødme, hævelse, vabler, ømhed, smerter, revner i og udtørring af huden. Vi hjælper med gode råd vedrørende behandling af hånd/fodreaktion. Det kan eventuelt blive nødvendigt at mindske dosis af Cabozantinib.

Mundbetændelse  Mundbetændelse viser sig ved ømhed, smerter i munden og eventuelt blister- eller sårdannelse. Vi vil vise dig, hvordan du skal bruge mundskyllevæske, hvis du får symptomer.

Samliv og seksualitet  Det er muligt, at din lyst til seksuelt samvær mindskes. Det kan skyldes, at du er i en såvel fysisk som psykisk belastet situation.

Hjertepåvirkning  Cabozantinib kan påvirke hjerterytmen (QT-forlængelse), hvilket hos nogle personer kan udvikle sig til en potentielt alvorlig hjertetilstand, der er kendt som torsade de pointe. Risikoen for dette kan være højere for personer, som allerede har hjerteproblemer, eller som tager anden medicin. Du bliver undersøgt for hjerteproblemer, mens du er i behandling med Cabozantinib.

Problemer med skjoldbruskkirtlen  Cabozantinib kan nedsætte mængden af det hormon, der produceres i skjoldbruskkirtlen i kroppen. Du bliver undersøgt for det, mens du er i behandling med Cabozantinib.

De hyppigste bivirkninger, som blev set hos mindst 25 % af patienterne, var diarré (74 %), træthed (56 %), kvalme (50 %), appetitløshed (46 %), hånd/fod reaktion (42 %), forhøjet blodtryk (37 %), opkastninger (32 %), vægttab (31 %) og forstoppelse (25 %).

Mulige bivirkninger ved Cabozantinib

Meget almindelige bivirkninger

Det sker hos flere end 1 ud af 10 patienter:

  • manglende energi
  • højt blodtryk
  • nedsat stofskifte
  • diarre
  • forstoppelse
  • kvalme eller opkastning
  • mavesmerter
  • mavesyregener
  • appetitløshed
  • vægttab
  • mundbetændelse
  • smagsforstyrrelser eller ingen smagssans
  • stemmeændring/svag stemme
  • åndenød
  • hoste 
  • hovedpine
  • svimmelhed
  • hududslæt, rødme, kløe, tør hud
  • hånd/fod reaktion
  • muskelsmerter eller smerter i arme/ben, muskelkrampe.

Meget almindelig bivirkning, der kan ses i dine blod- eller urinprøver 

  • blodmangel 
  • unormal leverfunktion med forhøjet niveau af leverenzymer
  • lavt niveau af fosfat, albumin, magnesium, natrium, kalium og kalk 
  • forhøjet lipase-niveau (et fordøjelsesenzym)
  • forhøjet kreatinin-niveau (et stof, der dannes i musklerne)
  • ændringer i niveauet af andre stoffer/enzymer i blodet. Lægen vil informere dig om resultaterne af dine blodprøver.
  • fald i antallet af blodplader i blodet (celler, der får blodet til at størkne) 
  • fald i antallet af hvide blodlegemer
  • protein i urinen.

Almindelige bivirkninger

Det sker hos op til 1 ud af 10 patienter:

  • øvre mavesmerter
  • hæmorrider
  • hævelse på grund af væskeophobning i kroppen
  • kløe
  • hårtab
  • bylddannelse
  • dehydrering
  • øresusen
  • blodprop i lunge.

Ikke almindelige bivirkninger

Det sker hos op til 1 ud af 100 patienter:

  • kramper
  • blodpropper i andre organer 
  • blødning
  • alvorlig blødning i mave-tarmsystemet, eller i lungerne, nyrerne, munden,  skede og hjernen
  • forstyrrelse af hjerterytmen (QT-forlængelse)
  • hul (perforation) i maven eller tarmen
  • dannelse af unormale passager mellem dele af tarmen (fistler)
  • betændelse i bugspytkirtlen (pankreatitis)
  • knogledød I kæben (osteonekrose)
  • leverbetændelse. 

Hvis du får bivirkninger

Tal med lægen, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre. Tal også med lægen, hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her.

Redaktør