Bugvægsbrok

Information om bugvægsbrok og operationen.

Hvorfor opstår bugvægsbrok

Bugvægsbrok opstår som regel, fordi der er en svaghed i bugvæggen. En svaghed som oftest stammer fra en tidligere operation i maven. Brokket kan enten være i arret eller på siderne af arret.
Dit forløb efter din tidligere operation kan have været fyldt med problemer som vanskelig heling af sår, betændelse eller ansamlinger af væske. Du kan også få brok efter et kraftigt hosteanfald eller ved at løfte tunge ting.
Du kan opleve, at bugvægsbrok er til gene både kosmetisk og fysisk. Det kan være vanskeligt at få tøjet til at passe, og du kan opleve smerter.

Hvordan behandles bugvægsbrok

Et brokbind er i mange tilfælde en god løsning til at holde et bugvægsbrok på plads. Især hvor en operation udgør en øget risiko for patienten. Et brokbind skal tilpasses den enkelte, og dette forgår hos en bandagist. En bandagist hjælper med at fremstille bandager, proteser og andre hjælpemidler.
For at undgå tilbagefald er det hos nogle patienter nødvendigt fortsat at gå med brokbind efter deres operation.

Før operationen

Hvis du er overvægtig

En del patienter med bugvægsbrok er overvægtige. Før en operation kan komme på tale, skal du have en normal vægt. Din BMI skal derfor være under 25.
Hvis du vejer for meget, er der større risiko forbundet med din operation. Der kan eksempelvis være vanskeligheder med at føre brokindholdet, som oftes består af fedtvæv og/eller tarme tilbage til bughulen, problemer med heling af sår, problemer med vejrtrækning og vanskeligheder med bedøvelsen.

Hvis du ryger

Undersøgelser viser, at rygning medfører dårligere sårheling og større risiko for infektion. Det er derfor vigtigt, at du stopper med at ryge mindst 6 uger før operationen og tidligst begynder igen 3 uger efter operationen.
Hvis det er nødvendigt for dig at bruge nikotin-erstatninger i form af f. eks tyggegummi eller plaster, må du gerne det. Hvis du skal opereres, så du ikke kan nå at holde 6 ugers pause før din operation, så gælder det, at selv kortvarigt rygestop er bedre end intet rygestop.

Hvis du får medicin

Får du blodfortyndende medicin, eksempelvis Hjertemagnyl, Kodimagnyl, Marevan eller Brufen, skal din medicin tilpasses inden din operation.
Det er derfor vigtigt, at vi får alt af vide om den medicin, som du tager. Det gælder også kosttilskud og naturmedicin. Hvis du er i tvivl, så spørg os.

Hvis du drikker alkohol

Vi anbefaler at du ikke drikker alkohol i mindst 4 uger før din operation og frem til dagen, hvor du skal have fjernet dine tråde. Hvis du drikker selv små mængder alkohol, kan det medføre en større risiko for infektioner i dine sår, problemer med blødning og hjerte- lungeproblemer.

Din operation

Inden operationen tegner kirurgen på din hud. Det, som kirurgen tegner, skal hjælpe kirurgen under operationen. Du er under operationen fuld bedøvet, og operationen varer cirka 2-3 timer.
Der fjernes gerne noget af den hud, der er spændt ud af bugvægsbrokket, da denne hud ellers vil være i overskud, når bugvægsbrokket er lagt på plads. Selve brokket bliver løsnet og lagt ind i bughulen, hvor det kommer fra. Det er ofte nødvendigt, at forstærke det svage sted i bugvæggen med en plade af kunststof, som syes fast til bugvæggen.
Du får lagt 1-2 dræn i dit sår til at suge væske fra såret og blod fra operationen op. Drænene bliver fjernet i løbet af nogle dage.

Efter operationen

Du kan opleve, at have smerter i det område, hvor du er blevet opereret. Du vil blive tilbudt smertestillende medicin med faste mellemrum. Det er vigtigt, at du ingen smerter har, så du kan komme ud af sengen og i gang med daglige aktiviteter. Du må derfor ikke tøve med at fortælle os, hvis du har smerter.

Du vil i starten få hjælp til personlig hygiejne med mere efter behov. Du vil få en bandage på, der skal støtte maven og skåne såret. Denne bandage anbefaler vi som støtte i de første måneder, og hos enkelte patienter varigt.

Der vil oftest gå nogle dage, før din mave kommer ordentligt i gang. Det vil sige at der kommer luft og kommer afføring. Du må gerne spise og drikke normalt efter operationen. En fysioterapeut vil lære dig øvelser, som skal hjælpe dig med din vejrtrækning efter operationen.

Efter din operation er der nedsat følesans på huden omkring operationssåret, da de små nerver i huden bliver skåret over under operationen, og det kræver tid, før nerverne vokser ud igen.

Fjernelsen af dræn

rænene bliver fjernet i løbet af din indlæggelse. En dag efter dit sidste dræn er fjernet, kan du gå i brusebad, men karbad, svømmehal og bad i havet skal du vente med til, at du har fået fjernet dine tråde.

Indlæggelsesvarighed

Du skal forvente, at du skal være indlagt i cirka 5 dage.

Efter udskrivelsen

Det kan være en god idé, hvis du ikke er alene hjemme de første dage efter, at du er blevet udskrevet fra hospitalet. Hvis det er muligt, så få en pårørende til at hjælpe dig derhjemme.
Du kan opleve smerter, specielt når du bevæger dig i de første dage efter operationen. Det kan derfor være en god idé, at du inden operationen køber medicin, som kan hjælpe mod dine smerter de første dage. Medicinen kan eksempelvis være Panodil, som du kan få i håndkøb.

Du skal melde dig syg

Du skal melde dig syg i 3–4 uger og muligvis længere afhængig af, hvilket arbejde du har.

Fjernelse af tråde og ambulant kontrol

Dine tråde bliver fjernet efter 12-14 dage på Plastikkirurgi, klinik 1. Du skal også til klinisk kontrol efter cirka 3 måneder. Ved et klinisk kontrol bliver du ikke indlagt, og du kan derfor forlade hospitalet samme dag. Hvornår du præcis skal have fjernet dine tråde og til klinisk kontrol, bliver aftalt inden du bliver udskrevet fra hospitalet.

Motion og løft

Du må ikke dyrke sport de første 2 måneder efter din operation. I samme periode må du hellere ikke løfte tunge ting over 2 kilo for at undgå at brokket gendannes. Derefter kan du langsomt begynde at løfte tungere ting

Bivirkninger og komplikationer

Du kan efter operationen have ændret følesans i huden i det opererede område. Hos de fleste patienter forsvinder dette med tiden.
En del patienter med bugvægsbrok har smerter inden operationen. Som regel bliver dine smerterne efter operationen mindre, men hvis du har ældre forandringer i arvævet, er det ikke sikkert at smerterne forsvinder helt.

Sjældent kan det ske, at forsyningen af blod til noget af huden bliver påvirket så meget ved operationen, at der opstår problemer med helingen. Desuden er der en lille risiko for blødning og infektion, som der er ved enhver operation.

Hvis du får en større infektion, kan det være nødvendigt at fjerne pladen af kunststof, som du har fået syet ind.

Du skal helst undgå at få sol på dine ar mindst 6 måneder efter din operation, idet solen kan gøre arrene tykkere og mørkere. Det er bedst, hvis du dækker dine ar med tøj. Du kan også dække dine ar med plaster eller smøre med solcreme. Du skal smøre solcreme på flere gange dagligt, og solcremen skal have en høj solfaktor (minimum faktor 20).

Kontakt efter din operation

Det er vigtigt, at du ved, hvem du skal kontakte, hvis der i dagene efter du har forladt hospitalet skulle opstå komplikationer

Om dagen skal du kontakte din praktiserende læge som umiddelbart efter, at du har forladt hospitalet får tilsendt et brev, som fortæller du er blevet udskrevet fra hospitalet, oplysninger om din operation og det planlagte efterforløb.
Om aftenen og natten skal du ringe til akuttelefonen på telefon 1813.

Hvis de ikke kan hjælpe dig, kan du få vejledning hos sygeplejersken på Plastikkirurgi, klinik 1:
Hverdage kl. 08.00-10.00
Telefon 38 68 54 44 - tryk 3

Alle vores patientinformationer er også tilgængelige på afdelingens hjemmeside via dette link: www.herlevhospital.dk/patientinfo-plastikkirurgi.

Venlig hilsen

Plastikkirurgi, klinik 1
Borgmester Ib Juuls Vej 5
Opgang 3, 4. etage, E7

Redaktør