Brok og buler omkring en stomi

Svar på en række spørgsmål om hvad du gør, hvis der opstår en bule eller et brok ved din stomi.

Der er opstået en bule omkring din stomi. Det medfører ofte en lang række spørgsmål, som kunne være:

  • Hvad kan årsagen være?
  • Er det farligt?
  • Gør det ondt?
  • Kan det skjules under tøjet?
  • Medfører det lækager?
  • Er stomien vokset?
  • Kræver det en anden stomipose?
  • Kan bulen blive større? Hvis ja, kan det forebygges?
  • Hvad kan der gøres ved det?

En bule omkring stomien kan skyldes 3 ting:

1) Slap bugvæg
Hvis mavemusklerne ikke er så stærke, kan anlæggelse af en stomi bevirke, at maven bliver trukket lidt fremad. 

Tarmene kan også presse på mavemusklerne indefra. Det kan næsten ligne et brok.

Det er ikke farligt. Det eneste, du kan gøre, er at træne dine mavemuskler forsigtigt op. 

Du kan også vælge stramme underbukser eller et let kompressionsbælte til at holde maven inde. 

2) Et ægte brok
Da stomien blev lavet, blev der ved operationen lavet et hul i mavemusklen for at kunne trække tarmen igennem og videre ud gennem huden. 

Hullet i mavemusklen bliver som tiden går af og til for stort, fordi vævet giver sig. 

Det betyder, at der kan glide et andet stykke tarm ud gennem hullet og lægge sig som en tarmslynge i underhuden ved siden af stomien. Sådan opstår en bule omkring din stomi. 

Illustration af stomiåbning, hud, fedtvæv, stomitarm, tyndtarm og muskel.

Hvis du lægger dig på ryggen, får tyngdekraften som ofte tarmslyngen/brokket til at falde på plads, hvis bulen ikke er så stor. Brokket kommer dog frem igen, så snart du rejser dig op.

Der er fortsat passage gennem tarmen, og det er derfor ikke farligt. 

Kun hvis tarmstykket bliver klemt af, får du stop på tarmen. Det vil sige, at tarmindholdet ikke kan passere det stykke af tarmen, der ligger i fedtvævet/underhuden. 

Det viser sig ved voldsomme jagende smerter i maven og evt. kvalme og opkast. 

Sker det, skal du søge akut lægehjælp. Det sker dog uhyre sjældent og er derfor ikke noget, du skal frygte. 

3) Et glidebrok også kaldet prolaps i underhuden
Glidebrok er, når tarmen glider fremad og danner en fold i huden.

Den vil som regel glide ind, hvis du lægger dig på ryggen. Et glidebrok er fuldstændig ufarligt. 

Illustration af stomiåbning, fedtvæv, hud og muskel.

Smerter

Mange kan ikke mærke, at de har et brok. Andre kan mærke en tyngdefornemmelse afhængig af størrelsen på brokket. 

Enkelte har mere eller mindre konstante smerter. 

Øvrige konsekvenser af brok

Nogle er kun generet minimalt af deres brok. Andre kan føle det generende at se asymmetrisk ud, og derfor kan det være nødvendigt med mere løstsiddende tøj, seler eller andet. Nogle føler sig hæmmede i deres fysiske aktiviteter ved sportsudøvelse, havearbejde eller bare det at skulle snøre sine sko. 

Nogle gange vokser stomiens størrelse på grund af pres indefra. Det kan medføre lækage, hvis hullet i stomiposen ikke bliver tilpasset. 

Der kan også blive behov for en mere fleksibel pose, hvis bandagen skal kunne hæfte på bulen. 

Et brok kan indimellem medføre problemer med en dårligere funktion af stomien, hvis tarmen bliver klemt lidt, eller der kan opstå hudproblemer på grund af tryk indefra. 

Hvad kan der gøres for at afhjælpe brok?

Vi ved ikke med sikkerhed, om man kan gøre noget for at forebygge brok eller at brokket vokser. Men vi kan forsøge at afhjælpe symptomerne ved hjælp at et brokbælte eller broktrusser/underbukser.

Hvis et brokbælte ikke kan løse problemet på acceptabel vis, kan en operation eventuelt komme på tale. 

Brokbælter og trusser laves af mange firmaer og ser derfor forskellige ud. De kan også blive syet specielt af en bandagist. 

Et billede af et brokbælte på en person.

Hvis du kan få brokket til at falde på plads ved at lægge dig eller massere den ind, kan du holde det inde ved at tage et stramt bælte – også kaldet brokbælte eller kompressionsbælte rundt om maven eller stramme bukser. 

Et billede af et stramt bælte på en krop.

Brokbæltet kan være et stramt elastisk bælte, der sidder henover stomien. Som regel kan stomien godt fungere uden problemer alligevel, fordi bæltet er meget elastisk. 

Alternativt kan man få et bælte med et fast stykke stof henover stomien, hvor der så laves hul til at trække posen igennem. 

Et billede af en person, der har et bælte med et fast stykke stof på henover stomien.

Det er vigtigt at forsøge at få brokket på plads, inden bæltet tages på, da man ellers blot klemmer tarmen sammen. 

Hvis din stomi er permanent, og du ikke skal opereres for dit brok, kan stomisygeplejersken være behjælpelig med at søge bevilling til en brokbandage i din kommune.

Et billede af et brokbælte og en arm.
Et billede af en person med underbukser på.

Operation

Hvis du trods brokbælte eller bukser alligevel ikke synes, at det er til at leve med, kan du i samråd med en kirurg vælge, om operation er den bedste løsning. 

Det kan være afgørende, om du fejler andre ting som for eksempel hjertelidelse eller lungesygdom. 

Tidligere operationer og din alder spiller også ind, idet komplikationer altid er en risiko ved enhver operation. 

Det er nødvendigt at lave en CT-scanning for at være sikker på, hvilken type brok der er tale om. 

Ved en operation skubbes tarmen på plads, og der indsættes net, der hæftes i siderne og omkring stomien. Kirurgen vil forklare detaljerne. 

Det er almindeligt at have smerter i nogle uger op til flere måneder efter operationen, fordi nettet i starten generer mavemusklen. 

Vi råder dig til at bruge et brokbælte i en periode for at undgå en væskeansamling, hvor der tidligere var et brok. 

I få tilfælde kan brokket komme igen trods operation. 

Du vil kunne få yderligere råd og vejledning ved henvendelse Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2.

Redaktør