Brok i lysken, operation for (Indlæggelse)

Forløbet i forbindelse med operation for brok i lysken under indlæggelse.

Vi har udarbejdet denne patientinformation for at overordnet beskrive det forløb, du skal igennem i forbindelse med din operation for brok i lysken. Ethvert forløb er forskelligt og patientinformationen er kun tænkt som et supplement til den mundtlige information, du får på afdelingen. 

Lyskebrok betyder, at bughinden og en del af tarmen eller fedtvæv i mavehulen, trænger ud gennem bugvæggen. Brokket kan hos begge køn vise sig i lysken eller øverst på låret, hos mænd desuden i pungen og hos kvinder i skamlæben. 

Nogle lyskebrok giver så godt som ingen gener. Ofte vil der dog være ubehag og smerter, især ved hoste og fysisk arbejde. Som regel er det muligt at trykke et mindre brok på plads, men de fleste brok vokser med tiden. 

Der kan opstå risiko for, at en mindre del af tarmen kan blive klemt, så der opstår tarmslyng. Dette er en sjælden, men en alvorlig tilstand, som kræver akut operation. 

Før operationen

Faste

Du skal være fastende seks timer før og tørste to timer før operationen. Det vil sige, at du gerne må drikke saftevand, vand eller æblejuice kl. 6 på den dag, du skal opereres sammen med den medicin, som du har aftalt med narkoselægen, du skal tage. 

På sengeafsnittet

Når du møder på sengeafsnittet klokken 7, bliver du gjort klar til operation. Her får du barberet hår på maven, begge lår og din navle vil blive renset med Klorhexidin. Endvidere får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin og TED-strømper (stramme strømper) på for at forebygge blodpropper. Hvis du har diabetes, måler vi dit blodsukker og opsætter et drop, der regulerer blodsukkeret under operationen og fasten.

Operation

Kikkertoperation

Foregår operationen som en kikkertoperation (laparoskopisk operation), bliver der lavet tre snit (porte) i maven, hvor instrumenterne kan komme ind og et snit over brokket. Ved denne type operation ilægges kunststofnettet indefra. Kikkertoperation er den fortrukne operationsmetode, da der er færrest smerter og komplikationer. 

Åben operation

Foregår operationen som en åben operation, lægges et snit i lysken og indholdet i brokket skubbes tilbage i bughulen. Herefter lukkes brokåbningen i bugvæggen, ofte ved indsyning af et kunststofnet. 

Efter operationen

Opvågning 

Efter operationen bliver du kørt til Opvågning, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb og vejrtrækning og sørger for, at du bliver tilfredsstillende smertelindret. 

Her bliver du kun sparsomt informeret om operationen, da følger efter bedøvelsen medfører, at du efterfølgende ikke med sikkerhed vil kunne huske, hvad du har fået fortalt. Af disse grunde gives den generelle information om operationen enten på sengeafsnittet samme dag eller næste dag på stuegang. 

På sengeafsnittet

Når du kommer tilbage til sengeafsnittet, må du spise og drikke efter lyst og evne. For at undgå komplikationer er det vigtigt, at du kommer ud af sengen hurtigst mulig efter operationen. Personalet hjælper dig med at komme i gang. 

Inden du går hjem, vil lægen fortælle dig om sygemelding og eventuelt særlige forhold. Vi regner med, at du kommer hjem samme dag eller dagen efter til stuegang. 

Smerter

Du kan forvente smerter den første tid efter operationen. Vi anbefaler, at du tager 1 g Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) tre til fire gange dagligt og eventuelt tabletter Ibuprofen 400 mg 3 gange dagligt de første dage. Denne medicin skal du selv sørge for at have hjemme. 

Hvis personalet mener, at du får behov for stærkere smertestillende medicin, vil det blive udleveret før udskrivelsen. 

Det er vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, så du kan bevæge dig hurtigst muligt. Paracetamol og Ibuprofen er uden væsentlige bivirkninger inden for den uges tid, hvor du eventuelt har behov for smertestillende medicin.

Efter udskrivelsen

Kost

Du kan spise almindelig kost og behøver ikke tage afføringsmidler. Skulle afføringen være træg anbefales Magnesia (kan købes i håndkøb på apoteket) og drikke rigelig væske.

Aktivitet 

Dagen efter operationen må du genoptage almindelige aktiviteter. I ca. 30 % af tilfældene er der i en periode moderate smerter efter operationen. Smerterne er typisk mest udtalte svarende til selve såret, men kan stråle ned i pung eller forsiden af låret. Selv om disse smerter er til stede, må du gerne, hvis du kan, foretage dig de ting, du plejer, da belastningen ikke øger risikoen for komplikationer eller gendannelse af det opererede brok.

Let til moderat arbejde kan genoptages efter cirka en uge afhængig af smerter. Tungt arbejde og hård sport kan genoptages efter to til tre uger afhængig af smerter.

Seksuallivet kan genoptages, når lysten melder sig.

Bilkørsel er ikke tilladt det første døgn efter operationen eller ved stærke smerter.

Såret

Du har ét eller fire ar efter operationen. Vi kontrollerer forbindingen, inden du bliver udskrevet. Forbindingen kan fjernes efter 24 timer. Du behøver ikke sætte forbinding på igen, med mindre det siver fra såret.

Trådene/clipsene i huden skal du have fjernet hos din egen læge 10 dage efter operationen.

Du må gerne tage brusebad 24 timer efter operationen. For at undgå infektion skal du vente med karbad, svømmehal og strandbadning, indtil trådene/clipsene er fjernet. Hvis du solbader det første år efter operationen, råder vi dig til at dække arret med plaster eller solcreme med høj faktor.

Misfarvning

Det er almindeligt, at der forekommer misfarvning (blodansamling) i relation til operationsfeltet. Hos mænd ses også misfarvning af pungen/penis. Det forsvinder af sig selv.

Komplikationer

Der kan opstå en byld i såret (færre end 3%), som kan nødvendiggøre, at såret må åbnes og renses. Såret kan muligvis sys sammen i lokalbedøvelse cirka fire dage senere. Brokket kan gendannes (færre end 5%) på længere sigt og kan i så fald opereres på ny.

Skulle der opstå tegn på infektion i såret (rødme, hævelse, ømhed og feber) bør du søge læge. Ved høj feber og smerter inden for de første 24 timer efter udskrivelsen, bedes du kontakte vores vagthavende læge på telefon 38 68 25 62. Efter de 24 timer skal du opsøge egen læge eller ringe til Akuttelefonen på 1813.

Redaktør