Brok i bugvæggen, operation for

Forløbet i forbindelse med operation for brok i bugvæggen under indlæggelse.

Vi har udarbejdet denne patientinformation for at overordnet beskrive det forløb, du skal igennem i forbindelse med din operation for brok i bugvæggen. Ethvert forløb er forskelligt, og patientinformationen er kun tænkt som et supplement til den mundtlige information, du får på afdelingen. 

Ved et bugvægsbrok trænger bughinden og en del af tarmen sig gennem bugvæggen. Bugvægsbrok kan være betinget af tidligere operationer eller svaghed i muskulaturen. I de fleste tilfælde giver et lille brok kun få gener, mens et større brok kan give ubehag og smerter, især ved hoste og fysisk arbejde. Som regel er det muligt at trykke et mindre brok på plads, men med tiden vil de fleste brok vokse og kan så eventuelt ikke længere trykkes på plads. 

Risikoen ved et brok er, at en mindre del af tarmen kan afklemmes i en snæver brok kanal, så der opstår et indeklemt brok og stop i tarmen (tarmslyng). Dette er en sjælden, men alvorlig tilstand, som kræver akut operation. 

Bortset fra små medfødte navlebrok, forsvinder brok aldrig af sig selv. Den eneste effektive behandling er operation. 

Før operationen

Faste

Du skal være fastende seks timer før og tørste to timer før operationen. Det vil sige, at du gerne må drikke saftevand, vand eller æblejuice klokken 6 på operationsdagen, sammen med den medicin, som du har aftalt med narkoselægen, du skal tage. 

På sengeafsnittet

Når du møder på sengeafsnittet klokken 7, bliver du gjort klar til operation. Her vil du få barberet hår på maven, begge lår og din navle vil blive renset med Klorhexidin. Endvidere får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin og TED-strømper (stramme strømper) på for at forebygge blodpropper.

Hvis du har diabetes, måler vi dit blodsukker og opsætte et drop, der regulerer blodsukkeret under operationen og fasten.

Operation

Bedøvelse

Operationen foretages i fuld bedøvelse, men også rygmarvsbedøvelse kan komme på tale efter aftale med narkoselægerne. 

Kikkertoperation

Foregår operationen som en kikkertoperation (laparoskopisk operation), vil der blive lavet fire små porte, hvor instrumenterne til brug ved operation kan komme ind. Laparoskopisk operation er den fortrukne operationsform, da den giver mindre smerter og risici efterfølgende. 

Åben operation

Foregår operationen som en åben operation, lægges et snit ved brokket og indholdet i brokket frigøres og skubbes tilbage i bughulen. Herefter foretages ny og ekstra solid sammensyning af lagene i bugvæggen eventuelt ved indsyning af et kunststofnet. 

Efter operationen

Opvågning

Efter operationen bliver du kørt til Opvågning, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb og vejrtrækning og sørger for, at du bliver tilfredsstillende smertelindret. Her vil du kun blive sparsomt informeret om operationen, da følgerne efter bedøvelsen medfører, at du efterfølgende ikke med sikkerhed vil kunne huske, hvad du har fået fortalt. Af disse grunde gives den generelle information om operationen enten på sengeafsnittet samme dag, eller næste dag på stuegang. 

Opholdet i Opvågning kan tage op til 24 timer, men varer sjældent længere end nogle timer. Besøg fra pårørende på Opvågning, kan kun ske efter aftale og skal så vidt mulig begrænses. 

På sengeafsnittet

Når du kommer tilbage til sengestuen, må du spise og drikke efter lyst og evne. For at undgå komplikationer er det vigtigt, at du kommer ud af sengen hurtigst mulig efter operationen. Personalet hjælper dig med at komme i gang.

Du skal have brokbælte på, når du skal ud af sengen. Brokbæltet skal du typisk gå med i seks til otte uger efter operationen, men den præcise anvisning får du af lægen inden udskrivelsen. 

Inden du går hjem, fortæller lægen dig om sygemelding og eventuelt særlige forhold. Vi regner med at udskrive dig samme dag eller næste dag til stuegang. 

Smerter

Du kan forvente smerter den første tid efter operationen. Vi anbefaler, at du tager 1 g Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) tre til fire gange dagligt og eventuelt tabletter Ibuprofen 400 mg tre gange dagligt de første dage. Denne medicin skal du selv sørge for at have hjemme. 

Hvis vi mener, at du får behov for stærkere smertestillende medicin, bliver det udleveret før udskrivelsen. 

Det er vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, således at du kan bevæge dig hurtigst muligt. Paracetamol og Ibuprofen er uden væsentlige bivirkninger inden for den uges tid, hvor du eventuelt har behov for smertestillende medicin.

Efter udskrivelsen

Kost

Du kan spise almindelig kost og behøver ikke at tage afføringsmidler. Skulle afføringen være træg, anbefales Magnesia (kan købes i håndkøb på apoteket) og rigelig væske. 

Aktivitet

De første 3-4 uger efter operationen må du ikke løfte mere end 5-8 kg (fyldt bærepose) i hver arm - belast aldrig mere end til smertegrænsen. Let til moderat arbejde kan genoptages efter cirka en uge afhængig af smerter. Tungt arbejde og hård sport kan genoptages efter 4-6 uger afhængig af smerter.

Yderligere sygemelding vil ikke bedre helingsmulighederne, medmindre særlige forhold omkring operationen gør sig gældende. Du kan få udleveret et indlæggelses bevis ved udskrivelsen til brug ved sygemelding fra arbejdet.

Seksuallivet kan genoptages, når lysten melder sig.

Bilkørsel er ikke tilladt det første døgn efter operationen eller ved stærke smerter.

Såret

Du har ét eller fire ar efter operationen. Sygeplejersken ser til forbindingen, inden du bliver udskrevet. Forbindingen kan fjernes efter 24 timer. Du behøver ikke sætte forbinding på igen, med mindre det siver fra såret.

Trådene/clipsene i huden skal du have fjernet hos din egen læge 10 dage efter operationen.

Du må gerne tage brusebad 24 timer efter operationen. For at undgå infektion skal du vente med karbad, svømmehal og strandbadning, indtil trådene/clipsene er fjernet. Hvis du solbader det første år efter operationen, råder vi dig til at dække arret med plaster eller solcreme med høj faktor.

Komplikationer

Hos nogle få patienter (færre end 5 %) opstår en blodansamling eller en byld i såret, som kan nødvendiggøre, at der igen må åbnes og renses. I så fald vil det ofte kunne lade sig gøre at sy såret sammen i lokalbedøvelse cirka fire dage efter udtømningen. 

Skulle der opstå feber/tiltagende smerter inden for de første 24 timer efter udskrivelsen, bedes du kontakte vores vagthavende læge på telefon 38 68 25 62. Efter 24 timer kan du gå egen læge eller ringe på Akuttelefonen på 1813.

Redaktør