Brækket skulder eller overarm - øvelser efter behandling (med Sarmiento-bandage)

Øvelsesprogram til tiden efter man har fået behandlet en brækket skulder eller overarm og har fået bandage på.

Kort om øvelserne

Når du har brækket din skulder eller overarm og har fået bandage på, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed og styrke i musklerne og for at undgå blodpropper.
Behold bandagen på hele tiden også, når du træner. Under øvelse 3 må du dog gerne løsne bandagen eller tage den af.

Øvelse 1 skal du lave så ofte som muligt og mindst én gang i timen. Resten af øvelserne skal du lave 3 gange om dagen. 
Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser.
For at få en god balance mellem hvile og træning, skal du fordele træningen ud over dagen.

Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Vi anbefaler, at du taler med din egen læge om, hvilken smertestillende medicin, der passer til dig.

Øvelse 1

  • Knyt hånden. 
  • Stræk og spred fingrene.

Øvelse 2

Bøj albuerne, og hold armene vandret foran dig. Du kan eventuelt sidde ved et bord og lade underarme og hænder hvile på bordet foran dig.

  • Lad dine håndflader vende op. Drej hænderne, så håndfladerne vender ned.

Øvelse 3

Du kan eventuelt støtte armen med modsatte hånd.

  • Bøj albuen så meget som muligt.
  • Stræk albuen ud igen.

Øvelse 4

Du kan sidde eller stå.

  • Rul begge skuldre hele vejen rundt. Rul dem først fremad og så bagud.

Øvelse 5

Ret ryggen, sænk skuldrene og stå med armene ned langs kroppen.

  • Skyd brystkassen frem, mens du trækker skulderbladene sammen på ryggen.
  • Lad brystkasse og skulderblade falde tilbage på plads, og slap af.    

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/8n0 eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør