Brækket overarm eller skulder

Efter en brækket overarm eller skulder er blevet behandlet, skal armen holdes i ro. Fingrene skal dog bevæges mange gange om dagen. Genoptræningen skal startes efter et par uger.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har brækket overarmen eller skulderen. Vi har givet dig en slynge på armen, som du skal have på døgnet rundt de næste par uger. Du skal også have slynge på om natten, og når du vasker dig. Du må ikke gå i bad med slynge på. Du må tage slyngen af og bøje og strække albueleddet et par gange dagligt.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis du får det værre

Du skal ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du oplever, at din hånd:

  • snurrer, prikker eller sover
  • bliver følelsesløs
  • mister farve
  • er svær at bevæge.

Symptomerne kan være tegn på, at blodkar og nerver har taget skade.

Bruddet kan gøre ondt i 3 måneder

Du kan have ondt omkring bruddet, men det er en normal reaktion og går over af sig selv.

Bruddet er ca. 6 uger om at hele, men der kan være smerter fra skulderen i cirka 3 måneder. De værste smerter går væk efter 2-3 uger.

Armen kan hæve og blive misfarvet

Det er normalt, at armen hæver. Skulderen, overarmen og brystkassen kan også blive blå, rød og gul, efter du har slået dig. Det skyldes en ufarlig blødning under huden, som forsvinder af sig selv.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.  

Brug et isomslag

Du kan lave et isomslag og lægge på der, hvor du har smerter eller er hævet. Brug fx en pose is og læg et viskestykke rundt om, så huden ikke kommer i direkte kontakt med isen. Læg isomslaget på 3-5 gange dagligt i 20-30 minutter ad gangen.

Vask armhulen dagligt

Du skal holde armhulen ren og tør på den arm, hvor du har slyngen på. Du skal vaske og tørre den dagligt, da der ellers kan opstå svamp, fordi du ikke kan bevæge armen, som du plejer.

Bevæg dine fingre

Du får slyngen på for at holde armen i ro, så bruddet kan hele. Du skal dog bevæge fingrene mange gange om dagen, mens du har slyngen på. Mindst 3 gange om dagen skal du 10-15 gange skiftevis knytte hånden og strække fingrene.

Tag slyngen af, og bevæg din arm efter nogle uger

Slyngen skal sidde på de første par uger. Herefter må du gerne tage den af om natten og i stedet støtte arm og skulder med en pude. Slyngen må også tages af, når du går i bad. Stræk og bøj gerne albueleddet et par gange, når du tager slyngen af, så du undgår, at leddet bliver stift. På samme måde kan du bevæge skulderen et par gange, men stop når det gør ondt. Du skal også begynde at træne armens muskler ved at lave øvelser.
Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner.
Træn flere gange om dagen, og gentag hver øvelse så mange gange, du kan. Hvis du får ondt, kan du holde en pause og prøve igen.

Øvelse 1

  • Knyt hånden. Hold eventuelt om en lille bold.
  • Stræk og spred fingrene.
Illustration af øvelse

Øvelse 2

Bøj albuerne, og hold armene vandret foran dig. Du kan eventuelt sidde ved et bord og lade underarme og hænder hvile på bordet foran dig.

  • Lad dine håndflader vende op. Drej hænderne, så håndfladerne vender ned.
Illustration af øvelse

Øvelse 3

Hold din arm oppe, mens du støtter den med den modsatte hånd.

  • Bøj hånden frem, så håndfladen vender nedad.
  • Vip hånden bagover, så håndryggen vender nedad.
  • Gentag med den modsatte hånd.
Illustration af øvelse

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/00s eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

QR-kode

Kom til kontrol

Vi vurderer, om du skal til kontrol på hospitalet eller din egen læge. Hvis du skal til kontrol på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post, eller vi ringer til dig med information om tid og sted. Hvis du skal til kontrol hos din egen læge, skal du selv kontakte din læge og bestille tid.

Hvis du oplever forværring inden din kontrol, skal du ikke vente, men i stedet kontakte din egen læge. Ved akut forværring skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Værd at vide

Vi vurderer, om du skal undersøges for knogleskørhed

Hvis vi vurderer, at bruddet kan skyldes knogleskørhed, bliver du henvist til din egen læge. I nogle tilfælde skal du også have taget blodprøver. Knogleskørhed er let at behandle, hvilket nedsætter risikoen for flere knoglebrud.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.herlevhospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Redaktør