Du har fået en gips på armen. Gipsen hærdes i løbet af 30 min. Det er vigtigt at du holder den i ro, ikke selv retter på den, ikke støder den, ikke belaster den eller tildækker den før den er tør.
Kontakt os eller 1813 hvis du oplever gener.
Du skal straks reagere, hvis gipsen strammer og generer eller føles for stor. Du skal ringe til ambulatoriet i dagstid/hverdage eller Akuttelefonen 1813 uden for ambulatoriets åbningstid hvis:
- du ikke kan bevæge fingrene
- gipsen er gledet ud over knoerne
- gipsen trykker eller knækker
- armen eller hånden hæver
- fingrene bliver meget kolde eller varme
- det prikker eller snurrer i fingrene
- hele hånden ændrer kulør
- du får meget ondt.
- oplever rødme, varme, hævelse, pus eller temperaturforhøjelse uden anden årsag
Du kan få blodansamlinger
Du kan få blodansamlinger eller blå mærker, der bevæger sig ud i fingrene. Det forsvinder af sig selv.
Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt
Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe medicinen på apoteket enten i håndkøb eller på en elektronisk recept, hvis vi har givet dig sådan en. Læs på pakken hvor meget, du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.
Pas på gipsen, når du bader og i regnvejr
Du skal tage en plastikpose over gipsen, når du bader, for at undgå, at den bliver våd. Du skal også undgå, at gipsen bliver våd, når det regner.
Undgå at kradse under gipsen
Hvis det klør, skal du undlade at stikke noget ind under gipsen eller kradse med fx en strikkepind. Du risikerer at skade huden og få sår.
Brug ikke smykker på den hånd, der har gips på
Du skal undgå at bruge fingerringe på hånden, der har gips på, da fingrene kan hæve.
Forebyg hævelse
For at undgå at hånden hæver, kan du holde den i samme højde som hjertet og gerne højere. Når du sidder ned, kan du fx hvile armen på en pude.
Brug hånden, selvom du har gips på
Du skal bruge hånden hver dag, selvom du har gips på, så du bevarer så meget styrke og bevægelighed som muligt og undgår hævelse. Brug fx armen som normalt, når du tager tøj på og spiser.
Du skal genoptræne med det samme
Du skal starte på øvelserne, mens du har gips på. Øvelserne gør, at du hurtigere får bevægeligheden tilbage.
Du skal træne 4-5 gange om dagen og lave hver øvelse 15 gange. Slap af i skuldrene og træn i et roligt tempo.
Hvis du får ondt, mens du træner, skal du holde 30 minutters pause og derefter fortsætte dine øvelser. Hvis du har fået en slynge på, skal du tage den af, når du træner.
Øvelse 1
- Stræk alle fingre.
- Knyt hånden i en glidende bevægelse ved først at bøje de yderste led af fingrene, derefter de mellemste led og til sidst de nederste led af fingrene.
- Stræk fingrene igen.
Øvelse 2
- Knyt hånden. Hold eventuelt om en lille bold.
- Stræk og spred fingrene.
Øvelse 3
- Saml og spred fingrene så meget som muligt.
Øvelse 4
- Før tommelfingeren til håndfladen på det punkt, hvor lillefingeren starter. Lad tommelfingeren lave en bue, og hold så meget afstand til håndfladen som muligt.
- Før tommelfingeren tilbage til udgangspunktet.
Øvelse 5
- Spred fingrene så meget som muligt.
- Før tommelfingeren til spidsen af hver af de andre fingerspidser én efter én. Du skal lave et stort ’O’ med hver af fingrene. Stræk fingrene mellem hvert ’O’.
Øvelse 6
Du kan eventuelt støtte armen med modsatte hånd.
- Bøj albuen så meget, som gipsen tillader det.
- Stræk albuen ud igen, som gipsen tillader det.
Øvelse 7
Du skal stå op.
- Sving armene rundt i store cirkler, hvis gipsen tillader det.
Øvelse 8
- Løft begge skuldre op mod ørerne, og hold dem der i 5 sekunder.
- Sænk skuldrene igen, og slap af.
Øvelse 9
Ret ryggen, sænk skuldrene og stå med armene ned langs kroppen.
- Skyd brystkassen frem, mens du trækker skulderbladene sammen på ryggen.
- Lad brystkasse og skulderblade falde tilbage på plads, og slap af.
Øvelse 10
- Løft den ene eller begge arme, så højt du kan. Albuerne skal være over hjertet. Hvis du kun løfter den ene arm, kan du støtte den med modsatte hånd.
- Knyt hånden. Stræk og spred fingrene.
Du kan se en film med øvelserne på regionh.dk/qq8 eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden: