Barnet bliver bedøvet
Vi anbefaler, at du følger med, når barnet bliver kørt til operationsgangen, og at du er til stede, mens barnet bliver bedøvet. Hvis du ikke ønsker at være til stede, er der en sygeplejerske, som tager sig af dit barn. Af hensyn til hygiejne skal du have overtrækskittel og operationshue på.
På stuen, hvor operationen foregår, møder I anæstesilægen, der kontrollerer barnets navn, fødselsdag, og hvilken operation eller undersøgelse der er planlagt. Barnet får lagt et drop på håndryggen eller i albuebøjningen, hvor barnet har haft lokalbedøvende creme eller trylleplaster på. I droppet får barnet medicin og falder i søvn efter få sekunder. Vi kan også give bedøvelsen ved, at barnet indånder sovemiddel gennem en maske, så det falder i søvn efter 1-2 minutter. Vi vurderer hvilken form for bedøvelse, der er bedst for dit barn.
Når barnet er faldet i søvn, bliver du fulgt ud af operationsstuen.