Blodtryksmåling, vejledning i blodtrykket

Vejledning til patienter der skal lave hjemmeblodtryksmålinger.

Der er en række forholdsregler, som du skal følge:

Når du måler blodtryk om morgenen, skal det gøres inden morgenmad og kaffe, og du må ikke have røget den sidste halve time inden målingen. Målingerne gentages om aftenen inden aftensmaden. 

  • En fyldt blære kan påvirke blodtrykket. Gå eventuelt på toilettet inden målingen. 
  • Målingerne skal foregå i rolige omgivelser og i stuetemperatur.

Når blodtrykket skal tages

  1. Sid i en stol med god rygstøtte og med armen hvilende på armlæn eller bord med blodtryksmanchetten i højde med dit hjerte. 
  2. Manchetten anbringes et par centimeter over albuebøjningen, tæt og glat uden at stramme.
  3. Der skal være plads til to fingre mellem manchet og arm. Skulderen skal være afslappet.
Et billede af en blodtryksmåling.

Du skal have siddet roligt i 5 minutter inden målingen. Under målingen må du ikke tale og ikke lægge benene over kors. 

Blodtrykket måles 3 gange med 2 minutters mellemrum. Resultaterne skrives ind i det udleverede blodtryksregistreringsskema.

Ved gentagne målinger, der ligger over målet for dit blodtryk, bør du kontakte din praktiserende læge. 

Redaktør