Blodsygdomme, klinik 1 og 2

I Blodsygdomme, klinik 1 og 2 behandler vi patienter med blodsygdomme. I forbindelse med besøg i klinikkerne, er der nogle praktiske oplysninger der er gode at vide.

Her kan du læse om Blodsygdomme klinik 1 og 2, hvor vi behandler patienter med blodsygdomme. 

Om Blodsygdomme, klinik 1 og 2

I Blodsygdomme, klinik 1 og 2 kontrollerer og behandler vi patienter, der ikke er indlagt.

Læs mere på vores hjemmeside

Du kan finde mere information om undersøgelser, sygdom, behandling og praktisk information på vores hjemmeside www.herlevhospital.dk/blodsygdomme

Du kan også finde nyttig information på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside www.cancer.dk.

Du kan altid bede din læge eller sygeplejerske om relevant skriftligt materiale og få det udleveret.

Læger

Når du bliver udskrevet fra sengeafsnit eller udredningsklinikken, aftaler vi med dig, hvilken læge du skal gå til kontrol hos. Den læge har ansvar for din behandling i Afdeling for Blodsygdomme. Vi bestræber os på, at du
møder denne læge ved hvert besøg.

Andre personalegrupper

I klinikken er der ansat sygeplejersker, medicinstuderende (FADL-hold), sygeplejesekretærer, farmakonomer og hospitalsmedhjælpere.

Hvis du skal have behandling i klinikken, bestræber vi os på, at du bliver behandlet af den samme sygeplejerske gennem hele dit forløb.

Afdeling for Blodsygdomme er en uddannelsesafdeling. Du kan derfor opleve at blive behandlet af en studerende under vejledning af en sygeplejerske.

Din læge eller en sygeplejerske kan hjælpe dig med at få kontakt til diætist, fysioterapeut, patientvejleder, hjemmepleje-/sygeplejerske eller præst/imam.

Få taget blodprøver før dit ambulante besøg

Du skal have taget blodprøver før din aftale hos os. Det foregår i hospitalets laboratorium, som ligger på Borgmester Ib Juuls Vej 7, opgang 2, 4. etage, B1. Husk dit gule sundhedskort. Du skal bruge det til at registrere din ankomst.

Efter du har fået taget blodprøver, skal du møde i den klinik, hvor du har en aftale.

Hvis du har et centralt venekateter, får du taget blodprøver af en sygeplejerske og skal derfor møde direkte i klinikken.

Du kan i nogle tilfælde blive oplært i selv at tage blodprøver fra dit centrale venekateter.

Husk at melde din ankomst

Når du er fremme ved venteområdet, skal du henvende dig til sekretæren i skranken. På den måde ved vi, at du er ankommet til din aftale. Herefter kan du tage plads i venteområdet. Lægen kalder dig ind efter en bookingliste.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

Tag gerne en pårørende med

Du er altid velkommen til at tage en pårørende med. Det kan være en fordel, at I er to om at lytte og stille spørgsmål.

Hvis du har behov for en uddybende samtale, skal du lave en aftale om det. Du aftaler en ny tid med lægen fra gang til gang. Sekretæren i skranken skriver din nye tid på dit mødekort.

Behandling i klinikken

Nogle kortere behandlinger foregår den samme dag, som du taler med lægen. Andre behandlinger bliver planlagt til den følgende dag.

Log på Min Sundhedsplatform og følg med i dit forløb på hospitalet

På www.minsundhedsplatform.dk kan du bl.a. følge med i din behandling, se kommende aftaler, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du skrive direkte til afdelingen. Du logger på www.minsundhedsplatform.dk med NemID.

Udlevering af medicin

Du får udleveret medicin efter lægens ordination. Du skal udfylde en seddel til farmakonomen.

Husk at medbringe den udleverede køletaske og køleelement, hvis du får medicin, der kræver kold opbevaring.

Du kan få udleveret medicin til 3 måneder. Hvis der er længere end 3 måneder til din næste kontrol hos lægen, skal du aftale en tid med sekretæren til udlevering af medicin. Har du ikke selv mulighed for det, kan en pårørende hente din medicin.

Mad og drikke

Tag lidt frugt eller mad med, da der kan forekomme ventetid. Kaffe, te og kolde drikkevarer kan du få i venteområdet.

Kørsel

Du har mulighed for at få refunderet dine udgifter til kørsel med bil eller offentlige transportmidler afhængigt af, hvor lang afstand du har til hospitalet. Tal med sekretæren.

I særlige tilfælde kan du, efter aftale med din læge, få bevilliget gratis kørsel til og fra hospitalet i forbindelse med kontrol og behandling.

Tilmeld dig NemSMS, og bliv husket på din aftale

Du kan modtage en SMS, der minder dig om din aftale på hospitalet. Du tilmelder dig NemSMS på www.borger.dk

Kontakt Modtagelsen, hvis du får det dårligt

Ring 38 68 62 00 (Blodsygdomme, modtagelse). På hverdage i dagstiden kommer du til at tale med en sygeplejerske, som kan hjælpe dig og henvise til en læge ved behov. På øvrige tidspunkter får du direkte kontakt til en læge.

Redaktør