Blindtarmsbetændelse, kikkertoperation for

Vi har udarbejdet denne patientinformation for at beskrive det overordnede forløb, du skal igennem i forbindelse med din operation for blindtarmsbetændelse. Ethvert forløb er forskelligt, og patientinformationen er kun tænkt som et supplement til den mundtlige information, du får på afdelingen.

Vi har udarbejdet denne patientinformation for at beskrive det overordnede forløb, du skal igennem i forbindelse med din operation for blindtarmsbetændelse. Ethvert forløb er forskelligt, og patientinformationen er kun tænkt som et supplement til den mundtlige information, du får på afdelingen. 

Operation

Blindtarmen (appendix) er beliggende som et ormeformet vedhæng på den højre ende af tyktarmen. Akut blindtarmsbetændelse viser sig oftest ved almen utilpashed, kvalme og lette smerter diffust i maven. I løbet af nogle timer trækker smerterne ned i nedre højre del af maven, og der opstår let feber. Der ses dog mange forskellige forløb. 

I nogle tilfælde går der hul på den betændte blindtarm (perforation). Dette kan enten føre til bughindebetændelse eller til en afgrænset byld omkring blindtarmen. 

Selv for rutinerede kirurger er diagnosen blindtarmsbetændelse vanskelig at stille med sikkerhed, da andre akutte mavesygdomme kan give lignende symptomer. 

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Blindtarmen fjernes oftest ved kikkertkirurgi (laparoskopi). Det gøres gennem tre små huller i maven. Blindtarmen fjernes kun, hvis den er betændt. 

Ved operationen undersøges de andre organer i bughulen. Er blindtarmen meget syg, eller hvis der er en anden sygdom i bughulen, der kræver operation, vælger man undertiden at skifte til en åben kirurgisk behandling. 

Ved åben operation laver man et lille snit i din højre side. Blindtarmen trækkes frem og fjernes. 

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt til Opvågning, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb, vejrtrækning og sørger for, at du bliver tilfredsstillende smertelindret. Derefter bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet.

Har du fået lagt et dræn, fjernes det en af de første dage efter operationen. Luftafgang via endetarmen er tegn på normal tarmfunktion og sker oftest efter et til to døgn - eventuelt senere efter blindtarmsbetændelse med perforation. 

Smerter

Mod smerter får du udleveret Panodil/Ibuprofen- og eventuelt morfintabletter som du selv skal administrere. 

Det er vigtigt, at du tager de tilbudte smertestillende tabletter, så du kan mobiliseres hurtigst muligt. De tilbudte tabletter er uden bivirkninger inden for den lille uges tid, hvor du har behov for smertestillende midler. Hvis tabletterne ikke virker tilstrækkeligt, er det vigtigt, at du kontakter sygeplejersken med henblik på supplerende medicin.

Udskrivelse

Du kan normalt udskrives efter cirka et døgn. Hvis din blindtarm var sprunget, skal du normalt være indlagt i cirka tre døgn. Ved udskrivelsen vil lægen fortælle dig om sygemelding og eventuelle særlige forhold.

Efter udskrivelsen 

Du kan spise almindelig kost, og behøver ikke tage afføringsmidler. Skulle afføringen være træg anbefaler vi, at du drikker rigeligt væsk og tager HUSK eller Magnesia, som kan købes i håndkøb på apoteket.

Ved let arbejde, kan du gå på arbejde efter cirka en uge, ved tungt arbejde efter to til tre uger. Det vil dog blandt andet afhænge af din alder og dit sygdomsforløb. 

Trådene i huden skal fjernes hos din egen læge cirka 10 dage efter operationen. Du må ikke gå i svømmehal eller karbad, før sårene er fuldstændigt helede. Du må gerne gå i brusebad og være almindelig fysisk aktiv. Efter syv til fjorten dage kan de fleste begynde at dyrke sport. 

Komplikationer 

Hos færre end 5 % opstår en byld i såret – oftest efter blindtarmsbetændelse med perforation. Bylden kan betyde, at såret skal åbnes og renses. Ofte vil det kunne lade sig gøre atter at sy såret sammen i lokalbedøvelse cirka fire dage efter udtømningen. 

I sjældne tilfælde (under 2 %) kan der - især efter perforation - opstå en byld i bughulen omkring det sted, hvor blindtarmen sad. På grund af bylden vil der ofte være en periode med nedsat tarmfunktion. Bylden kan påvises ved ultralydsundersøgelse og vil ofte tømme sig spontant i tarmen. 

I nogle tilfælde kan behandling med udtømmelse dog blive nødvendig ved en nål indført gennem huden vejledt af ultralydsundersøgelse. 

En ny operation er derfor meget sjældent nødvendig. 

Indenfor 48 timer

Skulle der inden for to døgn efter udskrivelsen opstå feber og tiltagende smerter bedes du kontakte vores vagthavende læge på telefon 38 68 25 62. Ellers egen læge eller akuttelefon 1813. 

Redaktør