Biskjoldbruskkirtel, operation af

Information om operation/fjernelse af biskjoldbruskkirtler.

Hvad er biskjoldbruskkirtler?

Normalt har man 4 biskjoldbruskkirtler, som sidder fordelt på bagsiden af skjoldbruskkirtlen foran på halsen. Kirtlernes opgave er at regulere kalkstofskiftet.

Hvorfor skal den/de opereres?

Når en eller flere kirtler vokser, øges kalkindholdet i blodet, hvilket giver forskellige symptomer.

Under operationen, som foregår under fuld bedøvelse, fjernes den/de syge biskjoldbruskkirtler. Den/de resterende kirtler overtager i løbet af få dage reguleringen af kalkstofskiftet.

Forberedelser til operationen

  • Du skal faste og tørste, som aftalt med narkoselægen
  • Du skal bade, vaske hår inden du kommer
  • Undlad neglelak, make-up og creme
  • Lade værdigenstande blive hjemme
  • Indtil du bliver kørt ind på operationsgangen, vil det være muligt at have en pårørende med
  • Det anbefales at tage 1 gr. paracetamol med lidt vand hjemme, kort før ankomst til hospitalet på operationsdagen

Hvor foregår operationen?

Operationen foregår på Øre-næse-hals/Audiologisk klinik på enten Gentofte Hospital, Hillerød Hospital eller Rigshospitalet.

Der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen finder sted, og det kan være en god idé at medbringe læsestof eller lignende.

Efter operationen

Du bliver observeret et par timer på opvågningsstuen, hvorefter du kommer tilbage til sengeafsnittet.

Det er muligvis nødvendigt at lægge et dræn i operationssåret. Drænet skal sørge for, at evt. ekstra blod ledes væk. Drænet fjernes, så snart der ikke er brug for det længere (sædvanligvis efter 1 døgn).

Komplikationer

Komplikationer til biskjoldbruskkirteloperationer er sjældne, men kan forekomme.

De hyppigste er:

1. Blødning

Hvis et blodkar springer op efter operationen, kommer der en blodansamling på halsen, som næsten altid gør det nødvendigt at reoperere.

2. Stemmebåndslammelse

Nerven til stemmebåndene løber lige under skjoldbruskkirtlen og kan blive beskadiget under operationen. En beskadigelse vil medfører lammelse af stemmebåndet og hermed en væsentlig forringelse af stemmekvaliteten.

Risikoen er under 1 % og i en del tilfælde kommer nerven sig spontant nogen tid efter operationen. I mange tilfælde kan stemmen genoptrænes sammen med en talepædagog.

3. For lidt kalk i blodet

Mangel på biskjoldbruskkirtelhormon medfører, at der er for lidt kalk i blodet. Det kan være nødvendigt med et kalktilskud.

Smerter

Efter operationen kan du have ondt i halsen. Smerterne opleves meget forskelligt. Vi anbefaler følgende smertestillende behandling til voksne:

Paracetamol 500 mg, 2 tabletter højst 4 gange i døgnet, suppleret med ibuprofen 200 mg, 2 tabletter højst 3 gange i døgnet. Begge typer medicin kan købes uden recept.

Efter du er udskrevet

Inden du bliver udskrevet, får du en tid til kontrol i vores kliink. Vi anbefaler, at du tager en pårørende med. Du vil også få en tid til opfølgning hos os. Du bliver indkaldt pr. brev inden for ca. 3 måneder.

Du er velkommen til at bade efter operationen, undgå blot at din forbinding bliver våd.

Vi anbefaler 10 – 14 dages rekreation hjemme, hvor du bør holde dig i ro og undgå fysisk anstrengende aktiviteter.

Har du brug for dokumentation for indlæggelsen, kan du få det udleveret, inden du udskrives.

Redaktør