Binyreoperation (Kikkertoperation)

Binyreoperation foretages når du skal have fjernet binyren på grund af overproduktion afhormoner, eller hvis der på grund af binyrens størrelse er risiko for celleforandringer i binyren.

Kikkertoperation

Lægen fører et særligt kikkertinstrument gennem et lille snit i navlen. Kikkerten er forsynet med lys og har et videokamera, som bringer det ’indvendige’ billede af dig op på en TV-skærm.

Du får fyldt luft (kuldioxid) ind i bughulen, organerne skiller sig lidt fra hinanden, og lægen kan få overblik. Lægen placerer 4 plastikrør i bugvæggen til instrumenterne.

Rørene er cirka 1 cm tykke.

Binyren fjernes i en lille plasticpose gennem et snit i bugvæggen.

Når operationen er slut, fjernes luften i bughulen igen og sårene i maveskindet syes med et par sting.

Hvis der opstår komplikationer under operationen, kan det blive nødvendigt at foretage en åben operation gennem et længere snit i bugvæggen.

Kikkertoperationen varer cirka 3 timer og foregår i fuld narkose, så du mærker intet. Under operationen får du også lagt et kateter i din blære.

Fordele ved kikkertoperation

En traditionel binyreoperation kræver et cirka 30 cm langt snit i bugvæggen gennem hud og muskler. En kikketoperation kræver kun 4 små snit samt et cirka 3 cm langt snit til at få binyren ud.

  • Du er ude af sengen samme aften efter operationen, og du bliver udskrevet efter 1 til 3 dage.
  • Du har færre smerter efter operationen og mindre behov for smertestillende medicin.
  • Sårene heler hurtigere.
  • Du oplever færre komplikationer og får kun små ar.
  • Du vender hurtigere tilbage til normal aktivitet.

Forberedelse til operationen

Uger inden operationen

Du skal spise sundt og varieret og sørge for at være i god fysisk form.

Du bør være varsom med alkohol inden operationen og følge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Det er desuden en god idé at holde op med at ryge.

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du måske holde pause før din operation. Tal med din læge om det. 

Dage før operationen

Ved journaloptagelse skal du:

  • Have taget blodprøver og et eventuelt hjertediagram (EKG).
  • Aflevere en urinprøve til undersøgelse for eventuelle bakterier.
  • Undersøges af en læge.
  • Tale med en narkoselæge om bedøvelsen.
  • Have fjernet eventuel hårvækst i operationsområdet.
  • Have taget mål til støttestrømper (forebyggelse af blodpropper).
  • Have en indlæggelsessamtale med sygeplejepersonalet.

Faste

  • I tidsrummet mellem kl. 02.00 og kl. 06.00 på operationsdagen må du ikke spise, men du må gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter).
  • Du skal drikke 250 ml væske umiddelbart inden kl. 06.00 på operationsdagen.
  • Fra kl. 06.00 på operationsdagen må du hverken spise eller drikke.

Timer inden operationen

Ved din ankomst til sengeafsnittet skal du hjemmefra:

  • Have taget et brusebad hjemmefra.
  • Have taget smykker og ur af.
  • Have fjernet eventuel neglelak og make-up.
  • Have indtaget den medicin, du har aftalt med narkoselægen.

Inden du bliver kørt til operationen

Før du bliver kørt til operationsstuen, skal du:

  • Tage rent tøj på, der består af lange støttestrømper, underbukser og en hospitalsskjorte.
  • Have identifikationsarmbånd på.
  • Eventuelt have en blodfortyndende indsprøjtning.
  • Eventuelt have en beroligende tablet.
  • Du skal fjerne kontaktlinser, men du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese på.

På operationsstuen

Du får lagt et lille plastikrør (et drop) i en blodåre. Igennem droppet får du smertestillende medicin, sovemedicin samt væske under operationen. Droppet fjernes igen i sengeafsnittet.

Efter operationen

Observation

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil narkosen har fortaget sig. Når du er vågen, får du information om forløbet.

På sengeafsnittet tager plejepersonalet imod dig og observerer din tilstand. Du får tilbudt drikkevarer og noget at spise.

Plejepersonalet støtter dig de første gange, du skal ud af sengen.

Dagene efter operationen

Kateter

Du får fjernet kateteret i blæren i løbet af den første dag efter operationen.

Pleje af sår

Forbindingerne må fjernes efter det første døgn, hvis det ikke siver fra sårene. Efter 24 timer må du gerne tage brusebad og duppe sårene tørre.

Smerter

Du kan forvente lette smerter fra sårene og eventuelt i skuldrene i nogle dage efter operationen. Smerterne i skuldrene skyldes den luft, du fik ind i bughulen.

Du får smertestillende medicin. Har du ondt, skal du informere plejepersonalet, så vi kan regulere din smertebehandling.

Kost og væske

Du må spise og drikke, som du plejer. Hvis du får kvalme, skal du informere plejepersonalet.

Aktivitet

Selvom du føler dig træt, er det meget vigtigt for det videre forløb, at du kommer ud af sengen samme dag, som du er opereret. Du bør gå omkring i afdelingen flere gange, både om dagen og om aftenen. På den måde stimuleres kredsløbet, og risikoen for komplikationer mindskes.

Mave-tarm funktion

Du kan have svært ved at få gang i mavetarmfunktionen igen på grund af bedøvelsen.

Det er derfor vigtigt, at du spiser og drikker til samtlige måltider, og bevæger dig omkring. Du får desuden udleveret et mildt afføringsmiddel.

Medicin

Hvis du tager medicin for din binyresygdom, kan du gradvist reducere den efter operationen. Dette afgøres af lægen fra Afdeling for Medicinske Sygdomme.

Efter udskrivelsen

Det er normalt at være træt de første uger efter operationen, men du kan genoptage dine daglige aktiviteter i det omfang, du magter det.

Efter udskrivelsen kan små ændringer i din tilstand eller dit velbefindende udløse usikkerhed og tristhed. Humørsvingninger er almindelige og oftest forbigående.

Sår

Du skal undgå karbad indtil trådene/klipsene er fjernet. Trådene/klipsene skal du have fjernet hos din praktiserende læge efter 10 dage.

Det første år efter operationen skal du beskytte arrene mod direkte sollys for at undgå misfarvning. Du kan eventuelt bruge solcreme med en høj faktor.

Indlæggelsesbevis og sygemelding

Du kan få et indlæggelsesbevis af afdelingen, men har du brug for en sygemelding, skal din praktiserende læge udstede den.

Rejser

Du er ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit forsikringselskab og høre nærmere.

Henvendelse ved komplikationer

Du skal søge hjælp, hvis du oplever:

  • Tiltagende smerter i maven/operationsområdet.
  • Sivning med pus (betændelse) fra sårene.
  • Rødme, varme, hævelse omkring sårene.

Det første døgn efer udskrivelsen skal du ringe til sygeplejersken i det sengeafsnit, du er udskrevet fra, hvis du oplever komplikationer.

Urinvejssygdomme, sengeafsnit 1 hele døgnet.

Urinvejssygdomme, sengeafsnit 2 hele døgnet.

Efter det første døgn skal du om dagen henvende dig til Urinvejssygdomme, klinik 1 eller til din egen læge.

Efter klinikkens telefontid skal du henvende dig hos egen læge eller på Akuttelefonen 1813.

Kontrol og efterbehandling

Du vil få tilsendt/udleveret et kort med kontroltid i klinikken til cirka 2 uger efter operationen. Her bliver dit videre behandlingsforløb planlagt.

Redaktør