Bendamustin, Velcade og Dexamethason - behandling af Myelomatose

Myelomatose kan behandles med stofferne Bendamustin, Velcade og Decamethason. Stofferne gives ad flere omgange og kan medføre en række bivirkninger.

Om behandlingen

Bendamustin, Velcade og Dexamethason hæmmer kræftcellernes vækst på forskellig måde, og du får stofferne sammen, da det medfører en bedre virkning på din sygdom.

Formålet med behandlingen

Formålet med behandlingen er at fjerne kræftcellerne i din krop.

Behandlingsforløb

Du får behandlingen i serier. En serie varer 4 uger.

  • Bendamustin får du dag 1 og 8 i hver behandlingsserie.
  • Velcade får du dag 1, 8, 15 og 22 i hver behandlingsserie.
  • Dexametason får du dag 1, 8, 15 og 22 i hver behandlingsserie.

Din læge og sygeplejerske fortæller dig om dit konkrete behandlingsforløb.

Du kan få op til 6 behandlingsserier.

Undersøgelser i behandlingsforløbet

Du får jævnligt taget blodprøver, så lægen kan se hvor godt behandlingen virker, og om du kan tåle behandlingen.

Sådan får du behandlingen

Behandling får du klinisk. Det vil sige, at du kan gå hjem samme dag.

  • Du får behandling både i afdelingen og der hjemme.
  • Du får Bendamustin i afdelingen. Bendamustin får du over ca. 30 minutter via et drop, som du får lagt i armen.
  • Du får Velcade i afdelingen. Velcade får du som en indsprøjtning under huden i maven.
  • Du skal tage tabletten Dexamethason der hjemme. Tabletten skal du tage den dag, hvor du får Bendamustin og Velcade. Du skal helst tage tabletten om morgenen, da tabletten ellers kan forhindre dig i at sove.

Sådan forløber dagen

  • Når du ankommer får du taget blodprøver i hospitalets laboratorium.
  • Du taler med din læge eller sygeplejersken om, hvordan du har det og hvilke bivirkninger, du eventuelt har eller har haft.
  • Sygeplejersken giver dig behandling med Bendamustin og Velcade.
  • Cirka ½ time efter behandlingen er afsluttet, må du tage hjem.

Supplerende behandling

Du har en øget risiko for at få infektioner med virus, især helvedesild (Herpes Zoster), under behandling med Velcade. Du skal derfor have behandling med tabletter (fx Aciclodan), der beskytter dig mod helvedesild.

Du skal tage tabletterne om morgenen og aftenen under hele behandlingsforløbet og op til 3 måneder efter afsluttet behandling.

Bivirkninger til Bendamustin

Infektioner

Du kan have øget risiko for at få infektioner, og du skal måske have behandling med antibiotika.

Hvilke gener skal du især være opmærksom på?

  • Almen utilpashed og kulderystelser
  • Temperatur over 38,5 °C

Hvad kan du selv gøre for at undgå infektioner?

  • Vaske hænder efter toiletbesøg og før du spiser
  • Undgå kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber

Blødning

Du kan have øget risiko for at få blødninger i perioden efter du har fået behandling, og du skal måske have transfusion med blodplader.

Hvis du får en eller flere af de gener, der er nævnt nedenfor, skal du kontakte afdelingen

  • Blødning fra næse, mund eller skede
  • Mange blå mærker eller små røde prikker i huden, specielt på benene
  • Blod i afføring eller urin

Hvad kan du selv gøre for at undgå blødning?

  • Brug en blød tandbørste
  • Brug elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad
  • Tag ikke gigtpiller (Ibuprofen, Todolac) eller medicin, der indeholder acetylsalisylsyre (Kodimagnyl, Treo), da de øger risikoen for blødninger og i øvrigt belaster nyrerne
  • Undgå fysisk anstrengelse
  • Du bør ikke drikke alkohol, hvis dit blodpladetal er lavt, da alkohol kan nedsætte funktionen af blodpladerne
  • Undgå forstoppelse

Lav blodprocent

Du kan have øget risiko for at få lav blodprocent. Hvis din blodprocent er lav, skal du måske have blod.

Hvilke gener du især være opmærksom på?

  • Åndenød
  • Hjertebanken

Hvad kan du selv gøre for at nedsætte generne ved lav blodprocent?

  • Rejs dig forsigtigt, så du ikke falder
  • Undgå større fysisk anstrengelse

Træthed

Du kan opleve træthed i forbindelse med sygdom og behandling. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og en god nats søvn.

Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe træthed?

  • Flere små hvil i løbet af dagen
  • Frisk luft og små gå ture
  • Sørg for adspredelse i din hverdag
  • Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål

Vær forsigtig, når du kører bil eller anvender maskiner, hvis du føler dig meget træt.

Kvalme og opkastning

Du kan få kvalme og opkastning af behandlingen. Tal med sygeplejersken eller din læge, da det kan være nødvendigt, at du får mere medicin for kvalme.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge kvalme?

  • Spis, når du føler sig sulten, gerne mange små måltider i løbet af dagen
  • Drik rigelig væske, gerne 2-3 liter om dagen
  • Sid op, når du spiser
  • Spis let fordøjelig mad, fx frugt, desserter, kiks og lignende
  • Anret maden pænt, få eventuelt en anden til at anrette maden for dig

Ændret afføring

Du kan få tynd mave (diarré) eller forstoppelse under din behandling. Tal med sygeplejersken hvis det er aktuelt for dig.

Hvis du får forstoppelse, er det vigtigt, at du tager det afføringsmiddel, som du får anbefalet. Afføringsmidler kan du købe på apoteket uden recept (fx Picolondråber eller Movicolpulver).

Hvad kan du selv gøre for at holde maven i gang?

  • Drik rigelig væske, gerne 2 - 3 liter om dagen
  • Hold dig i bevægelse
  • Spis fiberrig mad, f.eks. grøntsager, hvedeklid, tørrede frugter i form af svesker, abrikoser og rosiner eller hørfrø

Hvis du har diarré i gennem længere tid, kan du få behov for at blive indlagt for, at du kan få væske direkte i blodbanen og eventuelt medicin, der kan stoppe diarréen.

Hvad kan du selv gøre ved let diarré?

  • Drik rigeligt, fordi du mister væske
  • Spis bananer, dåsefrugt, supper og sportsdrikke for at holde salt balancen
  • Revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris kan muligvis afhjælpe diarréen

Har du feber og diarré, skal du kontakte afdelingen, da du kan have en infektion i tarmen og skal have behandling med antibiotika.

Hårtab

Bendamustin kan medføre, at du taber håret på hovedet og eventuelt også andre steder på kroppen. Håret vokser næsten altid ud igen, når hele behandlingsforløbet er slut, det kan dog ændre farve og struktur. Du kan få tilskud fra afdelingen til en paryk.

Andre bivirkninger

Du kan opleve andre bivirkninger fx kan du få årebetændelse i den blodåre, hvor du har fået behandlingen. Årebetændelse viser sig ved rødme, varme og hævelse.

Bivirkninger til Velcade

Føleforstyrrelser og nedsat kraft

Velcade kan give føleforstyrrelser i form af prikken, stikken, sovende eller snurrende fornemmelser specielt i fingre og tæer. Du kan opleve vanskeligheder med at knappe knapper, strikke, sy eller gå op og ned af trapper.

Mænd kan opleve ændret følsomhed i penishovedet og få problemer med rejsning. Kvinder kan opleve ændret følsomhed i skeden og ved klitoris.

Påvirkningen af nerverne kan også medføre smerter (”nervesmerter”), som kan føles lynende, jagende eller stødende.

Det kan være, at du på grund af sygdommen eller tidligere behandling allerede har ovenstående gener. Generne kan da blive værre.

Det er vigtigt for det videre behandlingsforløb, at du straks informerer lægen om føleforstyrrelser og vanskeligheder med at udføre opgaver i hverdagen.

Ved ophør med Velcade, forsvinder påvirkningen af nerverne i de fleste tilfælde inden for ½ år.

Tal også med lægen eller sygeplejersken, hvis du har behov for smertestillende medicin.

Hvad kan du selv prøve at gøre for at mindske generne ved føleforstyrrelser?

  • Varme bade eller varme/kolde omslag
  • Blid massage
  • Beskyt dine fødder og hænder – undlad f.eks. at gå med bare fødder; brug handsker i koldt vejr
  • Brug behageligt fodtøj med skridsikker sål
  • Plej huden på dine hænder og fødder med creme

Blødning

Som ved Bendamustin.

Ændret afføring

Som ved Bendamustin.

Bivirkninger til Dexamethason

Bivirkningerne afhænger af hvor høj dosis Dexamethason du får, og hvor længe du får Dexamethason. Jo højere dosis og i jo længere tid, jo større er risikoen for at du får bivirkninger.

Svie og ubehag i maven

Du kan få svie og ubehag øverst i maven, og hvis du har mavesår kan det blive forværret. Kontakt afdelingen, hvis du oplever sure opstød eller halsbrand.

Sukkersyge

Dexamethason kan medføre, at du får forhøjet blodsukker, og at du får midlertidig sukkersyge. Sukkersygen forsvinder oftest, når din behandling er slut.

Kontakt afdelingen, hvis du pludselig begynder at blive mere tørstig og har hyppigere vandladning end du plejer.

Humør

Når du får Dexamethason, kan du opleve, at du bliver mere energisk og i opstemt humør samt du kan have svært ved at sove. Du kan også føle dig rastløs, modløs og nedtrykt. Enkelte kan få en egentlig depression.

Fortæl personalet, hvordan du føler dit humør er, da de kan hjælpe dig med samtaler, råd og vejledning.

Øget appetit

Dexamethason øger din appetit.

Infektion

Dexamethason sænker din legemstemperatur ”kunstigt” i de dage, du får denne medicin. Vær derfor ekstra opmærksom på om du har tegn på infektion som fx utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.

Ophør med Dexamethason

Nogle bliver utilpasse i dagene efter de er holdt op med at få Dexamethason. Det kan fx vise sig ved generel utilpashed, træthed, ledsmerter, lettere nedtrykthed eller at dine hænder ryster.

Hvis du har fået Dexamethason igennem længere til, vil du ofte skulle trappe gradvist ud af medicinen.

Andre bivirkninger

Du kan opleve andre bivirkninger fx hovedpine, smerter i dine led eller udslæt på huden.

Det er vigtigt, at du oplyser din læge eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.

Mere information

Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte personalet eller du kan hente uddybende oplysninger om bivirkninger og senfølger på www.medicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk.

Du kan læse mere generel information om behandling af din kræftsygdom, og hvordan den påvirker dit liv i patientinformationen ”Medicinsk kræftbehandling”.

Spørgsmål

Hvis du er i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte afdelingen.

Kontakt altid Afdeling for Blodsygdomme ved:

  • Temperatur over 38,5 °C
  • Andre tegn på infektion f.eks. almen utilpashed, hoste, kulderystelser
  • Blødning
Redaktør