Gå til hovedindhold

Behandling med Lenvatinib i kombination med Pembrolizumab

Til patienter med kræft i livmoderen med spredning

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Derudover henviser vi til afdelingens øvrige skriftlige informationsmateriale.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, som måske kan synes uoverskuelig. Du kan bruge denne information som hjælp til at få overblik over den behandling, vi anbefaler dig. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen, for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Hvad er Lenvatinib og Pembrolizumab

Tilbagefald af livmoderkræft behandles blandt andet med en kombination af Lenvatinib og Pembrolizumab. Formålet med behandlingen er at lindre eventuelle symptomer og at forlænge livet ved at holde kræften i ro.

Lenvatinib

Lenvatinib er en målrettet (targeteret) behandling, som også kaldes en angiogenese-hæmmer.  Behandlingen virker ved at hæmme dannelsen af nye blodkar til kræftcellerne. På den måde forhindres tilførsel af ilt og næring, så kræften stopper med at vokse og sprede sig yderligere.

Pembrolizumab

Pembrolizumab er immunterapi, som styrker immunsystemets evne til at bekæmpe livmoderkræft. Pembrolizumab er et antistof, som kan blokere et protein (PD1) på overfladen af visse immunceller (T-celler). Dette styrker immuncellernes evne til at angribe kræftceller ved billedligt talt at ”blokere for bremsen” i disse immunceller. 

Behandlingen med Lenvatinib og Pembrolizumab er en såkaldt kombinationsbehandling, hvor man angriber kræften på 2 forskellige måder.

Behandlingen

Lenvatinib

Lenvatinib er en tablet-behandling, hvor

  • du skal tage tabletterne hver dag på nogenlunde samme tidspunkt
  • tabletterne skal sluges hele med et glas vand
  • der er tale om en behandling, som du tager så længe, du kan tåle den og så længe den har effekt på sygdommen.

Dosis af Lenvatinib kan være på 10, 14 og 20 mg. Den dosis, du får tilbudt, afhænger for eksempel af

  • om du har andre sygdomme
  • hvad lægen vurderer
  • hvad du ønsker.

Mad og drikke

Du skal undgå mad og drikke, der indeholder grapefrugt, mens du er i behandling med Lenvatinib, fordi det kan øge risikoen for, at du får bivirkninger.

Har du glemt en dosis Lenvatinib

Hvis du glemmer at tage Lenvatinib, skal du ikke tage den senere. Tag den næste dosis dagen efter, som du plejer.

Medicinudlevering

Vi udleverer Lenvatinib i ambulatoriet (Klinik 4) i forbindelse med, at du møder op hos os hver 3.-6. uge. Lenvatinib tages hjemme.

Efter en telefonsamtale kan du eller en pårørende efter aftale, hente Lenvatinib i

  • Klinik 4 - eller
  • en medicinboks på nogle hospitaler.

Pembrolizumab

Pembrolizumab gives i en blodåre i armen (over 30-60 minutter) hver 6. uge. Behandlingen foregår ambulant, hvilket vil sige, at du kan tage hjem, når behandlingen er givet.

Forløb og undersøgelser

En serie strækker sig over 6 uger, men de første 3-6 måneder, skal du have taget blodprøver og komme til samtale hos en læge eller sygeplejerske hver 3. uge.  

Herunder har vi skitseret det forløb og de undersøgelser, du skal have lavet.

Inden du begynder på behandling

  • Blodprøver og elektrokardiogram (ekg)
  • Samtale med læge
  • Registrering af dine eventuelle symptomer, inden du kan begynde behandlingen, så vi kan vurdere, om de bliver værre eller bedre under behandlingen
  • MUGA, som er en undersøgelse af, hvordan hjertet pumper
  • CT-scanning af lunger og bughule eller FDG-PET/CT scanning - status.

Samtale med læge/sygeplejerske ved efterfølgende behandlinger

Hver 3. uge taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her lejlighed til at drøfte eventuelle bivirkninger eller udfordringer i forbindelse med din sygdom og behandling. I starten vil det være et fremmøde, men på et tidspunkt kan samtalen foregå som en telefonsamtale eller videokonsultation, hvis lægen vurderer det. Hvis behandlingen tåles godt, kan der efter 3-6 måneders behandling overgås til samtale og blodprøver hver 6. uge.

Blodprøver

Hver 3. uge (før samtalen med lægen eller sygeplejersken) skal du have taget blodprøver.

Blodprøverne bruger vi til at vurdere funktionen af dine forskellige organer i kroppen og om der evt er tegn på bivirkninger ved behandlingen.

Blodprøverne kan tages på Herlev Hospital eller på et lokalt hospital et par dage før. Aftal med lægen eller sygeplejersken, hvor du ønsker at få taget dine blodprøver.

Scanning

Du får foretaget en scanning hver 12. uge (efter 2 serier).  Scanninger bliver foretaget på Herlev eller Gentofte Hospital.

Behandlingens effekt

Vi evaluerer effekten af behandlingen hver 12. uge med en scanning, blodprøver og en klinisk vurdering af din almene tilstand. Der kan ses effekt, hvis

  • kræften er mindsket
  • kræften ikke er vokset yderligere (stabil)
  • der ikke er nytilkommen kræft.

Behandlingen stoppes ud fra lægens vurdering. Behandlingen stoppes, hvis 

  • en scanning viser, at behandlingen ikke længere har tilstrækkelig effekt på din sygdom
  • du får uacceptable bivirkninger
  • du selv ønsker at stoppe behandlingen

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os, om de gener du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får svære bivirkninger, eller blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at du skal holde pause med enten Pembrolizumab og/eller Lenvatinib. Det kan også blive nødvendigt at mindske dosis af Lenvatinib.

Bivirkninger

Lenvatinib og Pembrolizumab påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.

Bivirkningerne ved Lenvatinib og Pembrolizumab skal håndteres forskelligt, da mekanismen bag bivirkningerne er meget forskellige. Ofte vil bivirkningerne til lenvatinib hurtigt bedres, hvis der holdes pause eller dosis nedsættes, hvorimod bivirkninger til pembrolizumab ofte vil tage længere tid før de aftager. Det kan være nødvendigt at give prednisolon for at dæmpe bivirkningerne til pembrolizumab, se nedenfor.

Vigtigt!

  • Kontakt straks afdelingen ved
  • feber over 38,5 °C
  • vejrtrækningsbesvær
  • svær diarré eller mavesmerter
  • kraftig træthed eller forvirring
  • gulsot (gule øjne/hud)
  • pludselig vægtstigning eller hævelse
  • tegn til blødning
  • hovedpine eller sløret syn.

Bivirkninger ved Pembrolizumab

Pembrolizumab styrker dit immunsystem til at bekæmpe kræftcellerne. I nogle tilfælde kan immunsystemets celler også angribe dine normale celler og væv, ligesom de angriber kræftcellerne. Disse bivirkninger kaldes immunrelaterede eller autoimmune bivirkninger. 

Bivirkninger kan opstå, under hele behandlingsforløbet og i månederne efter behandlingen er stoppet. Alle er forskellige, og vi kan ikke på forhånd vide, om du vil få bivirkninger og i så fald hvilke. Mange bivirkninger svinder, når man holder pause med eller stopper behandlingen, men i nogle tilfælde kan de være måneder om at forsvinde eller muligvis være permanente. Det kan eventuelt være nødvendigt at supplere med immundæmpende medicin så som binyrebarkhormon.

Da der er risiko for alvorlige og i sjældne tilfælde livstruende bivirkninger, er det vigtigt, at du taler med lægen eller sygeplejersken, om de symptomer du oplever under behandlingen.

Vi forventer ikke at se alle bivirkningerne hos dig, men kan dog heller ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her. 

OBS!

Ved mistanke om alvorlige bivirkninger, skal du enten ringe til Kontaktcentret i dagstid (klokken 8-15) eller til vagthavende kræftlæge uden for normal arbejdstid.

Mulige bivirkninger ved Pembrolizumab

Meget almindelige (mere end 10 ud af 100 patienter)

  • Træthed og kraftesløshed
  • Hudkløe og hududslæt
  • Påvirkning af stofskiftekirtlen (enten forhøjet eller nedsat stofskifte)
  • Diarre.

Almindelige (1-10 ud af 100 patienter)

  • Ledsmerter eller hævelse af 1 eller flere led
  • Kvalme og/eller nedsat appetit
  • Muskelsmerter eller muskelsvækkelse
  • Reaktioner og ubehag under selve behandlingen (infusionen) – feber, hjertebanken, smerter i lænden, hududslæt, åndenød
  • Tyktarmsbetændelse (ondt i maven, tynd afføring, som kan være iblandet slim eller blod)
  • Betændelseslignende reaktion i lungerne (hoste, åndenød og evt feber)
  • Leverbetændelse (forhøjet lever- og galdetal)
  • Insulinkrævende sukkersyge (type 1 sukkersyge)
  • Nedsat funktion af binyrerne
  • Udbredt hududslæt eller psoriasis.

Ikke almindelige (1-10 ud af 1.000 patienter)

  • Betændelse i lymfekirtler (sarkoidose)
  • Betændelseslignende reaktion i nyren med stigende nyretal til følge
  • Betændelse i musklerne (muskelømhed, muskelsmerter eller muskelsvækkelse)
  • Nedsat udskillelse af hormoner fra hypofysen
  • Karbetændelse
  • Betændelse i det centrale nervesystem (hovedpine, balanceproblemer, svimmelhed hukommelsesbesvær, ændret personlighed, føleforstyrrelser eller lammelser i arme og ben)
  • Betændelse i hjertet (hjertebanken, brystsmerter og/eller åndenød)
  • Tørre øjne og sløret syn
  • Svære allergiske reaktioner på behandlingen inklusiv anafylaktisk chok.

Sjældne (1-10 ud af 10.000 patienter)

  • Hjerterytmeforstyrrelser
  • Blodmangel,
  • Øget tendens til blødning på grund af fald i antallet af blodplader
  • Betændelsestilstand i bugspytkirtlen (mavesmerter, kvalme og opkastninger).

Alvorlige behandlingskrævende bivirkninger

I nogle tilfælde er bivirkningerne mere udtalte. Dette ses hos omkring 19 %. Hvis bivirkningerne udvikler sig mere alvorligt, kan det kræve medicinsk behandling og eventuelt indlæggelse.  I sjældne tilfælde kan bivirkningerne give dig varige mén, og i meget sjældne tilfælde kan de være livsfarlige. Det er meget vigtigt, at du umiddelbart fortæller os, hvis du tror, du har fået en bivirkning, også selv om den ikke står på listen ovenfor. Ved al ny medicin kan der være bivirkninger, vi endnu ikke kender. Du bør undlade at tage ny medicin, uden først at have drøftet det med os.

Bivirkninger vedLenvatinib

De hyppigste bivirkninger nævnes herunder. Ved behov for yderligere information, henviser vi til indlægssedlen om Lenvatinib, som du finder ved at søge på Lenvatinib på hjemmesiden www.minmedicin.dk. Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end de, der er nævnt her.

Understøttende medicin til behandling af bivirkninger ved Lenvatiib bliver udleveret af os. Vi vil vejlede dig om brugen af det enkelte præparat.

Træthed Du kan blive mere træt og få behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan det blive nødvendigt, at du sygemelder dig helt eller delvist.

Blodmangel, infektion og blødning Lenvatinib nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Du kan derfor risikere at få blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektion kan vise sig ved feber og influenzasymptomer.

Mundbetændelse/mundtørhed Mundbetændelse viser sig ved ømhed, smerter i munden, smagsforstyrrelser og eventuelt blister- eller sårdannelse. Vi viser dig, hvordan du skal bruge mundplejemidler, hvis du får symptomer.

Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få nedsat appetit, kvalme og opkastning. Disse gener kan vi forebygge og behandle med kvalmestillende medicin, som du får udleveret i afdelingen.

Diarre Diarre er meget almindeligt under behandlingen. Man har diarre, hvis man har en øgning til 4-6 afføringer om dagen og/eller afføring om natten. Hvis du får diarre, skal den behandles. Det er vigtigt, at du følger afdelingens anbefaling for behandling af diarre.

Hudreaktioner Udslæt, tørhed eller misfarvning af hud i ansigtet eller på kroppen af vekslende karakter kan forekomme. Vi vil hjælpe med gode råd om behandling af udslæt.

Hånd/fodreaktion Hånd/fodreaktion er en hudreaktion, der giver prikken i håndflader og fodsåler, og som kan ledsages af rødme, hævelse, vabler, ømhed, smerter, revner i og udtørring af huden. Vi hjælper med gode råd om behandling af hånd/fodreaktion. Det kan blive nødvendigt at mindske dosis af Lenvatinib.

Forhøjet blodtryk Da Lenvatinib påvirker karvæggen (blodårerne), kan der forekomme forhøjet blodtryk. Du skal derfor regelmæssigt måle dit blodtryk.

Hovedpine og/eller sløret syn kan være symptomer på forhøjet blodtryk. Det er vigtigt at opsøge egen læge ved vedvarende forhøjet blodtryk (> 150/90 mmHg).

Hjertepåvirkning Lenvatinib kan påvirke hjerterytmen (QT-forlængelse), hvilket hos nogle personer kan udvikle sig til en potentielt alvorlig hjertetilstand, der er kendt som torsade de pointes. Risikoen for dette kan være højere for personer, som allerede har hjerteproblemer, eller som tager anden medicin. Herudover kan hjertets pumpefunktion blive nedsat af behandlingen med Lenvatinib (give hjertesvigt). Fortæl lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever mere åndenød, hoste, hjertebanken og/eller hævede ben.

Problemer med skjoldbruskkirtlen Lenvatinib kan nedsætte mængden af de stofskiftehormoner, der produceres i skjoldbruskkirtlen. Vi undersøger funktionen af dit stofskifte i blodprøverne, når du taler med en læge eller sygeplejerske.

Samliv og seksualitet Det er muligt, at din lyst til seksuelt samvær mindskes. Det kan skyldes, at du er i en fysisk og psykisk belastet situation.

Kontakt afdelingen, hvis du får svære bivirkninger – se sidste side.

Hvis du tager anden medicin

Du bør oplyse din læge eller sygeplejerske, hvilken anden medicin du tager, da nogle typer medicin ikke bør tages sammen med Lenvatinib

Husk at oplyse:

  • hvis du har fået ny medicin hos anden læge
  • hvis du overvejer at tage håndkøbsmedicin, kosttilskud og/eller naturlægemidler.

Nogle typer lægemidler kan påvirke Lenvatinibs virkning eller øge sandsynligheden for, at du får bivirkninger. Lenvatinib kan også påvirke virkningen af andre lægemidler.

Det gælder

  • Clarithromycin, Erythromycin, Ketoconazol, Itraconazol, Rifampicin, som bruges til behandling af forskellige infektioner
  • Atazanavir, Indinavir, Nelfinavir, Ritonavir, Saquinavir, som bruges til behandling af HIV
  • Nefazodon, som bruges til behandling af depression.

Kontakt straks afdelingen hvis du føler dig akut meget syg for eksempel med

  • feber over 38,5 °C
  • vejrtrækningsbesvær
  • svær diarré eller mavesmerter
  • kraftig træthed eller forvirring
  • gulsot (gule øjne/hud)
  • alvorlig hovedpine eller sløret syn.

Forholdsregler

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Du skal blot have en almindelig god hygiejne. Der udskilles kun ubetydelige mængder af Lenvatinib og Pembrolizumab via skedens slimhinder og gennem sæd. Du vil derfor kunne have samleje uden at skade din partner.

Behandlingen kan dog risikere at skade et foster. Både kvinder og mænd, der er seksuelt aktive og i stand til at blive eller gøre nogen gravid, skal bruge en lægeligt godkendt præventionsmetode i behandlingsperioden og i mindst 6 måneder efter ophør. Du må ikke amme, når du er i behandling med Lenvatinib.

Du kan læse mere om generelle bivirkninger i vores bog: Bivirkninger i forbindelse med medicinsk kræftbehandling. Link til bogen

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden