Gå til hovedindhold

Behandling med Carboplatin, Etoposid og Atezolizumab

Til patienter med kræft i urinvejene

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Denne information kan hjælpe dig til at få overblik over behandlingen og forløbet. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen, for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Carboplatin, Etoposid og Atezolizumab

Kræft i urinvejene, der ikke kan bortopereres eller har spredt sig til andre steder i kroppen, kan i nogle tilfælde behandles med kemoterapi i kombination med immunterapi. Immunterapi gives i form af antistoffet Atezolizumab. Kemoterapi gives i form af Carboplatin og Etoposid.

Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer, og hos mange kan få sygdommen til at svinde i kortere eller længere tid.

Behandlingen

Behandlingen består af 4 serier. Én serie strækker sig over 3 uger. Det vil sige, at den samlede behandling kan vare op til ca. 3 måneder.

Behandlingen kan dog stoppe forinden, hvis

  • undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen
  • du får uacceptable bivirkninger
  • du selv ønsker at stoppe behandlingen

Hvis behandlingen virker godt, og du har tålt den uden alvorlige bivirkninger, vil vi tilbyde dig vedligeholdelsesbehandling med Atezolizumab.

I hver serie får du behandling på dag 1 i klinikken. Det vil sige, at du kan tage hjem samme dag, så snart behandlingen er afsluttet.

Behandlingen består af:

  • Carboplatin og Atezolizumab, som du får i en blodåre i armen (drop)
  • Etoposid, som du får I form af kapsler.

Du får udleveret Etoposid-kapslerne til dag 1, dag 2 og dag 3. De

  • skal tages morgen og aften med 12 timer imellem
  • skal synkes hele
  • bør indtages sammen med rigelig væske
Dag 1På dag 1 skal du have behandling med Carboplatin, Etoposid og Atezolizumab. Det varer ca. 1½-2 timer.
Dag 2 og dag 3På 2. og 3. dagen skal du have behandling med Etoposid.
Dag 4På 4. dagen, skal du tage en immunstyrkende indsprøjtning i maveskindet, som du enten selv kan tage eller få en hjemmesygeplejerske til at give dig. Denne indsprøjtning gives altid i 1. serie, og hvis der er behov for det, gives den også i de efterfølgende serier.

Samtale, blodprøver og scanning

Du kommer til at tale med en læge før hver behandling. Du får her mulighed for at stille spørgsmål eller drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom eller behandling.

Behandlingen kan påvirke en række funktioner i din krop, og derfor skal du have taget blodprøver. Resultaterne skal ses, inden du kan modtage behandlingen. Blodprøverne skal derfor tages dagen før lægesamtalen (hvis lægesamtalen er mandag, skal blodprøven tages fredag).

Efter 4 serer skal du have foretaget en CT scanning af lungerne og bughulen. Undersøgelsen vil vise, om behandlingen har effekt på din sygdom. Herefter vil du blive scannet efter hver 4. serie vedligeholdelsesbehandling. Hvis din sygdom fortsat er i ro, og du tåler behandlingen godt, fortsætter behandlingen.

Behandlingen stoppes

  • hvis scanninger viser, at behandlingen ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen
  • hvis du får uacceptable bivirkninger
  • hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.

Mulige bivirkninger ved behandlingen

Du kan forvente at få bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at tage medicinen.

I nogle tilfælde kan bivirkningerne være alvorlige, langvarige og/eller muligvis aldring forsvinde. Der er i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger.

Du skal tale med lægen om eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.

Carboplatin og Etoposid

Carboplatin og Etoposid standser cellers deling og ’angriber’ på den måde kræftcellerne. Udover det påvirker kemoterapien også kroppens normale celler, og det er denne påvirkning, der kan give bivirkninger. De fleste normale celler deler sig ikke ret ofte og er mere robuste end kræftcellerne, så de fleste normale celler når at komme sig igen mellem kemobehandlingerne. De normale celler, der deler sig ofte, er mere udsatte.

Bivirkninger på grund af kemoterapi er mest udtalte i ugerne efter behandlingen og svinder ofte, når du stopper med at få behandlingen.

Atezolizumab

Atezolizumab styrker immunforsvarets evne til at genkende og bekæmpe kræftceller. Bivirkninger på grunda af behandlingen opstår ofte, fordi den aktiverer immunsystemet. I nogle tilfælde kan det betyde, at det normale væv angribes, så du får symptomer. Disse symptomer kaldes immunmedierede bivirkninger eller autoimmune bivirkninger.

Bivirkninger til Atezolizumab kan opstå under hele behandlingsforløbet og kan som regel behandles med en pause fra medicinen, eventuelt suppleret med anden medicin som for eksempel binyrebarkhormon. Hvis du får en autoimmun bivirkning, kan den være måneder om at forsvinde. Der kan også opstå bivirkninger, efter at behandlingen er afsluttet.

Risikoen for, at en alvorlig bivirkning kommer igen efter, at du har holdt pause med behandlingen på grund af den alvorlige bivirkning, kender vi ikke med sikkerhed. Det er derfor vigtigt, at vi diskuterer den risiko, inden vi eventuelt genoptager behandlingen.

Bivirkninger ved kemoterapi

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandlingen. Lad din krop fortælle dig, hvad du kan overkomme.

Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan der opstå kvalme og opkastninger. De gener kan forebygges og behandles med kvalmestillende medicin. Vær opmærksom på, at du ikke taber dig. Spørg os gerne om kostråd. Vi henviser desuden til patientinformationen ”Mad under kræftsygdom og behandling”.

Påvirkning af knoglemarven Da kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne få

  • Lav blodprocent (anæmi), kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød eller hjertebanken
  • Lavt niveau af blodplader, kan vise sig ved næseblod, blødning fra tandkøb og blå eller røde mærker i huden.
  • Lavt niveau af hvide blodlegemer, kan vise sig ved infektion.

Forstoppelse Kemoterapien kan give forstoppelse. Dette kan behandles med afføringsmiddel.

Slimhinder Der kan opstå irriterede slimhinder i øjne, næse, mund og spiserør.

Hårtab Behandlingen medfører, at du taber håret. Hvis du ønsker det, kan du få tilskud til en paryk eller en kasket. Når du har afsluttet behandlingen, vokser håret ud igen.

Autoimmune bivirkninger

Mave-tarm En hyppig autoimmun bivirkning er diarre. Det ses hos ca. 10 % af patienterne. Alvorlig diarre og tarmbetændelse (colitis) ses hos ca. 1%..

Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis du tidligere har haft tarmsygdomme.

Diarreen kan forekomme i kombination med betændelse i tarmen og smerter. Diarre som er opstået på grund af behandlingen, kan variere fra at være let til alvorlig med blødning. Nogle tilfælde af diarre kan starte som et let tilfælde og kan udvikle sig til et svært tilfælde. Normalt behandles diarre ved, at man holder en pause med behandlingen og ved at diarreen behandles med medicin.

Tarmgener kan kræve supplerende undersøgelser af din tarm og blodprøver, eventuelt under indlæggelse.

Huden Du kan få forskellige problemer med huden under behandlingen. Det kan for eksempel være udslæt, kløe, rødme, tør hud og øget følsomhed overfor sollys. Sjældent kan forekomme vitiligo. Vitiligo er en tilstand, hvor huden taber pigment og bliver hvid. Tilstanden er harmløs, men ofte permanent.

Synet I sjældne tilfælde kan Atezolizumab give inflammation i øjet. Det kan medføre nedsat syn og blindhed, hvis det ikke behandles. Der kan i sjældne tilfælde forekomme dobbeltsyn på grund af muskelsvaghed. Du skal øjeblikkeligt kontakte afdelingen, hvis du mener, der er en ændring af dit syn, eller hvis du får ondt i øjnene.

Hormonsystemet Atezolizumab kan påvirke de hormonproducerende organer i kroppen. Det drejer sig om hypofysen, skjoldbruskkirtlen og binyrerne, som enten producerer for meget eller for lidt hormon.

Symptomer, som kan være forbundet med disse bivirkninger, er træthed, forvirring, impotens, hovedpine, dobbeltsyn, hurtig puls, øget svedtendens, vægttab, vægtstigning, hårtab, kuldefornemmelse, forstoppelse, svimmelhed, dybere stemme eller muskelsmerter. Vi holder øje med dine kirtelfunktioner ved hjælp af blodprøver, men du skal fortælle os, hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer. De fleste af disse bivirkninger kan behandles med binyrebarkhormon eller andre hormontilskud.

Leverpåvirkning Der kan opstå en påvirkning af leverens funktion. Påvirkningen kan være af let grad eller svær grad. Leversvigt med dødelig udgang er set hos mindre end 1 % af patienter i behandling med Atezolizumab. I de fleste tilfælde kan påvirkningen af leveren behandles effektivt med binyrebarkhormon.

Symptomer, som kan være forbundet med leversygdom, er træthed, svaghed, kvalme, opkastning, gullig misfarvning af hud og øjne eller mavesmerter. Hvis du udvikler symptomer, eller blodprøverne tyder på en leverpåvirkning, kan det blive nødvendigt at foretage videre undersøgelser i form af hyppigere blodprøver og vævsprøve fra leveren.

Nyrebetændelse Der er set nyrebetændelse hos enkelte patienter behandlet med Atezolizumab. Nyrebetændelse kan medføre pludselig eller gradvist nedsat nyrefunktion. Din nyrefunktion bliver derfor målt med en blodprøve før hver behandling.

Lungerne Påvirkning af lungevævet kan vise sig ved åndenød.

Allergisk reaktion Atezolizumab kan i sjældne tilfælde udløse en overfølsomhedsreaktion. Overfølsomhedsreaktionen kan opstå, mens du får behandlingen.

Ofte viser reaktionen sig i form af rødme, varmefornemmelse, kulderystelser og feber. Allergisk reaktion kan behandles med antihistamin og med binyrebarkhormon. Herudover kan der også ses immunrelaterede reaktioner fra andre organer som for eksempel led og muskler. Dette kan give smerter og hævelser.

Andre organer I nogle tilfælde har patienter i behandling med Atezolizumab udviklet problemer i mere end et organ på samme tid (lever, nyrer, hjerte, lunger og kredsløb).

Kontakt straks afdelingen, hvis du føler dig akut meget syg f.eks. med

  • feber over 38,5 °C
  • vejrtrækningsbesvær
  • svær diarré eller mavesmerter
  • kraftig træthed eller forvirring
  • gulsot (gule øjne/hud)
  • alvorlig hovedpine eller sløret syn.

Risici for kvinder i den fødedygtige alder – og risici for mænd

Hvis du er gravid eller ammer, kan du ikke modtage behandlingen. Der kan være ukendte risici for dig eller fosteret, hvis du bliver gravid under behandlingen.

Laboratorie- og dyreforsøg er udført for at teste eventuelle risici, men resultaterne kan ikke nødvendigvis overføres til mennesker.

Hvis du er kvinde i den fødedygtige alder, skal du bruge en sikker præventionsmetode (p-piller, sterilisering, spiral eller depotgestagen) op til 12 uger efter sidste dosis af Atezolizumab.

Hvis du er mand og modtager denne behandling anbefaler vi, at du bruger kondom, og din kvindelige partner skal derudover bruge en sikker præventionsmetode (p-piller, sterilisering, spiral eller depot- gestagen) op til 12 uger efter den sidste dosis af Atezolizumab.

Kontaktpersoner ved spørgsmål

Vi vil gerne have, at du stiller spørgsmål om behandlingen, både før, under og efter. Vi opfordrer til, at du beder om forklaring, hvis der er noget, du ikke forstår.

Hvis du søger

  • akut lægehjælp
  • kontakter en anden læge
  • indlægges på et hospital

så er det vigtigt, at du informerer om, at du modtager denne behandling, så de kan kontakte os.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden