Behandling af smerter med håndkøbsmedicin

Information om, hvilke smertestillende det anbefales, du benytter til at lindre smerter.

Kort om behandlingen

Du kan lindre dine smerter med smertestillende medicin, der kan købes i håndkøb. Vi anbefaler, at du tager paracetamol mod smerterne. Hvis smerterne ikke bliver dækket tilstrækkeligt, anbefaler vi, at du kombinerer paracetamol med ibuprofen.
Det er ofte mere effektivt at tage smertestillende medicin med fast interval, end først at tage medicin når du føler smerter.

Behandlingen

Paracetamol

Tabletter med paracetamol indeholder 500 mg hver. Voksne skal tage 2 tabletter op til 4 gange i døgnet. Der skal gå mindst 4 timer mellem du tager pillerne. Du må ikke tage mere end 8 tabletter per døgn.
Medicinen kan købes i håndkøb uden recept. Den sælges under navne som Panodil, Pamol og Pinex. Spørg på apoteket, hvis du er i tvivl.

Giv en mindre dosis til børn

Vi anbefaler, at børn tager paracetamol, hvis de har smerter. Børn skal tage en mindre dosis end voksne. Hvor meget paracetamol, de skal tage, afhænger af deres vægt:

  • Under 17 kg: 50 mg/kg kropsvægt/døgn fordelt på 3-4 doser. Spørg om råd på apoteket.
  • 17 kg: 250 mg, 3 gange i døgnet. 250 mg svarer til ½ tablet.
  • 20 kg: 250 mg, 4 gange om dagen.
  • 40 kg: 500 mg, 4 gange om dagen.
  • 50 kg: 1 gram, 4 gange om dagen. 1 gram svarer til 2 tabletter.

Der skal gå mindst 6 timer mellem barnet tager medicinen. Doseringen må ikke overskrides.

På apoteket kan du også købe paracetamol i mindre doser, som stikpiller og som drikkemikstur. Følg det skema med dosering, der følger med. Vi anbefaler, at du også spørger apotekeren til råds.

Ibuprofen

Tabletter med ibuprofen indeholder 200 mg hver. Voksne skal tage 1-2 tabletter op til 3 gange i døgnet. Der skal gå mindst 4 timer mellem du tager pillerne. Hvis du har brug for mere end 6 tabletter i døgnet, skal du kontakte din egen læge. Vi anbefaler, at børn ikke tager ibuprofen.
Medicinen kan købes i håndkøb uden recept. Den sælges under navne som Ipren, Ibumetin og Burana. Spørg på apoteket, hvis du er i tvivl.

Du skal ikke tage ibuprofen, hvis du tidligere har haft mavesår, sure opstød eller smerter i maven. Kontakt din egen læge for at få recept på andet smertestillende medicin.
Hvis du er gravid, skal du tale med din egen læge, før du tager ibuprofen.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Det skal du være opmærksom på

Du kan få bivirkninger

Al medicin kan give bivirkninger. Risikoen for alvorlige bivirkninger ved paracetamol er dog lille, så længe du holder dosis. Hvis du har mistanke om, at du er kommet til at overdosere, skal du straks kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid.

Ibuprofen kan give kvalme, diarré, opkastning, sure opstød og mavesmerter eller luft i maven. Medicinen kan fremkalde eller forværre mavesår og give blødninger i maven. Overfølsomhed overfor medicinen viser sig fx ved nældefeber, snue og astma. Medicinen kan også give træthed, hovedpine, udslæt og hævelser.

Du må gerne amme

Når du tager smertestillende medicin, må du gerne amme dit barn.

Få mere viden

Redaktør