Hvad er galdesyrediarré?
Galdesyrediarré er en tilstand, hvor en øget mængde galdesyrer i tyktarmen, medfører hyppig og vandig afføring. Vi behandler galdesyrrediarré med Colestyramin og Colesevelam, som binder galdesyrer i tarmen og lindrer symptomerne.
Hvordan tages medicinen?
Både Colestyramin (pulver) og Colesevelam (tablet) skal tages regelmæssigt for at opnå den ønskede effekt. Den ønskede effekt opnås ofte efter få dage. For mange patienter virker medicinen bedst, når de tager den på tom mave, lige før sengetid eller om formiddagen. Medicinen kan dog tages på andre tidspunkter efter aftale. Virkningen kan variere fra person til person, og derfor er det nødvendigt at prøve sig frem med, hvad der fungerer bedst for dig.
OBS: Forsigtighed med andre lægemidler. Læs mere under overskrifterne ”Forsigtighed ved Colestyramin” og ”Forsigtighed ved Colesevelam” i denne pjece.
Dosis og opstart
Behandlingen startes med en lav dosis og øges efter dage til uger, indtil den ønskede effekt opnås.
Colestyramin-pulver er den medicin, som vi som regel begynder behandlingen med.
- Du skal starte med ½ brev til natten i 3 dage.
- Derefter kan dosis øges til1 brev til natten eller ½ brev 2 gange dagligt i 3 dage.
- Derefter kan dosis øges til 1-2 breve 2-3 gange dagligt.
Du kan udrøre Colestyramin i vand, saft, juice eller andre drikkevarer. Du kan også udrøre det i supper eller frugtmos.
Colesevelam-tabletter kan forsøges hvis, du ikke kan tåle Colestyramin.
Du skal:
- Starte med 1 tablet 625 mg. til natten i 3 dage.
- Derefter kan dosis øges til 1 tablet 2-3 dagligt i 3 dage
- Derefter kan dosis øges til 2 tabletter 2-3 dagligt, men maks 6 tabletter dagligt fordelt på 2-3 doser.
Behandlingsmål
Målet med behandlingen er idéelt at opnå fravær af diarré. Hvis dette ikke lykkes, vil målet være at reducere symptomerne nok til, at du kan leve uden at det påvirker dit daglige liv.
Bivirkninger og opmærksomhedspunkter
Medicinen er velafprøvet og Colestyramin er brugt i mere end 50 år. De mest almindelige bivirkninger ved Colestyramin og Colesevelam er:
- Forstoppelse
- Oppustethed
- Kvalme
- Hovedpine
Bivirkningerne er ofte forbigående og kan skyldes, at dosis er for høj.
Hvis du oplever bivirkninger, kan det være en god idé at justere doseringen i samråd med din sygeplejerske eller læge. Meget sjældent er akut betændelse i bugspytkirtlen relateret til brug af medicinen. Langtidsbrug af medicinen kan nedsætte optagelsen af D vitamin og hos få øge niveauet af triglycerider i blodet. Vi anbefaler derfor en årlig blodprøve for vitamin D og triglycerider.
Forsigtighed ved Colestyramin:
Optagelsen af andre lægemidler kan reduceres eller forsinkes, hvis de gives samtidig med Colestyramin, da det er en syrebindende anionbytter. Derfor bør nedenstående lægemidler indtages mindst 1 time før eller 4-6 timer efter Colestyramin:
- Amiodaron
- Diclofenac
- Digoxin
- Ethinylestradiol
- Ezetimib
- Furosemid
- Leflunomid
- Levothyroxin, Liothyronin
- Meloxicam
- Methotrexat
- Mycophenolat
- Phenobarbital
- Phenprocoumon
- Pravastatin
- Raloxifen
- Ursodeoxycholsyre
- Valproat
- Warfarin
Forsigtighed ved Colesevelam:
Hvis man tager A,D,E eller K vitaminer, levothyroxin og ethinylestradiol bør disse midler indtages mindst en time før eller 4 timer efter indtagelsen af Colesevelam.