Behandling af analfissur med BOTOX (Botulinum toxin)

Beskrivelse af forløbet i forbindelse med behandling af analfissur med BOTOX.

Analfissur er en akut overfladisk revne eller sår ved endetarmsåbningen. Riften giver smerter under og især efter afføring og kan give en smule blødning. 

En akut opstået rift vil oftest hele under afføringsregulering – eventuelt suppleret med lokal behandling. 

I nogle tilfælde kan riften blive kronisk – have svært ved at hele. En kronisk rift er oftest dybere og kan omfatte muskelfibre fra den indre lukkemuskel. Der vil opstå en krampagtig sammentrækning af endetarmsmusklen. I sådanne tilfælde kan kirurgisk behandling blive nødvendig.

Indikation for behandling

Kroniske smerter i endetarmsregionen ved kronisk rift i endetarmen.

Procedure

Der foretages lokal injektion af Botulinum toxin svarende til endetarmsmusklen. Formålet med dette er at behandle lokaliseret muskelkramper og smerter. Ofte renser man også op i kanterne af fissuren for at fremme helingen.

Behandlingen bliver foretaget i fuld bedøvelse og almindeligvis på Bedøvelse og Operation 2.

Resultat af behandling

Heling af kronisk fissur kræver tålmodighed. Hos en del fører denne behandling til smertebedring i løbet af få dage. Men hos enkelte er der dog kun begrænset effekt af behandlingen. 

Der er ingen undersøgelser, der på forhånd, kan udpege dem, som har effekt af behandlingen. En eventuel gentagelse af proceduren vil bero på en individuel vurdering.

Bivirkninger

Den anvendte mængde Botulinum toxin er så lille, at bivirkninger er meget sjældne. Der er dog en lille risiko for forbigående problemer med at holde på luft og vandtyndafføring.

Graviditet

Det frarådes at få behandling med Botulinum toxin, når man er gravid.

Forberedelse

Du skal være fastende.

Du skal tage et klyx/mikrolax (Glyoktyl 7,5 ml) ca. en time, inden du tager hjemmefra, således at den nederste del af endetarmen er fri for afføring inden indgrebet. Du kan få klyx udleveret af personalet på klinikken eller selv købe det på apoteket.

Efter udskrivelsen

Vi anbefaler, at du tager 1 g Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) 3-4 gange dagligt og evt. tbl Ibuprofen 400 mg 3 gange dagligt de første dage efter udskrivelsen. Denne medicin skal du selv sørge for at have hjemme. 

Hvis vi vurderer, at du får behov for stærkere smertestillende medicin, vil det blive udleveret før udskrivelsen. 

Det er vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, således at du kan bevæge dig hurtigst muligt. 

Paracetamol og Ibuprofen er uden væsentlige bivirkninger inden for den uges tid, hvor du kan have behov for smertestillende medicin.

Hjemme skal du være opmærksom på:

  • For at undgå hård afføring tilrådes tbl Magnesia, 2 stk om aftenen de første dage. Magnesia kan du købe på apoteket
  • Husk at drikke rigeligt med væske.
  • Du kan skylle dig med bruser efter afføring den første uges tid.
  • Du kan gå i brusebad dagen efter operationen. Karbad, svømmehal og strandbadning skal du undgå i 3 uger efter behandlingen.
  • Det kan sive lidt med sårvæske og blod i 2-3 uger.
  • Vaseline, salve og stikpiller frarådes.
  • Erfaringsmæssigt foretrækker de fleste at blive hjemme dagen efter operationen.

Lægen, der opererer dig, vil råde dig om, hvornår du kan genoptage dit arbejde. Eventuel sygemelding skal du have hos din egen læge.

Komplikationer

Hvis der indenfor de første 24 timer opstår stærke smerter eller blødning, skal du kontakte vagthavende læge på telefon 38 68 25 62. 

Hvis der udover det første døgn opstår tiltagende smerter, blødning, hævelse eller du får feber over 38 ºC, kontakt da egen læge, Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2 eller Akuttelefonen 1813.

Redaktør