Gå til hovedindhold

Bartholincyste, hjemme igen efter behandling med Word kateter

Information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen efter behandling af Bartholincyste med Word kateter.

Ubehag eller smerter

Kontakt os ved tegn på betændelse

Du skal ringe til os, hvis følgende symptomer bliver værre:

  • Hævelse.
  • Varme.
  • Rødme.
  • Smerter eller svie.
  • Feber over 38 grader, uden at der er anden grund til det. Du skal måle din temperatur i endetarmen.

Hvis det sker efter de første 7 dage, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Kontakt os, hvis kateteret falder ud

Kateteret skal blive siddende i 3-4 uger, til der er dannet en ny åbning fra kirtlen, hvor slim og betændelse kan løbe ud. Hvis kateteret falder ud, inden der er gået 3-4 uger, skal du kontakte os.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Ved stærkere smerter kan du tage ibuprofen sammen med paracetamol. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Brug isbind til at lindre smerter og hævelse

Smerter og hævelse kan lindres med isbind. Du kan købe en genbrugelig ispose, fx på apoteket, eller gøre et hygiejnebind vådt og fryse det i en frysepose. Huden må ikke komme i direkte kontakt med isen, da det kan give forfrysninger. Svøb isposen eller isbindet ind i et rent stykke stof, inden du lægger det på huden.
Læg isbindet eller isposen på såret i 15 minutter ad gangen med et par timers mellemrum. Brug metoden, så længe du har behov for det.

Pleje og hygiejne

Brug hygiejnebind de første par dage

Vi anbefaler, at du bruger hygiejnebind de første par dage efter behandlingen, da det kan væske lidt fra såret.

Skyl dig efter toiletbesøg

Hver gang du har været på toilettet, skal du skylle dig med lunkent vand fra håndbruseren. Dup dig forsigtigt tør med et rent håndklæde.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal de første 14 dage da det øger risikoen for betændelse.

Undgå at bruge tamponer og menstruationskop

Du bør kun bruge hygiejnebind indtil kateteret er faldet ud eller er blevet fjernet. Vi fraråder at bruge tamponer og menstruationskop, da det øger risikoen for betændelse.

Bevægelse og hvile

Genoptag seksuel aktivitet, når kateteret er faldet ud eller fjernet

Du må have sex igen, når kateteret er faldet ud eller er blevet fjernet.

Vent med at cykle

Du må ikke cykle, før kateteret er faldet ud eller er blevet fjernet.

Praktiske forhold

Sygemelding

Alt efter typen af arbejde kan du starte allerede dagen efter behandlingen, eller så snart du føler dig parat til det. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Kom til kontrol

4 uger efter din behandling skal du komme til kontrol, hvor du får fjernet kateteret, hvis det ikke er faldet ud af sig selv.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder efter behandlingen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden