Barn født i uge 32-35 - hvad vi kan forvente

Information til kommende forældre og forældre til for tidligt fødte børn - et supplement til den information, som gives på Behandling af Nyfødte, sengeafsnit 1, på Afdeling for Børn og Unge.

Generelt

Næsten alle børn født efter uge 32 overlever og bliver raske.

Hvad sker der lige efter fødslen?

Hvis barnet har det godt og skriger, kan det kortvarigt komme op til mor, hvorefter det vil komme over til børnelægen (ved kejsersnit står behandlingsbordet uden for operationsstuen). Barnet kan have brug for lidt hjælp til at folde lungerne ud ved at få luft på en maske. Det kan også være, at barnet skal have suget lidt fostervand fra næse og mund.

Far er mere end velkommen til at se og røre barnet samt at fotografere. Han kan desuden følge med barnet op på Behandling af Nyfødte, sengeafsnit 1 og være med til at indlægge det.

Kan vi sove hos vores barn?

I er begge to velkomne til at være hos jeres barn så meget I har lyst til. Når mor bliver udskrevet fra barselsgangen vil der være plads til at en af jer kan sove hos barnet på Behandling af Nyfødte, sengeafsnit 1. Man deler dog ofte stue med et andet barn og dets forældre, så pladsen kan være lidt trang.

Hvor længe skal vores barn være indlagt?

Børnene er som regel indlagt på Behandling af Nyfødte, sengeafsnit 1 til omkring terminstidspunktet. Barnet er klar til at blive udskrevet, når det kan spise selv og tager på i vægt. Enkelte børn kan komme hjem med sonde (en tynd plastikslange, der bliver lagt gennem næsen ned i mavesækkensom mælken skal løbe igennem) efter uge 35. Det kalder vi tidligt hjemmeophold (THO).

Efter udskrivelsen skal barnet som udgangspunkt ikke gå til kontrol på Behandling af Nyfødte. 

Godt at vide

Kan barnet trække vejret selv?

Nogle børn født i uge 32-35 har lunger, der endnu ikke er parate til livet uden for livmoderen. Barnet vil have en anstrengt vejrtrækning, fordi lungerne er stive. En lille gummidims, kaldet CPAP (continuous positive airway pressure), der puster luft i næsen, kan hjælpe med at holde lungerne udfoldet. Så skal barnet ikke bruge så mange kræfter på at trække vejret. Behandlingen med CPAP vil oftest kun være nødvendig i et par dage.

Hvordan holder personalet øje med barnet?

Barnets puls og vejrtrækning skal overvåges. Derfor får barnet tre elektroder på brystkassen samt et gummibånd om den ene fod. Disse tilsluttes en skærm, så vi kan holde øje med, hvordan barnet har det.

Skal vores barn ligge i kuvøse? Hvor længe?

De fleste børn født i uge 32-35 vil ikke have behov for at ligge i en lukket kuvøse. Vi har åbne kuvøser, der minder om en vugge med indbygget varme foroven og forneden, da ikke alle børn selv kan holde deres temperatur. Barnet vil formentligt hurtigt kunne blive flyttet over i en vugge, evt. med varme i madrassen.

Hvornår kan vi holde vores barn?

Selv det helt lille barn har brug for tæt kontakt til sine forældre. Når barnet ligger hud-mod-hud hos jer, vil det blive roligere og mere stabilt. Samtidigt vil det 
øge tilknytningen mellem jer og barnet. Det er også første skridt på vejen mod en god amning. Det er desuden vigtigt, at I er med til at pusle om barnet. På den måde lærer I barnet og dets signaler at kende.

Hvordan får barnet mad?

For tidligt fødte børn kan have svært ved at sutte. De kan også have andre problemer der tærer på kræfterne. Barnet vil derfor de første dage få 
modermælkserstatning gennem en sonde, som er en tynd plastikslange, der bliver lagt gennem næsen ned til mavesækken.

Man kan sagtens få en god amning, selv om barnet er født for tidligt. Vi har brystpumper så mor med det samme kan begynde at stimulere mælke-produktionen (helst inden for de første 6 timer). De første dråber mælk er vigtige for barnets tarm og immunforsvar, så hver dråbe tæller. Når mors 
mælk er løbet til, vil barnet få den. 

Når barnet er modent til det, vil man begynde at amme-træne. De fleste for tidligt fødte børn er fuldt ammede ved terminstidspunktet.

Hvad er gulsot?

Mange for tidligt fødte børn kan udvikle gulsot. Det er en fredelig tilstand, men den kræver behandling. Hvis man ikke behandler er der risiko for, at barnet bliver syg. 

Gulsot behandles med lys. Barnet lægges under en eller flere specielle lamper og skal som regel ligge der et par dage for at få behandlingen. Under behandlingen får barnet en tætsluttende stofbrille på, der beskytter øjnene mod lyset. Vi har desuden lystæpper, som vi bruger, når børnene skal ud og ligge hos forældrene.

Indlæggelses-samtale

Vi tilstræber at tilbyde alle en såkaldt indlæggelses-samtale inden for de første tre dage på Behandling af Nyfødte, sengeafsnit 1.

Redaktør