Ankelskinne - vejledning i brug (Aircast)

Ankelskinnen beskytter anklen eller foden, mens den heler.

Kort om bandagen

Du har fået en ankelskinne på for at beskytte din ankel eller fod, mens den heler. Skinnen kalder vi også en Aircast-bandage.

Tag skinnen rigtigt på

Tag først en lang bomuldsstrømpe på. Den skal være længere end selve skinnen, så den beskytter huden.

Billede af, hvordan man tager ankelskinnen på

Placér sålens runde kant under hælen. Justér eventuelt skallerne, så de sidder lige langt over ankelknoerne.

Billede af, hvordan man tager ankelskinnen på

Luk skallerne sammen om anklen, spænd stropperne, og tag sko på.
Tryk skallerne sammen med den ene hånd, og stram stropperne efter med den anden hånd, så støtten føles behagelig.

Hvis skinnen strammer, gnaver eller giver et ujævnt tryk, kan du prøve at justere skallerne og stropperne igen. Du skal altid have en tætsiddende snøresko på den fod, hvor skinnen sidder.

Hold foden højt, og vip med tæerne

Den første uge skal du hvile foden så meget som muligt. Når du sidder, skal du sørge for at holde foden højere end hjertet. Du må gerne løsne skinnen, når du sidder ned. Vip ofte med tæerne, så du mindsker hævelse. Lig også med benet højt om natten.

Tag skinnen af og giv foden luft

Du skal tage skinnen af om natten, og når du bader. Det er vigtigt, at benet får luft. Når skinnen er taget af, skal du samtidig undersøge huden for sår og trykmærker.

Indstil skinnen, hvis du skal ud at flyve

Hvis du skal ud at flyve, mens du har skinnen på, skal du huske at løsne stropperne inden, så de ikke sidder for stramt, da benet kan hæve.

Kontakt din egen læge, hvis du får vedvarende føleforstyrrelser i benet 

Hvis du får føleforstyrrelser i benet, kan det hjælpe at løsne skinnen lidt. Fortsætter de, bør du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Smid bandagen ud, når du er færdig med at bruge den

Bandagen kan ikke genbruges. Når du er færdig med at bruge den, skal du smide den ud.

Redaktør