Ambulant operation på Bedøvelse og Operation 2 (SDK)

En ambulant operation er et mindre indgreb i lokalbedøvelse, hvor du kan forlade hospitalet umiddelbart efter din operation.

En ambulant operation er et mindre indgreb i lokalbedøvelse, hvor du kan forlade hospitalet umiddelbart efter din operation. Du kan her læse om, hvad du skal være opmærksom på før, under og efter en ambulant operation.

Før operationen

Hvis du ryger

Rygning giver en øget risiko for at dine sår heler dårligere, og du har større risiko for at få infektioner. Det er derfor vigtigt, at du stopper med at ryge 6 uger før operationen og tidligst begynder 3 uger efter.

Er der mindre end 6 uger til din operation, er selv et kortvarigt rygestop bedre end intet rygestop.

Du må gerne bruge nikotinerstatninger såsom tyggegummi og plaster.

Hvis du får medicin

Vi anbefaler, at du i 14 dage før din operation ikke tager visse former for håndkøbsmedicin og kosttilskud, som kan øge blødningstendensen. Du bør eksempelvis ikke tage:

  • Smertestillende, der indeholder acetylsalicylsyre.
  • E-vitamin.
  • Fiskeolie.
  • Q-10.
  • Hvidløgs- og ingefærtabletter.

Hvis du får blodfortyndende medicin, fx Hjertemagnyl, skal du efter aftale med lægen holde en pause med medicinen 3-5 dage før din operation.

Du skal sørge for, at du har smertestillende medicin derhjemme. Det kan eksempelvis være paracetamol, Pamol eller Panodil.

Du skal gå i bad

For at mindske risikoen for infektioner skal du aftenen før din operation eller samme morgen vaske krop og hår grundigt.

Hvis du bliver syg eller vil melde afbud

Du skal kontakte Plastikkirurgi, klinik 1, hvis du kort tid før din operation:

  • Bliver syg med influenza, forkølelse eller lignende.
  • Får en infektion i nærheden af det område du skal opereres.
  • Bliver forhindret i at komme.

På operationsdagen

Mødested

Du skal opereres af en plastikkirurg på Bedøvelse og Operation 2. Du skal derfor møde på Bedøvelse og Operation 2, opgang 5, 4. etage, H1. Mødetidspunktet står i dit indkaldelsesbrev.

Transport til hospitalet

Du skal som udgangspunkt selv sørge for transport til og fra hospitalet. Vi anbefaler, at du bruger de offentlige transportmidler eller får en pårørende til at køre dig.

Du kan finde flere informationer om transport og kørselsgodtgørelse på www.herlevhospital.dk/plastikkirurgi - Praktisk information.

Må jeg spise inden operationen?

Du må både spise og drikke normalt før operationen.

Medicin

Du må gerne tage den medicin, du normalt tager, medmindre du har aftalt andet med lægen.

Brug af kontaktlinser, creme og makeup

Hvis du bruger kontaktlinser og skal opereres omkring øjnene, skal du bruge dine briller i stedet for.

I området, der skal opereres, må du ikke bruge creme.

Hvis du skal opereres i ansigtet, må du ikke bruge make-up.

Efter operationen

Forbinding og plaster

Du må gerne fjerne den yderste hvide gazeforbinding dagen efter operationen, medmindre du har aftalt andet med lægen eller sygeplejesken.

Det brune plaster, der sidder direkte på huden, skal du beholde på, indtil trådene bliver fjernet. Hvis plasteret giver dig udslæt, eller hvis såret væsker under plastret, skal du fjerne det.

Du må tage brusebad 24 timer efter operationen. Du skal forsigtigt duppe dit plaster tørt.

Kontrolbesøg og fjernelse af tråde

Efter din operation skal du til kontrol, have fjernet tråde eller have svar på vævsprøver. Det sker ved et besøg i klinikken, hos din egen læge eller per brev/telefon. Inden du forlader klinikken, skal vi derfor aftale en tid eller aftale, hvornår du skal gå til din egen læge.

Hvis du skal have brev-/telefonsvar på en undersøgelse, og du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du kontakte Klinikken.

Hvis du oplever smerter

Din lokalbedøvelse virker i 1-4 timer. Hvis du har behov for at tage smertestillende medicin efter din operation, kan du eksempelvis tage paracetamol, Pamol eller Panodil. Vi anbefaler, at du ikke tager medicin med acetylsalisylsyre. Du må gerne tage den medicin, som du normalt tager, medmindre du har aftalt andet med lægen.

Kontakt efter din udskrivelse

Det er vigtigt, at du ved, hvem du skal kontakte, hvis der i dagene, efter du har forladt hospitalet, opstår komplikationer.

Om dagen skal du kontakte din praktiserende læge, som umiddelbart efter din udskrivelse får tilsendt et brev, der oplyser om operationen og det planlagte efterforløb.

Om aftenen og natten skal du ringe til akuttelefonen 1813.

Skal jeg sygemeldes?

Hvis du har behov for at melde dig syg, kan du som regel genoptage dit arbejde, når du har fået fjernet dine tråde. I mange tilfælde kan du dog godt passe dit arbejde dagen efter en mindre operation.

Forholdsregler efter din operation

Du skal holde området, hvor du er blevet opereret, tørt i mindst 1 døgn efter operationen, medmindre du har aftalt andet med lægen.

Hvis du er blevet opereret i hovedet eller ansigtet, anbefaler vi, at du, for at mindske blødning, undgår fysiske anstrengelser.

Du skal sove med hovedet højt de første dage og undlade at bøje dig ned.

Hvis du er blevet opereret i mundhule eller læber, anbefaler vi, at du spiser blød kost de første døgn. Din mad og dine drikkevarer må ikke være varme.

Du kan som regel begynde at dyrke sport igen, når dine tråde er blevet fjernet.

Vi anbefaler, at du ikke går i svømmehal eller bader i havvand, før trådene er fjernet, og såret er helet.

Du skal helst undgå at få sol på dine nye ar mindst 6 måneder efter din operation. Solen kan gøre arrene tykkere og mørkere. Det er bedst, hvis du dækker dine ar med tøj. Du kan også dække arrene med plaster eller smøre med solcreme. Du skal smøre solcreme på flere gange dagligt, og solcremen skal have en høj solfaktor (minimum faktor 20).

Kontakt til
Plastikkirurgi, klinik 1

Ved afbud/ændring af din tid kontaktes:

Operationsbookingen
Telefon: 38 68 54 44 - tryk 2
Hverdage kl. 10:00 - 13:00.

Ved spørgsmål om din behandling, pleje og medicin samt spørgsmål om smerter kontaktes:

Sygeplejerskerne i Klinikken
Telefon: 38 68 54 44 - tryk 3
Hverdage kl. 8:00 -10:00.

Patientinformationerne er ligeledes tilgængelige på afdelingens hjemmeside via dette link: https://www.herlevhospital.dk/patientinfo-plastikkirurgi

Venlig hilsen

Plastikkirurgi, klinik 1
Borgmester Ib Juuls Vej 5
Opgang 3, 4. etage, E7

Telefon: 38 68 54 44
Hverdage kl. 09:00-14:00.

Redaktør