Denne information er til dig der er blevet akut opereret i maveregionen. Den vil forklare hvad der skal ske i dit forløb, og hvorfor tingene er vigtige for dig.
Hvile og bevægelse
Efter en operation er det meget hyppigt at være udmattet og mangle energi, men samtidig er det vigtigt, at du kommer så meget ud af sengen som muligt. Bevægelse hjælper med at bevare din muskelstyrke og forebygge komplikationer. Bevægelse kan være det at komme ind og ud af sengen, lave stolegymnastik, sengecykling eller at gå ture. Personalet vil altid gerne hjælpe dig med at få dig mobiliseret. Tommelfingerreglen er: jo mere bevægelse des bedre for dit helbred.
1. dag efter operation er målet, du kan være oppe og sidde 4 timer og gå 1 tur på gangen, med støtte.
2. dagen er målet, du kan være oppe 6 timer og gå 2 ture på gangen.
3. dagen er målet du kan være oppe 8 timer og gå 3 ture på gangen.
Mad og drikke
Efter en operation er det vigtigt, at din krop får næring nok til at hele. Du har særligt brug for protein efter en operation. Derfor er det vigtigt at du spiser og drikker. Vi anbefaler, at du ud over de tre hovedmåltider spiser 3-4 mellemmåltider. Vi kan tilbyde proteindrikke eller beriget is/yoghurt samt andre snacks. Personalet vil holde øje med, hvor meget du spiser og drikker for at sørge for, at du får nok.
Smerter og kvalme
Efter en operation i maven vil de fleste opleve smerter og kvalme, men det er forskelligt, hvor meget man er plaget af det. Derfor er det vigtigt at du siger det til personalet, hvis du har ondt eller har kvalme. Smerte kan gøre det svært at bevæge sig nok, og kvalme gør det svært at spise nok. Heldigvis er vi eksperter i at behandle begge dele, så hvis du taler med personalet, kan vi finde en løsning.
Fold lungerne ud
Når man har været bedøvet og ligger mere i sengen, kan det være svært for lungerne at virke optimalt. Det hjælper at komme op at sidde eller gå, men for at aktivere lungerne helt efter operationen har de brug for at blive trænet. Det sker ved anvendelse af den såkaldte “PEP-fløjte”. Du vil få en udleveret på afdelingen, og det er vigtigt, at du puster i den 30 gange cirka hver anden time. Personalet vil vejlede dig til anvendelsen. Du kan opleve, at du kommer til at hoste, når du bruger PEP-fløjten. Det er helt normalt og tegn på at den virker. Det er vigtigt for at forebygge komplikationer.
Gang i maven
Når man bliver opereret i maven, går tarmene i stå i en kortere eller længere periode. Dette kan medføre opkastninger som er ubehagelige. I disse tilfælde kan du får anlagt en sonde, som suger maveindhold op. Det du selv kan gøre for at hjælpe tarmene i gang, er at gå så meget som muligt og tygge tyggegummi. Du vil få tyggegummi af personalet.
Dit overblik
For at gøre det lettere for dig at bevare overblikket med dagens mål for eksempel proteindrikke, brug af PEP-fløjte osv. vil du få en tavle med røde og grønne magneter, som du kan vende efterhånden, som du klarer dagens mål. Personalet sætter magneter på om morgen ud fra hvilke mål, der er for dagen, og du kan sammen med personalet holde styr på, hvor langt du er nået med dine mål gennem dagen.
Kom godt hjem
På et tidspunkt skal du hjem enten til dit eget hjem, til genoptræning eller til en aflastningsplads. For at vi kan sørge for, at dine behov også bliver dækket efter din indlæggelse, er det vigtigt, at du fortæller personalet om dine behov, så du kan komme trygt videre.
Efter udskrivelsen
De første 3-4 uger efter operationen må du ikke løfte mere end 5-8 kg (fyldt bærepose) i hver arm - belast aldrig så meget, at det gør ondt. Let til moderat arbejde kan genoptages efter cirka en uge afhængig af smerter. Tungt arbejde og hård sport kan genoptages efter 4-6 uger afhængig af smerter.
Yderligere sygemelding vil ikke bedre helingsmulighederne, medmindre særlige forhold omkring operationen gør sig gældende. Du kan få udleveret et indlæggelsesbevis ved udskrivelsen til brug ved sygemelding fra arbejdet.
Seksuallivet kan genoptages, når lysten melder sig.
Bilkørsel er ikke tilladt det første døgn efter operationen eller ved stærke smerter.
Trådene/clipsene i huden skal du have fjernet hos din egen læge 10-12 dage efter operationen.
Du må gerne tage brusebad 24 timer efter operationen. For at undgå infektion skal du vente med karbad, svømmehal og strandbadning, indtil trådene/klipsene er fjernet. Hvis du solbader det første år efter operationen, råder vi dig til at dække arret med plaster eller solcreme med høj faktor.