Forløb efter udskrivelse
Det tager tid for kroppen at komme sig over en stor operation, og det er ikke ualmindeligt, at det tager helt op til 6 måneder, før kroppen er helt tilbage til sig selv. Det vigtige er, at det dag for dag går lidt bedre.
Risiko for tilbagefald
Tarmslyng:
Én ud af 20 patienter får tilbagefald efter en operation for tarmslyng inden for de første 6 måneder. Over de første 10 år efter operationen kommer tarmslyng igen hos ca. Èn ud af ti patienter.
Hul på mavetarmkanalen:
Risikoen for igen at få hul på mavetarmkanalen er ikke højere når man har været opereret for hul på mavetarmkanalen før.
Hvis du oplever samme symptomer som op til din nuværende indlæggelse, skal du med det samme kontakte egen læge i dagtimerne og 1813 i aften- og nattetimerne.
Træthed
Stort set alle oplever vedvarende træthed og udmattelse efter akut mavetarmkirurgi. Trætheden kan være både fysisk, følelsesmæssig og mental. Den kan vare op til 3 måneder.
Hvad kan man selv gøre for at bedre træthed
Det er vigtigt, at du er fysisk aktiv, da det bidrager til at opretholde ens oplevelse af egne kræfter. Modificer og prioriter aktiviteterne ud fra, hvad der er vigtigt og bidrager til din velvære.
Det er også vigtigt, at du får tilstrækkelig mad og drikke.
Genoptræning og fysioterapi
Hvad kan man gøre for at komme i gang igen efter operation
- Lyt altid til kroppens signaler, når du er aktiv
- Mærk om den aktivitet du er i gang med, giver smerter i operationsområdet
- Kom i gang med de vanlige huslige opgaver
- Du kan starte på dit arbejde, når du er klar, dog skal du være opmærksom på om du har et fysisk hårdt arbejde, fx med tunge løft
- Bilkørsel må du først genoptage ca. 2 uger efter operation
Kondition
- Gå ture i lokalområdet og gerne i vekslende terræn og i vekslende tempo
- Svømning: du må tage i svømmehallen når stingene er fjernet, og der ikke længere er skorper på såret
- Cykling: du må køre på kondicykel umiddelbart efter din operation
- Alm. cykling bør du vente med til minimum 1 uge efter din operation Undgå stejle bakker i starten.
Tunge løft og styrketræning
Din bugvæg skal have lov til at hele, så derfor gælder der følgende tommenfingerregler mht. løft:
- Du må løfte op til 5 kg. når der er gået 2 uger fra din operation
- Du må løfte op til 15 kg. når der er gået 4 uger fra din operation
Sportsaktiviteter
- Ved sportsaktiviteter hvor du selv har fuld kontrol over bevægelser og intensitet, kan du starte ca. 2 uger efter din operation
- Kontaktsport, styrketræning og mere krævende sportsaktiviteter skal du vente længere tid med at genoptage.
Angst og depression
Efter udskrivelse er det vigtigt, at du er opmærksom på dit humør. Det er helt normalt, at man er påvirket af forløbet, og at man kan være bange og bekymret, men disse følelser må ikke vare ved. Hvis det varer mere end 3 måneder, er det en god ide at tage kontakt til din egen praktiserende læge.
Hvad kan egen læge hjælpe med?
Hvis du efter udskrivelse oplever udfordringer med noget af nedenstående, er det en god ide at tage kontakt til din egen praktiserende læge.
- Søvnproblemer
- Sociale udfordringer
- Psykiske reaktioner
- Sexliv
- Sår
- Smerter
- Kvalmehåndtering
- Kommune samarbejde
- Sygemelding
- Medicin
- Blodprøver
- Grøn recept til ernæring