Vi har udarbejdet denne patientinformation for overordnet at beskrive det forløb, du skal igennem i forbindelse med betændelse i bugspytkirtlen. Ethvert forløb er forskelligt, og patientinformationen er kun tænkt som et supplement til den mundtlige information, du får på afdelingen.
Bugspytkirtlen
Bugspytkirtlen producerer enzymer, som medvirker til fordøjelsen af den kost, vi spiser. Under normale forhold bliver disse enzymer først aktive, når de er i tyndtarmen, men ved betændelse i bugspytkirtlen aktiveres de i selve bugspytkirtlen
Symptomer
Pludseligt opståede mavesmerter er det hyppigste symptom. Smerterne er oftest omkring navlen eller i øverste del af maven. De, kan stråle om til ryggen, op mod brystet eller ud mod siden. Kvalme og/eller opkast er også symptomer.
Undersøgelser
For at vi kan stille diagnosen betændelse i bugspytkirtlen, skal du have taget en række blodprøver, og du skal igennem forskellige undersøgelser.
Blodprøver
For at stille diagnosen måler vi niveauet af et bugspytkirtelenzym (amylasen) i dit blod. Er niveauet kraftigt forhøjet, er diagnosen sikker. Vi tager også blodprøver for at undersøge funktionen af din lever og nyrer.
Ultralydsskanning af maven
Inden for 1. døgn foretager vi en ultralydskanning af den øvre del af maven for at se, om der er galdesten. Hvis vi kan påvise galdesten, eller hvis vi har mistanke om at du har galdesten, kan yderligere undersøgelser være nødvendige. Vi orienterer dig om de forskellige undersøgelser.
Behandling
Du får medicin mod dine smerter.
Udskrivelse
Du kan udskrives, når dine blodprøver er normale. Hvis du er blevet syg, på grund af et for stort forbrug af alkohol, er det meget vigtigt, at du undgår alkohol fremover. Din egen læge kan hjælpe dig eller henvise dig til en alkoholklinik.
I de tilfælde hvor vi ikke kender årsagen til anfaldet, og hvis anfaldet har været kompliceret, kan det være nødvendigt, at du kommer igen for at gennemgå flere kliniske undersøgelser.
Årsag til sygdommen
Hos de fleste forårsages sygdommen af enten stort alkoholforbrug (45 %) eller galdesten (35 %). Andre årsager kan være stofskiftesygdomme, visse typer medicin eller følger efter operative indgreb. I en del tilfælde finder vi ingen forklaring.
Komplikationer
Sygdomsforløbet ved akut bugspytkirtelbetændelse (akut pancreatitis) er i 80% af tilfældene ukompliceret. Hvis der tilstøder vævshenfald (nekroser), cystedannelse, bylder og nedsat funktion af andre organer, som f.eks. nyrer, hjerte og lunger, betegner man tilfældet som kompliceret.
Afhængig af hvilke komplikationer, der opstår, kan punktur af cyster og bylder komme på tale, men også operation og behandling med respirator og dialyse på intensiv afdeling kan være nødvendig.
I tilfælde af gentagne anfald af akut pancreatitis kan der udvikles en kronisk tilstand af bugspytkirtelbetændelse, som kan medføre funktionstab af bugspytkirtlen, og som ofte er ledsaget af smerter.
Skulle der inden for de første 96 timer efter du er udskrevet, opstå feber eller tiltagende smerter bedes du kontakte os på 38 68 35 97.
Hvis du efter 96 timer efterudskrivelse oplever komplikationer skal du kontakte din praktiserende læge eller Akuttelefon 1813.