Gå til hovedindhold

Ajovy, behandling med (Fremanezumab)

Ajovy er udviklet specifikt til forebyggelse af kronisk migræne.

Præparatet

Ajovy er udviklet specifikt til forebyggelse af kronisk migræne.

Virkningsmekanisme

Man har længe vidst at molekylet CGRP (Calcitonin-Gen-Relateret-Peptid), som dannes i vores nervesystem, spiller en rolle i udviklingen af migræneanfald. Fremanezumab, som er det aktive stof i Ajovy, er et såkaldt monoklonalt antistof, som binder sig specifikt til CGRP. Dette forhindrer CGRP i at binde sig til sin receptor, og derved brydes transmissionen af signaler til hjernen. Dette kan nedsætte hyppigheden og styrken af migræneanfald.

Inden du starter behandling

For at blive sat i behandling med Ajovy skal du opfylde kriterierne for kronisk migræne. Dvs. mindst 15 hovedpinedage per måned, hvoraf mindst de 8 dage skal være migræne. Du skal fremvise udfyldt hovedpinekalender for de sidste 3 måneder inden opstart. Du skal angive dage med migræne, spændingshovedpine samt dage, hvor du har taget smertestillende medicin.

Du må ikke have overforbrug af hovedpinemedicin. Det vil sige, at du de sidste 3 måneder ikke må have taget smertestillende i form af triptaner, kombinationspræparater (fx. Treo, Kodimagnyl, Panodil, Ipren) eller morfika mere end 9 dage pr. måned. Almindelig smertestillende må du ikke have taget mere end 14 dage pr. måned.

Sådan tages Ajovy

Ajovy kan injiceres i maveskindet, låret eller overarmen med hjælp fra anden person. Afsprit og stræk eller klem om huden på det sted, du vil indgive Ajovy. 

      Træk derefter hætten af pennen. Injektionspennen holdes i en 90 graders vinkel mod huden på injektionsstedet, og stemplet trykkes i bund. Pennen presses mod huden indtil det lille vindue er helt grå/blå og giver et "klik". Det første ”klik” fra pennen indikerer, at injektionen er begyndt. Det andet ”klik” fortæller, at injektionen er slut. Du skal herefter vente 10 sekunder, inden du fjerner pennen. Det er vigtigt, at pennen holdes i et konstant pres mod huden.

      Ajovy må IKKE rystes før brug. Behandlingen skal tages 1 gang hver måned på samme dato. 

      Bivirkninger

      Ca. 1 ud af 10 patienter oplever forstoppelse, kløe, muskelkramper eller rødme og hævelse omkring indstiksstedet. Oplever du bivirkninger der ikke er beskrevet her, er det vigtigt at du informerer os. 

      Forsigtighedsregler

      Som kvinde er det vigtigt, at du benytter sikker prævention, så længe du er i behandling med Ajovy. Du skal vente mindst 5 måneder efter sidste behandling, før du forsøger at blive gravid. Hvis du alligevel bliver gravid, så kontakt Hovedpineklinikken. 

      Når du er i behandling med Ajovy

      I starten skal du møde til kontrol og medicinudlevering hver 3. måned i klinikken. Behandlingen stoppes, hvis der ikke er tilfredsstillende reduktion af hovedpinen efter 3 måneder. I forbindelse med disse besøg skal du udfylde skemaer om bl.a. effekten af behandlingen. Efter 6 måneders behandling skal du møde til kontrol hver 6. måned.

      Du skal udfylde hovedpinekalender, så længe du er i behandling med Ajovy. Det er vigtigt, at du medbringer kalenderen hver gang, du kommer til konsultation. Hvis du ikke medbringer kalenderen, kan vi ikke udlevere medicin til dig. De første 6 måneder skal kalenderen udfyldes dagligt. Herefter skal hovedpine-kalenderen kun udfyldes for den sidste måned før næste besøg (ca. måned 6 efter sidste besøg).

      Du skal holde pause med Ajovy i 1 måned for hvert 1,5 år, du har været i behandling for at sikre, at du fortsat har behov for behandlingen. Dog skal der i perioder, hvor der pauseres med behandlingen, udfyldes hovedpinekalender for sidste måned med behandling (starter, når du tager den sidste sprøjte, dvs. måned 5 efter sidste besøg) og den efterfølgende måned (hvor der er behandlingspause, dvs. måned 6 efter sidste besøg).

      Udlevering og opbevaring af Ajovy

      Ajovy udleveres ved et planlagt besøg i Hovedpineklinikken. Du får udleveret medicin til 3-6 måneder af gangen afhængigt af, hvor længe du har været i behandling. Senere kan udlevering af medicin ske via Medicinboks. 

      VIGTIGT!

      • Medicinen skal opbevares i køleskab ved 2-8 grader
      • Tåler ikke frost og skal beskyttes mod lys
      • Ajovy kan opbevares ved højst 30 grader i op til 7 dage
        Redaktør
        Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden