Abort efter 12. graviditetsuge

Patientinformation om medicinsk abort efter 12. graviditetsuge.

Hvordan foregår en medicinsk abort efter uge 12?

Graviditeten afbrydes med 2 forskellige slags medicin, som gør, at du kan føde foster og moderkage. Behandlingen strækker sig over flere dage. 

Dag 1. 

Du kan enten få udleveret tablet Mifegyne under dit besøg i Ultralydscanning af Gravide i dag. 

Ellers skal du møde på Kvindesygdomme, 
sengeafsnit 1:
______dag, d. ______, kl. ______

Her får du 1 tablet Mifegyne, som afbryder graviditeten. Når du har indtaget tabletten, er aborten sat i gang. 

Det er nødvendigt at du gennemfører resten af behandlingen, da medicinen kan give fosterskade. Herefter kan du tage hjem.

Hvordan med bivirkninger?

Enkelte kvinder får en mindre blødning og kvalme af Mifegyne.

Hvordan med smerter?

Som regel er der ingen smerter den første dag. Hvis du får menstruations-lignende smerter, kan du tager 2 tabletter Paracetamol (Pamol, Panodil, Pinex) á 500 mg op til 4 gange dagligt. 

Du kan evt. supplere med 1 - 2 tabletter Ibuprofen (Ibumetin, Burana, Ipren) á 200 mg 3 gange dagligt. Du kan købe begge præparater i håndkøb på fx. apotek eller dagligvarebutikker.

Dag 3.

Du skal møde på Kvindesygdomme, sengeafsnit 1: 
______dag, d. ______, kl. ______

Vi anbefaler at du har en pårørende med under indlæggelsen.

Du får lagt 2 tabletter Cytotec op i skeden, som får livmoderen til at trække sig sammen. Denne behandling gentages hver 3. time, maks. 5 gange i døgnet.

I langt de fleste tilfælde sker aborten inden for 1. døgn. Hvis dette ikke er tilfældet, fortsættes behandlingen dagen efter.

Afhængig af om moderkagen er hel og hvor meget du bløder, kan det være nødvendigt at lave en udskrabning bagefter. Dette foregår på operationsgangen i fuld bedøvelse. 

Hvordan med blødning?

Du kan bløde, hvad der svarer til en kraftig menstruation, og du kan have vandafgang.

Hvordan med smerter?

Der kommer veagtige menstruationssmerter, og du får tilbudt smertestillende medicin. Du kan have behov for stærkere smertestillende medicin, som f.eks. Morfin, der gives som en tablet eller en indsprøjtning i låret.

Hvordan med mad og drikke?

Du må gerne spise og drikke, indtil sygeplejersken vurderer, at der er tegn på, at du er ved at abortere. Herefter skal du faste, så du er klar, hvis du skal have en udskrabning.

Du vil få lagt et drop (et tyndt plastikrør i en blodåre). Hvis du får brug for væsketilskud, kan det gives heri.

Hvad med brystspænding?

For at undgå at der dannes mælk i brysterne, kan det være nødvendigt at give medicin.

Hvad hvis min blodtype er Rhesus negativ?

Du får en indsprøjtning (Anti-D). Den forebygger, at du danner antistoffer ved næste graviditet.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

Du kan komme hjem, når du føler dig klar til at komme hjem, som regel samme dag eller dagen efter aborten.

Hvilke problemer kan jeg få efter en medicinsk abort?

Du skal kontakte din læge, hvis du:

  • Bliver ved med at bløde kraftigt
  • Blødningen fortsætter efter næste menstruation
  • Feber over 38 grader

Hvordan skal jeg forholde mig efter aborten?

Det er normalt at bløde i 2 -3 uger, og enkelte kan bløde længere. I starten er blødningen kraftig, og der kan være klumper. Senere kun svag blødning eller brunligt udflåd.

Du kan forvente din normale menstruation 3 - 6 uger efter behandlingen.

Hvad skal jeg gøre for at undgå infektion?

Så længe du bløder, bør du:

  • Bruge bind og ikke tampon
  • Undgå karbad, svømmehal eller havbad
  • Vente med samleje

Hvornår skal jeg starte med prævention?

Hvis du ønsker at starte med p-piller, skal du begynde den dag, du får lagt tabletterne op i skeden. Hvis du ønsker spiral, skal du aftale dette 
med din egen læge.

Hvordan med sygemelding?

Du kan have brug for et par dages sygemelding.

Hvordan med kontrol?

Din egen læge er forpligtet til at tilbyde dig en støttesamtale, hvis du ønsker det. Det kan også være en god anledning til at drøfte prævention og sikre at aborten er veloverstået.

Hvad sker der med fosteret?

Som udgangspunkt vil fosteret blive nedgravet på Gladsaxe kirkegård, medmindre du ønsker andet.

Redaktør