Gå til hovedindhold

Abort - kirurgisk

Patientinformation om kirurgisk abort i fuld bedøvelse

Kort om kirurgisk abort

En kirurgisk abort kan foretages inden for de første 12 uger af graviditeten. Ved en kirurgisk abort fjernes graviditetsvæv fra livmoderen under fuld bedøvelse. Du kan tage hjem samme dag. Hvis du har behov, kan du lave en aftale med en pårørende, der kan hente dig og være hos dig.

Du kan som regel tage på arbejde eller i skole dagen efter aborten.

Vigtig forberedelse

Køb smertestillende medicin på forhånd

Vi anbefaler, at du køber smertestillende medicin inden aborten, så du har det, når du kommer hjem. Det kan fx være paracetamol eller ibuprofen, som du kan få i håndkøb.

Mød fastende

Du skal faste inden din aftale på hospitalet. Det vil sige:

  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden din aftale på hospitalet drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til aborten kan du tage din vanlige medicin, som vi har aftalt, med et lille glas vand, selvom du faster.

Tag 2 tabletter Cytotec

2 timer inden din aftale skal du tage de to tabletter Cytotec, du har fået udleveret. Læg tabletterne så højt op i skeden, du kan nå med en finger. Cytotec blødgør livmoderhalsen. Når du har taget pillerne, kan du ikke stoppe aborten.
Cytotec kan give blødning og menstruationslignende smerter. Der kan også opstå feber, diarré, oppustethed, kvalme og eventuelt opkastning.

Fjern makeup, neglelak, smykker og piercinger

Under behandlingen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din aftale. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, før du møder på hospitalet på dagen for aborten.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Hvis din blodtype er rhesus negativ

Hvis din blodtype er rhesus negativ, giver vi dig en indsprøjtning med anti-D. Den forebygger, at du ved en senere graviditet danner antistoffer mod fosteret.

Du får fuld bedøvelse

Aborten foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover.

Behandlingen

Når bedøvelsen virker, suger vi graviditetsvævet fra livmoderen ud gennem et smalt rør, der er ført ind gennem livmoderhalsen.

Opvågning

Efter behandlingen bliver du kørt hen på opvågningsafsnittet. Der holder vi øje med, hvordan du har det, og du får medicin mod smerter og kvalme, hvis du har brug for det. Når du er vågen, får du tilbudt noget at spise og drikke. Vi vurderer sammen, hvornår du er klar til at komme hjem.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet kort efter aborten. Du er klar, hvis:

  • dine smerter kan dækkes med smertestillende medicin fra håndkøb
  • du har tisset uden problemer
  • du bløder svarende til en normal menstruation
  • du er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Risiko ved behandlingen

Ved nogle behandlinger er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Hul på livmoderen

Meget sjældent kan der komme et lille hul på livmoderen. Det har ofte ingen betydning, men hvis det sker, skal du sandsynligvis blive på hospitalet til dagen efter.

Behov for ny behandling

Hvis der efter aborten stadig er væv tilbage i livmoderen, kan det blive nødvendigt med en ny kirurgisk behandling. Det sker for 1-2 %.

Hjemme igen

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Prævention

Du kan have sex igen, når du føler dig parat til det, men hvis du ikke ønsker at blive gravid, er det en god idé at overveje, hvilken prævention du vil bruge. Hvis du ønsker at tage p-piller, skal du begynde samme dag, som du lægger tabletterne op i skeden.
Hvis du senere ønsker spiral, skal du lave en aftale hos din egen læge.

Reaktioner efter abort

Ved abort afbrydes de forandringer i kroppen, du kan have oplevet under graviditeten, og graviditetssymptomerne forsvinder langsomt.

Det er normalt at få psykiske reaktioner og at føle sig ved siden af sig selv. Du har ret til en støttesamtale både før og efter aborten. Kontakt din egen læge, eller find mere information hos www.moedrehjaelpen.dk. Søg på ’abort’.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden