Åreladning (Venesectio)

Du har fået tid til en åreladning i vores klinik. Læs her om, hvordan det foregår.

Hvad er åreladning?

En åreladning er en tapning af blod, også kaldet venesectio. Det er en behandling, hvor vi kontrolleret tapper blod fra en blodåre (vene). Behandlingen sker på samme måde, som når bloddonorer bliver tappet for blod.

Hvad er formålet med en åreladning?

Formålet med behandlingen afhænger af, hvilken sygdom du har. Vi bruger f.eks. åreladning, når du har for meget jern i dit blod (hæmokromatose) eller for mange blodlegemer (polycytæmia vera), eller på anden vis har noget i blodet, som ændrer dets tykkelse og sammensætning. Vi tapper, indtil dit blod er normalt igen.

Forberedelse til proceduren

Vi anbefaler, at du drikker rigeligt med væske dagen før behandlingen og mindst 3 glas væske på dagen inden tapningen. Det hjælper på blodgennemstrømningen. Hvis du føler dig utilpas eller syg, bør du ikke få tappet blod.

Hvor lang tid tager det?

Du skal møde i Afdeling for Nyresygdomme, klinik 2 til den tid, der står i din indkaldelse. Selve tapningen tager 10-20 minutter, men du skal forvente at være i klinikken i 1-1 ½ time. Efter den første tapning skal du nemlig sidde eller ligge 30 minutter, så vi kan sikre os, at du ikke får nogle komplikationer. Har du ingen problemer undervejs, kan du ved fremtidige tapninger rejse dig umiddelbart efter og bare blive i afdelingen i 15 minutter.

Hvordan foregår behandlingen?

Du kommer til at sidde i en stol, hvor ryglænet kan lægges ned efter behov. En sygeplejerske ligger en nål i blodåren ved albuebøjningen.

Gennem nålen udtømmes den ønskede mængde blod (typisk 500 mL) i en lukket pose. Bagefter fjernes nålen, og du får et stykke gaze og plaster over indstiksstedet. Undervejs får du målt blodtryk og puls for at sikre, at du kan tåle behandlingen.

Hvad sker der efter behandlingen?

Efter behandlingen er det vigtigt, at du trykker på indstiksstedet i nogle minutter og gerne med armen løftet op over hjertehøjde. Derudover får du noget at drikke, og du skal hvile dig. Vi anbefaler, at du undgår hård fysisk aktivitet de første 24 timer efter tapningen.

Hvilke komplikationer kan der være?

Komplikationerne til åreladning er lette og forbigående. Nogle oplever, at deres blodtryk falder. Du får det bedre igen, når du får noget at drikke og får hvilet dig. Du skal under og efter behandlingen være opmærksom på almen utilpashed, kvalme og opkast, bleghed, koldsved, svimmelhed, smerter, uro og angst. Ved et eller flere symptomer skal du give besked til personalet med det samme.

Redaktør