Hvad er en fistel?
En byld i området omkring endetarmen kan resultere i, at der opstår en åbning mellem huden og endetarmen. Denne forbindelse kaldes en fistel.
I lette tilfælde ligger fistelgangen overfladisk i huden og kan skæres væk med en simpel operation, men hyppigst gennemskærer fistelgangen en mindre eller større del af lukkemusklen og skal opereres væk over en eller flere omgange.
Operation
Operationen afhænger af fistlens placering. I nogle tilfælde kan fistlen ikke umiddelbart opereres bort og det er derfor nødvendigt at lægge en tråd op gennem fistelgangen (seton sutur) for at drænere området.
Tråden bliver tidligst fjernet efter 3-6 måneder. I enkelte tilfælde kan der gå længere tid. Det er en individuel vurdering, hvornår området er veldræneret og klar til ny operation. Du vil løbende blive undersøgt i Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2. Første gang ca. 3 måneder efter din operation.
Forberedelse før operation
Afføringsmiddel
Nogen oplever at maven går i stå lige efter en operation, for at undgå dette kan du evt. opstarte tbl. Magnesia. De kan købes i håndkøb på apoteket eller supermarked.
Du kan tage 2 tbl. aftenen før operationen og fortsætte med 2 tbl. hver aften i en uges tid efter operationen.
Faste
Du skal faste inden operationen. Det vil sige:
Du skal stoppe med at spise 6 timer inden operationen, men du må drikke klare væsker som vand, saft, sodavand, kaffe og te uden mælk indtil 2 timer før.
Klyx/microlax
Ca. 1 time før du tager hjemmefra, skal du tage det udleverede klyx/microlax (Glyoktyl 7,5 ml), så den nederste del af endetarmen er fri for afføring inden operationen.
Efter operationen
Når operationen er veloverstået, bliver du efter en kortere observationsperiode udskrevet samme dag.
Smertestillende
Når du bliver udskrevet, får du smertestillende med hjem til et par dage i form af tbl. panodil og tbl. ipren. Hvis der er behov for mere medicin, kan du købe dette i håndkøb på apoteket eller supermarked.
Hvis lægen vurderer, der også er behov for stærkere smertestillende som f.eks tbl. morfin, tradolan eller oxynorm, vil dette også blive udleveret ved udskrivelsen.
Det er meget vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, så du hurtigst muligt kan genoptage arbejde, skole, fritidsaktiviteter mm.
Transport
Under operationen bliver du fuldbedøvet. Denne medicin forbliver i kroppen i op til 24 timer, derfor er det ikke tilladt at køre bil det første døgn efter operationen.
Du må tage brusebad 24 timer efter operationen, men du skal afholde dig fra svømmehal og karbad indtil tråden (seton suturen) er fjernet.
Sygemelding
I de fleste tilfælde skal du kun være sygemeldt få dage. Ved behov for sygemelding skal du kontakte din praktiserende læge.
Udlandsrejser
Hvis du skal ud at rejse, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. På grund af indlæggelsen er du ikke som ellers forsikret de først 2 måneder efter udskrivelsen.
Om komplikationer
Det er normalt og fuldstændig ufarligt at der forekommer blødning og sekretion fra området efter operationen.
Hvis der indenfor de første 96 timer efter udskrivelse opstår:
- voldsom hævelse ved såret eller varme og rødme der spreder sig over timer
- stærke smerter eller kraftig blødning
- kulderystelser eller temperatur over 38 grader
- kvalme og opkastning over en dag
- vandladningsgener
skal du kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2 på
38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid, skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97.
Hvis du efter 96 timer oplever komplikationer, skal du kontakte egen praktiserende læge eller Akuttelefon 1813.