Gå til hovedindhold

5-Fluorourarcil og Irrinotecan - galdeveje, behandling med

Til patienter med kræft i galdevejene

Denne skriftlige information er et supplement til den mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om kemoterapi ved kræft i galdevejene.

Tilbagefald og/eller fremskreden kræft i galdevejene behandles bedst med kemoterapi. Hvilken type af kemoterapi, vi kan tilbyde dig, afhænger af dine ønsker for behandlingen, sygdommens spredning og din samlede helbredstilstand.

Det er lægens vurdering, at vi kan tilbyde dig behandling med kemoterapi. Din behandling består af 2 stoffer:

  • 5-FU
  •  Irinotecan.

Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde i kortere eller længere tid.

Vi giver kemoterapi for at ramme kræftceller forskellige steder i kroppen. Der opstår bivirkninger, fordi kroppens raske celler også reagerer på kemoterapi. Der er størst risiko for bivirkninger under behandlingen, og de kan i sjældne tilfælde være livstruende. På trods af behandlingen er der fortsat risiko for, at sygdommen udvikler sig.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, og vi håber, at denne information kan hjælpe dig til at få overblik over behandlingen og forløbet med kemoterapi. Vi anbefaler, at dine pårørende også læser informationen.

Kontrol inden behandling

Samtale

I forbindelse med hver behandling taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling.

Blodprøver

Kemoterapien kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodlegemer midlertidigt. Du skal derfor have taget blodprøver forud for hvert besøg. Prøverne skal tages, før du skal tale med en læge eller sygeplejerske. Du kan få taget blodprøverne på hospitalets laboratorium senest en time før konsultationen. Hvis du ønsker det, kan du få taget prøverne på et andet hospitals laboratorium. Dette skal du aftale med lægen eller sygeplejersken.

Behandlingen

Selve behandlingen varer 3 dage og gives i serier, der varer 14 dage.

Vi behandler i perioder, der varer ca. 3 måneder, hvorefter vi vurderer, hvordan det går. Hver periode består af 6 serier efterfulgt af en scanning. Efter hver scanning gør vi status over din sygdomstilstand sammen. Det foregår på den måde, at du, eventuelle pårørende og din patientansvarlige læge mødes, gør status og planlægger det videre forløb.

Hvis du tåler behandlingen godt, og scanningsresultatet viser, at kemoterapien har effekt, tilbyder vi behandling i en periode på yderligere 3 måneder. Dette gentager sig, så længe

  • du kan tåle behandlingen
  • har effekt af behandlingen
  • ønsker at fortsætte behandlingen.

Du får behandlingen i en Port-a-Cath. (PAC), som er et kammer, der er lagt ind under huden ved det ene kraveben. Vi udleverer en skriftlig information til dig om dette indgreb. Din Port-a-Cath bliver anlagt før første eller anden behandling og bliver herefter brugt ved hver behandling.

1. serie

Dag 1 Din behandling begynder i klinikken, hvor du får Irinotecan og en del af den øvrige behandling. Det tager ca. 3 timer. Herefter monterer vi en pumpe med 5-FU, der skal løbe vedvarende i ca. 2 døgn. Behandlingen bliver reguleret af en varmecensor, der sidder tæt på huden, og derfor må du ikke gå i bad, mens du har pumpen på. Pumpen bæres i en lille taske eller i lommen. Når pumpen er monteret, kan du tage hjem.

Dag 2 Kemoterapien i pumpen løber vedvarende.

Dag 3 Pumpen fjernes, når medicinen er løbet ind. Den første gang kan vi afmontere pumpen i klinikken. Herefter oplærer vi dig eller dine pårørende i at fjerne pumpen selv. Der er også den mulighed, at hjemmesygeplejersken fjerner pumpen.

1 serie - oversigt
Dag 1Dag 2Dag 3
Irrinotecan + behandling + pumpe med 5-FUFortsat pumpe med 5-FUFjernelse af pumpe

Efter ca. 2 uger møder du i klinikken med henblik på næste serie.

Bivirkninger generelt

Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan opstå bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle de nævnte bivirkninger hos dig, og vi kan ikke udelukke andre bivirkninger end de nævnte på forhånd.

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandling. Det er dog meget vigtigt, at du holder dig i gang trods trætheden.

Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op. Disse gener kan vi forebygge og behandle med medicin mod kvalme, som du får udleveret i klinikken.

Nedsat appetit Din sygdom og behandlingen kan medføre, at din appetit bliver nedsat. Du kan få råd og vejledning i klinikken, hvor vi også kan henvise dig til en diætist.

Blodmangel, infektion og blødning  Kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Det kan give blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektioner kan vise sig ved feber højere end 38 grader og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig ved for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden.

Diarre Du får information om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af diarre. Du får desuden udleveret tabletter, der kan stoppe diarre.

Hud og slimhinder Du kan få udslæt. Derudover kan slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm blive irriterede. Dette kan vise sig som svie, ømhed, små sår, mundsvamp, mavesmerter og diarré. Disse gener kan vi behandle med medicin.

Mundbetændelse Betændelse i munden kan behandles med mundskyllevæske eller lokalbedøvende gel.

Hårtab Behandlingen kan medføre, at du helt eller delvist taber håret på hovedet. Derfor kan du få tilskud til en paryk, et tørklæde, en hue eller en kasket. I nogle tilfælde kan man også tabe håret andre steder på kroppen. Når behandlingen er afsluttet, vokser håret ud igen. Det kan dog i nogle tilfælde have ændret struktur og udseende.

Samliv og seksualitet Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Dette kan skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation.

Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinder og gennem sæd. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner.

Kemoterapi kan dog skade et foster, så du eller din partner skal bruge et svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør.

Til mænd

Kemoterapi kan nedsætte sædkvaliteten. I nogle tilfælde genvindes evnen til at få børn efter nogle måneder til år. Hvis du har spørgsmål vedrørende din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information.

Til kvinder

Kemoterapi kan medføre, at menstruationen bliver uregelmæssig eller ophører, hvilket kan påvirke evnen til at få børn. Vedvarende ophør af menstruationen kan være et tegn på, at du er gået i overgangsalderen tidligere end ellers. Hvis du har spørgsmål om din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information.

Specielt ved 5FU

Huden, især på dine hænder og fødder, kan blive tør, rød, revne og skalle af. Det kan du forebygge ved at bruge en uparfumeret fed creme.

Hjertepåvirkning I sjældne tilfælde kan kemoterapien give kramper i blodkarrene i hjertet og andre påvirkninger af hjertet. Dette kan opleves som brystsmerter, og åndenød. Oplever du nytilkomne symptomer fra hjerte/ lunger skal du allerførst lukke klemmen til din kemopumpe (=stoppe infusionen), og herefter skal du ringe til afdelingen. Ved stærke bælteformede smerter eller trykken for brystet skal du ringe 1-1-2.

Specielt ved Irinotecan

Under og i det første døgn efter behandling med Irinotecan, kan der hos enkelte opstå bivirkninger i form af tåreflåd, svedeture, synsforstyrrelser, mavesmerter og diarré. Hvis du er en af dem der oplever disse bivirkninger, kan der tilbydes forebyggende medicin i form af Atropin før behandlingen. Atropin gives enten som en tablet eller som en indsprøjtning i underhuden. Du må ikke få Atropin, hvis du har grøn stær.

Fortæl om dine bivirkninger, så vi kan behandle dem

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får uacceptable bivirkninger bliver din behandling udsat eller afbrudt.

Forholdsregler

Du kan omgås din familie og dine venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Vigtigt!

Du skal ringe 1-1-2, ved

  • stærke bælteformede smerter eller trykken for brystet.

Du skal kontakte afdelingen, hvis du får

  • nytilkomne symptomer fra hjerte eller lunger
  • diarre, som ikke stoppes af tabletter mod diarré indenfor 24 timer
  • feber over 38,5 grader.

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden