3-punktskorset - vejledning i brug (anlagt liggende)

Få hjælp til at få 3-punkts-korsettet af og på. Vær opmærksom på, hvordan man lægger sig og rejser sig fra sengen.

Kort om bandagen

Du har fået et korset på, der støtter din ryg og sikrer, at knoglerne i din ryg holdes i ro. Vi kalder det et 3-punkts-korset, fordi det støtter rygsøjlen ved hjælp af tre punkter: på brystet, ryggen og siderne.

Korsettet skal sidde så tæt, at du ikke kan bevæge din ryg. Vi vejleder og hjælper dig med at tilpasse korsettet første gang, du får det på. Korsettet skal i nogle tilfælde justeres efter lidt tid.

Forholdsregler for brug af korsettet

Du skal have korsettet på, indtil lægen vurderer, at du må tage det af. Du må tage det af kortvarigt, når du skal i bad. Du må ikke sove med det på. Brug en tynd bluse under korsettet, så du skåner huden mest muligt. Du må gerne have dit almindelige tøj på uden på korsettet.

Sådan får du korsettet af og på

Du må ikke selv tage korsettet af og på. Du skal have hjælp til at tage det af og på. I starten kan der være behov for 1-2 hjælpere. Du skal ligge ned, når du får korsettet på.

Foto af at glidestykke og korset placeret

Rul om på siden med let bøjede ben, så din hjælper kan lægge et glidestykke ind under din ryg.
Rul om på modsatte siden med let bøjede ben, så glidestykket kan trækkes ud på den anden side.
Bliv liggende på siden, så din hjælper kan lægge korsettets bælte mod din lænd og ryg.
Rul om på modsatte side med let bøjede ben, så din hjælper kan bruge glidestykket til at trække bæltet ud under dig.

Foto af at brystplade placeres

Rul tilbage på ryggen, så du ligger midt på bæltet med strakte ben. 
Den del af bæltet, hvor brystpladen sidder, føres frem foran på maven. Brystpladen skal ligge midt på brystbenet, cirka en håndsbredde under halsen. Den anden del af bæltet føres indover, så det lukkes med velcro. 

Fotos af at stropper spændes

Stropperne fra rygpladen føres under hver arm og sættes fast på brystpladen. 
Tag fat i begge stropper på bæltet. Hiv fremad og ud til siden, så korsettet strammes. 

Foto af at stropper sættes fast

Kryds bæltestropperne foran, og sæt enderne fast på velcroen på bæltet. 
Korsettet skal sidde tæt, men du skal stadig kunne holde ud at have det på.

Når det skal tages af, kan vejledningen følges i omvendt rækkefølge.

Sådan rejser du dig fra sengen

Sådan gør du:

Foto af at gøre klar til at rejse sig

Bøj benene, og vend dig om på siden. Sørg for, at hoften og skulderen følges ad.

Foto af at rejse sig op

Løft overkroppen ved at sætte albuen i madrassen samtidig med, at du fører benene samlet ud over sengekanten.
Skub dig op til siddende stilling ved at sætte fra med armene.
Sæt fra med hænderne på sengekanten, når du rejser dig.

Sådan lægger du dig i sengen

Sådan gør du:

Foto af at lægge sig i seng

Sæt dig på skrå på sengekanten med samlede ben.
Sæt albuen i madrassen, og læg dig ned på siden.
Før benene op i sengen.

Korsettet kan rengøres

Tag korsettet af, inden du gør det rent. Du kan rengøre det efter behov ved at tørre det af med en opvredet klud. Det må ikke blive gennemblødt af vand. Når korsettet er tørt, skal du tage det på igen.

Hold øje med, om korsettet generer din hud

Det konstante tryk fra korsettet kan genere din hud, selvom du bruger en tynd bluse under. Du bør dagligt sikre dig, at du ikke får trykmærker. Hvis du oplever, at du får mærker, der hvor korsettet sidder, kan du forsøge at indstille det ved at bruge stropperne på siden.

Smid bandagen ud, når du er færdig med at bruge den

Bandagen kan ikke genbruges. Når du er færdig med at bruge den, skal du smide den ud.

Redaktør