Gå til hovedindhold

Trofosfamid og Etoposid, behandling med

Til patienter med knogle- og bløddelskræft (sarkom)

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Baggrund for behandlingen

Undersøgelser har vist, at din kræftsygdom ikke længere er i ro, og derfor er behandling med kemoterapi nødvendig. Du tilbydes derfor behandling med Trofosfamid og Etoposid.

Sådan foregår behandlingen

Behandlingen med Trofosfamid og Etoposid er en tabletbehandling, som du kan tage hjemme.

Behandlingsforløbet

En behandlingsserie er perioden fra starten på en behandling (dag 1) til starten på den næste behandling (dag 22), det vil sige 3 uger. Behandlingen gives i 10 dage i træk, og herefter er der pause frem til næste behandlingsserie.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at udskyde behandlingen en uge, hvis blodprøverne eller dit almene velbefindende ikke tillader det.

Du får taget blodprøver mellem behandlingerne. For at undersøge om behandlingen virker, kommer du til en evalueringsskanning. Tidsintervallet mellem evalueringer aftales med din behandlende læge, og foregår ca. hver 8. til 12. uge.

Behandlingsoversigt

Behandlingen stoppes hvis

  • behandlingen ikke har tilstrækkelig effekt
  • der opstår uacceptable bivirkninger
  • du selv ønsker det.

Mulige bivirkninger

Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Bivirkningerne er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at få behandlingen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/ eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.

Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Den påvirker især de celler, der vokser hurtigt som for eksempel cellerne i hårsækkene, mavesækken og knoglemarven, som er fabrikken der laver dine røde blodceller, dit immunforsvar og dine blodplader. 

Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og det er ikke sikkert, at du oplever dem alle. 

Påvirkning af knoglemarven  Det viser sig ved nedsat dannelse af blodceller. Det kan give blodmangel, (træthed, hovedpine, øresusen), større tilbøjelighed til infektion (feber) og øget tendens til blødning (næseblødninger, små eller større hudblødninger og blødning i urin eller afføring).

Sjældent kan påvirkningen af knoglemarven være permanent.

Træthed  Behandlingen vil ofte medføre træthed, og der kan være behov for at sænke tempoet. Giv dig selv tid til at slappe af, og lad din krop fortælle dig, hvad du kan overkomme.

Hårtab  Der er en lille risiko for hårtab. Håret vokser ud igen efter endt behandling.

Du bliver nøje kontrolleret for udvikling af de ovennævnte bivirkninger. Du vil få støttende behandling efter behov, og skulle der opstå svære eller uacceptable bivirkninger, vil behandlingen kunne forsættes med nedsættelse af dosis eller alternativt stoppes.

Vigtigt!

Ved tegn på

  • blødning eller
  • feber på 38,5 grader eller derover

er det vigtigt, at du kontakter afdelingen straks!

Kræver behandlingen særlige forholdsregler

Du kan omgås familie og venner som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne (se afdelingens generelle vejledning om kemoterapi).

Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditetstest (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal bruge sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingen for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader.

Ved behandling med kemoterapi kan der være en risiko for, at evnen til at få børn nedsættes eller ophører. Hvis dette er relevant for dig, kan du få en uddybende samtale med lægen om, hvad der kan gøres inden start af behandlingen.

Du er altid velkomme til at stille spørgsmål om behandlingen, skriv eventuelt spørgsmålene ned, så du husker at spørge ved næste samtale.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden