Gemcitabin og Abraxane, behandling med

Til patienter med kræft i bugspytkirtlen med spredning.

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om kemoterapi ved kræft i bugspytkirtlen, som har spredt sig. 

Tilbagefald og/eller fremskreden kræft i bugspytkirtlen behandles bedst med kemoterapi. Hvilken type af kemoterapi vi kan tilbyde dig, afhænger af dine ønsker for behandling, kræftens genetiske sammensætning, sygdommens spredning og din samlede helbredstilstand.

Lægens vurdering er, at vi kan tilbyde dig behandling med kemoterapi. Din behandling består af 2 stoffer: Gemcitabin og Abraxane (også kaldet Nab-Paclitaxel). Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt eller delvist i kortere eller længere tid.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, og vi håber, at denne information kan hjælpe dig til at få overblik over behandlingen og forløbet med kemoterapi. Vi anbefaler, at dine pårørende også læser informationen.

Kontrol inden behandling

Samtale I forbindelse med hver behandling taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling. Det er vigtigt, at du fortæller os om eventuelle bivirkninger ved behandlingen. 

Blodprøver Kemoterapien kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodlegemer midlertidigt. Du skal derfor have taget blodprøver forud for hvert besøg. Prøverne skal tages, før du skal tale med en læge/sygeplejerske. Du kan få taget blodprøverne på hospitalets laboratorium senest en time før behandling eller lægekonsultation.

Hvis du ønsker det, kan du få taget prøverne på et andet hospital eller laboratorium. Dette skal du aftale med lægen eller sygeplejersken.

Behandlingen

Behandlingen foregår i klinikken og varer ca. 1 ½ time. Vi giver behandlingen i en blodåre. Behandlingen består af serier, der varer 4 uger ad gangen. En serie indeholder 3 behandlinger, hvor du får behandling i uge 1,2 og 3, mens uge 4 er behandlingsfri.

Vi behandler i perioder af ca. 3 måneder, hvorefterfter vi vurderer, hvordan det går. Hver periode består af 3 serier efterfulgt af en scanning. Efter hver scanning gør du og eventuelt din familie status over din sygdomstilstand sammen med din patientansvarlige læge. Ved disse møder planlægger I det videre forløb.

Hvis du tåler behandlingen godt, og scanningsresultatet viser, at kemoterapien har effekt, tilbyder vi behandling en periode på yderligere 3 måneder. Dette gentager sig så længe du kan tåle behandlingen og har effekt af den.

Én serie

Uge 1: Gemcitabin og Abraxane
Uge 2: Gemcitabin og Abraxane
Uge 3: Gemcitabin og Abraxane
Uge 4: Pause

Efter ca. 4 uger: Du møder i klinikken med henblik på næste serie.

Bivirkninger generelt

Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle de nævnte bivirkninger hos dig, og vi kan ikke udelukke andre bivirkninger end de nævnte på forhånd. 

 

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, dufår behandling. Det er dog meget vigtigt, at du holder dig i gang trods trætheden.

Kvalme og opkastning  I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op. Disse gener kan vi forebygge og behandle med medicin mod kvalme, som du får udleveret i klinikken.

Nedsat appetit  Din sygdom og behandlingen kan medføre, at din appetit bliver nedsat. Du kan få råd og vejledning i klinikken, hvor vi også kan henvise dig til en diætist.

Blodmangel, infektion og blødning  Kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Det kan give blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektioner kan vise sig ved feber højere end 38 grader og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig ved for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden.

Diarré  Du får information om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af diarré. Du får desuden udleveret tabletter, der kan stoppe diarré. 

Hud og slimhinder Du kan få udslæt. Derudover kan slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm blive irriterede. Dette kan vise sig som svie, ømhed, små sår, mundsvamp, mavesmerter og diarré. Disse gener kan vi behandle med medicin. 

Mundbetændelse Betændelse i munden kan behandles med mundskyllevæske eller lokalbedøvende gel.

Hårtab Behandlingen kan medføre, at du helt eller delvist taber håret på hovedet. Derfor kan du få tilskud til en paryk, et tørklæde, en hue eller en kasket. Det kan også ske, at du taber håret andre steder på kroppen. Når du har afsluttet behandlingen, vokser håret ud igen.

Samliv og seksualitet  Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Dette kan skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation.
 
Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinder og gennem sæd. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner. Kemoterapi kan dog skade et foster, så du eller din partner skal bruge et svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør.

Til mænd  Kemoterapi kan nedsætte sædkvaliteten. Hvis du ønsker det, kan du deponere sæd. Dette skal aftales og koordineres med lægen eller sygeplejersken, før du begynder på behandlingen. 

I nogle tilfælde genvindes evnen til at få børn efter nogle måneder til år. Hvis du har spørgsmål vedrørende din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information.

Til kvinder Kemoterapi kan medføre, at menstruationen bliver uregelmæssig eller ophører, hvilket kan påvirke evnen til at få børn. Vedvarende ophør af menstruationen er tegn på, at du er gået i overgangsalderen tidligere end ellers. Hvis du har spørgsmål om din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information. 

Specielt ved Gemcitabin

Ømhed i armen under behandlingen Mens du får behandlingen, kan der opstå ømhed i den arm, du modtager behandlingen i. Ømheden kan afhjælpes med en varmepude.

Hudkløe og væskeophobninger  Du kan få hudkløe og væskeophobninger særligt i ben og fødder.

Fortæl om dine bivirkninger, så vi kan behandle dem

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os om de gener, du får i forbindelse med  behandlingen. Hvis du får uacceptable bivirkninger bliver din behandling udsat eller afbrudt.

Forholdsregler

Du kan omgås din familie og dine venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Vigtigt!

Du skal kontakte afdelingen, hvis du får akutte nyopståede symptomer, som for eksempel

  • diarré, som ikke stoppes af tabletter mod diarré indenfor 24 timer
  • feber over 38,5 grader.
Redaktør