Sundhedskort

Sundhedskortet giver dig ret til sundhedsydelser. Du kan bestille et nyt sundhedskort fra din kommune på borger.dk

​Det gule sundhedskort

Sundhedskortet skal medbringes, når du er ved læge, speciallæge, tandlæge, tandplejer, fysioterapeut, fodterapeut, kiropraktor, psykolog, apotek, sygehus og  hos kommunen.

På kortet står dit navn, cpr-nummer og kontaktoplysninger til din læge.

Ved flytning, får du automatisk et nyt sundhedskort. Hvis du af andre årsager (skift af læge eller sygesikringsgruppe, mistet sundhedskort m.m.) ønsker et nyt sundhedskort kan du bestille det på borger.dk eller hos din kommunes borgerservice-center.

På Borger.dk kan du læse mere om det gule sundhedskort: Hvordan du bestiller et nyt, og hvad det koster 

BEMÆRK

Fra 1. august 2014 kan du ikke længere bruge det gule sundhedskort som rejseforsikring. I stedet skal du benytte det blå EU-sygesikringskort eller en privat rejseforsikring. 

EU-sygesikringskortet - det blå kort

EU-sygesikringen dækker ved midlertidige ophold (dvs. op til 1 år) til et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. 

På Borger.dk kan du læse mere om, hvilke sundhedsydelser det blå kort dækker i udlandet, og hvordan du bestiller det

Det særlige Sundhedskort​

Hvis du bor i et EU/EØS-land og arbejder i Danmark, skal du have et særligt sundhedskort – ofte kaldet "grænsegængerbevis". Det er dokumentation for, at du har ret til dansk lægehjælp.

Du får det særlige sundhedskort hos den danske kommune, du flytter fra. Har du aldrig boet i Danmark, skal du have sundhedskortet i den kommune, hvor du arbejder.

Redaktør