Hvis du har været akut syg i et EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein, og du har haft udgifter i forbindelse med din undersøgelse og behandling, kan du søge om refusion hos Styrelsen for Patientsikkerhed og hos Region Hovedstaden.
Styrelsen for Patientsikkerhed behandler ansøgninger efter EU-regler, og regionen behandler ansøgninger efter de danske regler. I ansøgningsskemaet kan du krydse af, om du vil søge både hos styrelsen og hos regionen. I så fald får du udbetalt refusion efter det regelsæt, hvor du får mest udbetalt.
Sådan udregnes refusionsbeløbet
Regionen udbetaler et beløb, der svarer til, hvad den samme eller lignende behandling koster i det offentlige sundhedsvæsen i Danmark. Det betyder, at den refusion du får, kan være mindre, end det du har betalt for behandlingen.
Du kan ikke få mere i refusion, end det du har betalt for behandlingen.
Du skal dog være opmærksom på, at du ikke altid kan få refusion for alle dine udgifter. Følgende kan fx påvirke refusionens størrelse:
I visse lande er der en egenbetaling i forbindelse med undersøgelser og behandling. Egenbetaling kan ikke refunderes.
Udgifter til hjemtransport eller hjemtransport ved død refunderes ikke. Disse udgifter kan du kun forsikre dig imod ved at købe en rejseforsikring.
En eventuel refusion sættes ind på din NemKonto.
Klage over regionens afgørelse
Hvis du ikke er enig i regionens afgørelse, kan du påklage afgørelsen til Styrelsen for Patientklager. Klagefristen er fire uger, fra du har modtaget afgørelsen fra regionen.
Læs mere om klagemulighederne på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside
Refusion efter det blå EU-sygesikringskort
Det blå EU-sygesikringskort giver dig mulighed for at få akut undersøgelse og behandling i det offentlige sundhedssystem i et EU/EØS-land på samme vilkår, som der gælder for borgerne i det land, du opholder dig i.
Du skal som udgangspunkt ikke selv lægge ud for udgifter til akut behandling, hvis du benytter det blå EU-sygesikringskort. Hvis du alligevel har fået en regning, kan du søge refusion.
Søg refusion hos Styrelsen for Patientsikkerhed efter både EU-reglerne og de danske regler[
Tilskud til medicinudgifter
Hvis du har købt medicin på recept på et apotek i et EU/EØS-land, kan du søge om tilskud hos Lægemiddelstyrelsen.
Søg om medicintilskud i Lægemiddelstyrelsen
Akut syg i et land uden for EU-lande med flere
Det er altid en god idé at have en rejseforsikring, når du rejser. Denne kan i de fleste tilfælde dække eventuelle udgifter i forbindelse med undersøgelser og behandling i lande uden for EU-lande, Norge, Island og Liechtenstein.
Hverken Styrelsen for Patientsikkerhed eller regionen kan yde refusion for dine udgifter i denne forbindelse. Heller ikke for en lægeordineret hjemtransport eller hjemtransport ved død.
Kontakt dit rejseforsikringsselskab inden du rejser, og hør mere om, hvordan du er dækket.
Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål?
Har du brug for hjælp til at udfylde ansøgningsskemaet eller generelle spørgsmål om forhåndsgodkendelse, kan du altid kontakte en af regionens patientvejledere.
Se oversigt over patientvejledere i Region Hovedstaden
Hvis du har spørgsmål til sagsbehandlingen, kan du sende en mail til EU-teamet.
Skriv sikkert til EU-teamet i Region Hovedstaden med Digital Post via borger.dk (login med MitID)
Du kan også kontakte EU-teamet på tlf. 23 61 64 39, mandag–onsdag fra kl. 9–15, og fredag fra kl. 9–14.