Hospitalspræst og imam

Alle hospitaler har ansat præster, der står til rådighed for samtaler med patienter og pårørende. Det kan fortrinsvis ske indenfor almindelig arbejdstid, men i akutte tilfælde kan præsten også tilkaldes på andre tidspunkter af døgnet.

Sven Rune Havsteen er hospitalspræst på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Han fortæller om sin hverdag som hospitalspræst, og om, hvordan du kan bruge præsten under din indlæggelse. (1:21)

Center for Fordybelse og Tro

I Herlev Hospitals nye Center for Fordybelse og Tro findes et:

  • kirkerum
  • muslimsk bederum 
  • Neutralt rum til fordybelse 
Center for Fordybelse og Tro ligger ved opgang 7 og er åbent døgnet rundt.
Læs mere om Center for Fordybelse og Tro på Herlev Hospital.

Hospitalets præster

Hospitalspræsterne Karen-Bolette Erhard Berg (konstitueret) og Matilde Nordahl Svendsen er ansat af folkekirken og betjener patienter og pårørende med tilknytning til Herlev Hospital. Præsterne står blandt andet til rådighed med samtaler og har tavshedspligt. 

Præsterne er vant til at tale med mennesker i alle situationer, lige meget hvilken tro eller religiøs overbevisning du har. De har ingen dagsorden, men tager gerne udgangspunkt i en fortolkning af livet set ud fra et kristent perspektiv. 

Hospitalspræsterne holder desuden gudstjenester, udfører kirkelige handlinger og underviser på Herlev Hospital. Personalet på afdelingerne kan hjælpe med at kontakte en hospitalspræst.

Gudstjenester

Der er gudstjeneste i kirkerummet hver anden tirsdag kl. 14.00 (I lige uger) . Juleaften fejres der julegudstjeneste i Store Mødesal ved forhallen. Gudstjenester i kirkerummet transmitteres over intern radio.

Patientinformationer

Patientinformationer til pårørende ved dødsfald.

Tilbud om en samtalepartner

Der kan være mange forskellige grunde til at ville tale med en præst. Den ene er lige så god som den anden, og det behøves ikke at være ensbetydende med en alvorstung religiøs samtale.

Hospitalspræsten er et tilbud om en samtalepartner, når troen, tvivlen, håbet, angsten, forestillingerne og fantasierne presser sig på. Præsterne er vant til at tale med mennesker i alle situationer, lige meget hvilken tro eller religiøs overbevisning du har.

Præsten kommer, når du ønsker det

På nogle afdelinger kommer præsterne jævnligt på besøg. Men du er også altid velkommen til selv at tage kontakt til præsterne. Spørg der, hvor du undersøges eller behandles om, hvordan du får kontakt.

Eller få en af dine pårørende eller et personalemedlem til at tage kontakt på dine vegne. Naturligvis har du også mulighed for, at dine pårørende eller personale er med til samtalen med præsten.

Ønsker du en anden præst - din sognepræst hjemmefra eller en præst fra et andet kirke- eller trossamfund - kan det også lade sig gøre. Her vil hospitalspræsterne eller afdelingen hjælpe dig med at få det arrangeret.

Præsten har tavshedspligt

Alle samtaler med præster på hospitalet er omfattet af tavshedspligt, og ingen præst har adgang til hverken din journal eller plejepersonalets interne notater.

Kontakt præsterne


Karen-Bolette Erhard Berg (konstitueret)
Borgmester Ib Juuls Vej 1, 1. etage 
(indgang fra forhallen ved siden af elevatorerne).

Telefon: 38 68 93 96 
Fridag: mandag

Skriv mail til hospitalspræst Karen-Bolette Erhard Berg


Matilde Nordahl Svendsen
Borgmester Ib Juuls Vej 1, 1. etage 
(indgang fra forhallen ved siden af elevatorerne).

Telefon: 38 68 17 79 
Fridag: fredag​

Skriv mail til hospitalspræst Matilde Nordahl Svendsen


​Imam

Imam Naveed Baig står til rådighed ved religiøse, eksistentielle eller åndelige behov hos patienter og pårørende med muslimsk baggrund. Hvis du eksempelvis har brug for en samtale om livet, døden - eller har spørgsmål som, hvorfor bliver jeg eller mine kære ramt af sygdom?

Imamen hjælper ved spørgsmål om begravelse eller muslimske ritualer og kan også komme ud på afdelingen for at læse op af koranen ved patientens side eller bede for patienten.

Personalet på afdelingen hjælper gerne med at kontakte imamen.

Kontakt hospitalets Imam

Naveed Baig 
Telefon: 25 69 95 69

Andre trosretninger

Hvis du tilhører en anden trosretning, har du mulighed for at få besøg af en repræsentant for din trosretning. Også her formidler hospitalspræsterne eller personalet gerne kontakten. 

Redaktør