Gå til hovedindhold

​​​​​

Buddy-ordning skal sikre støtte til medarbejdere, der er involveret i patientklager

​Det er Afdeling for Medicinske Sygdomme, der vil introducere ordningen, og etablere et kursus for at uddanne buddies, der kan hjælpe kollegerne. Det nye tiltag taler ind i den større indsats, der generelt er på mental sundhed på hospitalet.

Vent...

Forskning viser, at personale, der oplever høje følelsesmæssige krav, som f.eks. at være involveret i en patientklage, har høj risiko for at udvikle ikke bare stress og manglende arbejdsglæde, men i værste fald depression og burn out.

Derfor er "second victim"-begrebet, som det kaldes, også blevet et fokusområde mange steder. Det dækker over de følger, der er for det sundhedsfaglige personale i forbindelse med, at de er involveret i en patientklage eller har begået en fejl.

- Vi mener derfor, at det er helt essentielt, at man sikrer umiddelbar og kompetent hjælp og støtte til personale, som er involveret i en klage, siger cheflæge Kasper Iversen, Afdeling for Medicinske Sygdomme.

Ordningen er fortsat på tegnebrættet, men planen er at uddanne et større antal buddies til at støtte kollegerne i forbindelse med klagesager.

- Der vil være et kursus, hvor de kommende buddies kan blive trænet i, hvordan man bedst griber situationen an, og buddyen vil også blive lønnet for den tid de bruger, for at støtte en kollega. Man vælger som ansat selv sin buddy, forklarer Kasper Iversen.

I første omgang vil det være rettet mod lægesiden, som også vil blive involveret i udformningen af det endelig tilbud. Målet er, at ordningen vil kunne træde i kraft efter sommeren 2024.

- Jeg ser et stort potentiale i sådan en ordning, der er inspireret af et lignende tiltag i Odense. Og det kan i princippet bruges i alle akutte specialer, siger Kasper Iversen.

Cheflæge på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling i Gentofte, Pernille Cedergreen, deltager i første møde på Afdeling for Medicinske Sygdomme i forbindelse med opstart af buddy-indsatsen.

Hun er en del af styregruppen i forbindelse med den overordnede indsats på hospitalsniveau, når det gælder arbejdet med mental sundhed.

- Vi har på hospitalet en generel indsats på mental sundhed og det gode arbejdsmiljø, herunder den støttende kollegiale samtaler og defusing. For den mentale sundhed er også på spil i andre situationer end ved deciderede fejl, f.eks. ved voldsomme eller kritiske hændelser, forklarer hun.

Direktionen afsatte sidste år 1 mio. kr. til en arbejdsmiljøindsats med fokus på det psykiske arbejdsmiljø og til i samarbejde med CAMES at videreføre erfaringerne fra et projekt om Mental sundhed, der er gennemført på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv behandling i Herlev.

Akutmodtagelsen og Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler blev valgt som de første afdelinger til at indgå i projektet i 2023. Begge afdelinger er fortsat i gang, bl.a. med undervisning i støttende kollegial samtale og defusing.

I år bliver projektet udvidet med to nye afdelinger.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden