Herlev-sygeplejerske gør en forskel for Tourette-børn

Sygeplejerske Judy Grejsen modtager årets sygeplejepris for sit banebrydende arbejde med behandling af tics hos børn og unge med Tourette syndrom.
- Vi træner blandt andet børnene i at undertrykke deres tics ved at udsætte selve trangen til at ’ticse’, indtil den går over. Det er ligesom, hvis du undertrykker følelsen af at have lyst til at klø på et myggestik. Venter du længe nok, forsvinder kløen. Det samme gælder tics, har man nu fundet ud af, fortæller Judy Grejsen fra Tourette Klinikken på Herlevs Børneafdeling.

Ny metode

Træningen baserer sig på den nyeste internationale forskning fra bl.a. Holland og USA, som har medført et paradigmeskift inden for området. Det er denne viden, Judy Grejsen har formået at omsætte til praksis.

- For kun halvandet år siden var den gængse tilgang til behandling af tics hos folk med Tourette, at de bare skulle ’ticse’ løs. Det var den besked, vi gav patienterne. Velvidende, at de fleste med Tourette oplever deres tics som meget socialt belastende og forringende for livskvaliteten. Den tilgang har vi vendt fuldstændig op og ned på, fordi vi nu ved, at det er muligt at lære metoder til at undertrykke tics. Så nu siger vi præcis det modsatte – og det virker! siger Judy Grejsen.

Læs mere om resultaterne og metoden, som nu udbredes på landsplan.
Redaktør