Hjemmebehandling kan halvere indlæggelsestid for alvorligt syge hjertepatienter

​Helt nye resultater viser, at seks uger lange indlæggelsesforløb for patienter med hjerteinfektion kan halveres, uden det påvirker patienternes udsigt til helbredelse.

Vent...

​- De resultater vi er kommet frem til kan få stor betydning for hjertepatienter i hele verden.

Overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, Kasper Iversen, er ikke i tvivl om vigtigheden af det studie, som han og en række kolleger på landets hjertecentre står bag.

De patienter, som resultaterne vil hjælpe lider af betændelse i hjertet. Det er en alvorlig sygdom, hvor patienten har betændelse på indersiden af hjertet. Sygdommen kan medføre alvorlige skader, hvis den ikke behandles hurtigt. Mellem 15 og 30% af patienterne dør af sygdommen.

I dag bliver patienterne som standard behandlet på hospitalet. Når den kritiske fase og en eventuel operation er overstået, er de indlagt i op til seks uger for at få antibiotika direkte i blodårerne.

Men nu viser resultaterne af forskningssamarbejdet, at patienterne kan udskrives langt tidligere og tage antibiotika i pilleform i deres eget hjem, uden det forringer deres behandling. 400 patienter deltog i forsøget, hvor de efter ti dages behandling blev delt op i en gruppe som fortsatte behandlingen på hospitalet, og en gruppe som fik hjemmebehandling. Resultaterne var lige gode for de to grupper. De nye resultater er netop publiceret i det højt anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine. 

- Det landsdækkende samarbejde har gjort, at vi har kunnet lave verdens hidtil største randomiserede studie af betændelse i hjertet, så vi både håber og tror, at det vil få stor betydning for den fremtidige kliniske praksis – både herhjemme og i udlandet, siger overlæge Kasper Iversen fra Herlev og Gentofte Hospital.

Projektleder Henning Bundgaard, der er overlæge og professor ved Rigshospitalet, uddyber:

- Det er en stor udfordring for patienterne at være indlagt i seks uger for at  modtage intravenøs behandling. Kortere indlæggelsestid har givet bedre resultater ved andre sygdomme, og antibiotika i pilleform kunne være en sikker metode. Derfor etablerede vi samarbejdsprojeket, siger han.

Kortere indlæggelse var guld værd.

Én af de patienter, der deltog i projektet, er 60-årige Simone Lensbøl.

I foråret 2016 blev hun indlagt på Herlev Hospital med betændelse i en hjerteklap, og her fik hun mulighed for at afprøve den nye metode:

- "Da jeg fik diagnosen, fik jeg samtidig at vide, at jeg skulle regne med et hospitalsophold på 8 uger. Derfor var jeg heller ikke i tvivl da jeg fik tilbuddet om at være med i forsøget. Den frihed og fleksibilitet, det giver at være i sit eget hjem er guld værd – jeg følte mig mindre syg, jeg havde mulighed for at passe min træning, det var nemmere i forhold til mine pårørende og i det hele taget opretholde et så normalt liv, som muligt", siger Simone Lensbøl, der selv er uddannet sygeplejerske.

Simone Lensbøl var indlagt i de første 3 uger af sit forløb, og derefter fik hun mulighed for at komme hjem.

Hun var stadig formelt indlagt og skulle til kontrol på hospitalet 2-3 gange om ugen.

Omkring 600 danskere rammes hvert år af hjertebetændelse. 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor