CT-screening åbner mulighed for hurtigere behandling af ’indre traumer’

​To nye topmoderne CT-skannere skal hjælpe med hurtigere at diagnosticere kritisk syge patienter, der ankommer til Akutmodtagelsen med 'indre traumer', så patienterne kommer hurtigere i behandling. De to CT-skannere blev indviet i Radiologisk Afdeling på Herlev Hospital i dag 21. juni.

- De to nye topmoderne CT-skannere bringer ikke bare Herlev og Gentofte Hospital, men også Region Hovedstaden og Danmark forrest i verdenseliten inden for CT-udredning af kritisk syge patienter. De nye skannere åbner mulighed for, at vi tænker de akutte forløb anerledes og tilbyder en udvidet CT-skanning langt tidligere end hidtil, siger regionsrådsmedlem Karin Friis Bach ved indvielsen af de nye CT-skannere 21. juni.


 Regionsrådsmedlem Karin Friis Bach trykker på knappen for at markere indvielsen af de nye CT-skannere.


De to nye skannere er de allernyeste på markedet og såkaldte 3. generations dual source CT-skannere. 

- De nye skannere giver os mulighed for at skanne med så høj hastighed, så lav stråledosis og med mindre brug af kontrast, at vi får mulighed for at kunne tilbyde kritisk syge patienter med 'indre traumer' en såkaldt CT-screening allerede, når patienten ankommer til Akutmodtagelsen. Det åbner mulighed for en hurtigere og mere præcis diagnose og dermed rette behandling og i sidste ende øget mulighed for overlevelse, siger Michel Némery, der er ledende overlæge i Radiologisk Afdeling og også leder af afdelingens CT Innovationsenhed, der står bag ansøgningen om de nye CT-skannere og hele CT-screeningsprojektet.

CT Innovationsenheden har eksisteret i fire år og er en del af Radiologisk Afdeling på Herlev Hospital.


Fra venstre ledende overlæge i Radiologisk Afdeling Michél Nemery, hospitalsdirektør Klaus Lunding, regionsrådsmedlem Karin Friis Bach, regionsdirektør Hjalte Aaberg, vicedirektør Jan Toftholm Andersen og ledende overradiograf Preben Thomassen ved indvielsen af de nye CT-skannere.


Ibrugtagning og samtidig forskning
De to skannere tages i brug samtidig med, at CT Innovationsenheden har fuld gang i innovation og forskning inden for CT-skanning.

CT Innovationsenheden har allerede gennemført et pilotprojekt med hurtig CT-skanning/-screening af kritisk syge patienter med uklare symptomer og bekymringsvækkende fysiologisk påvirkning, med diagnostik inden for 60 minutter. Resultatet af det pilotprojekt var så overbevisende, at man nu går videre med denne patientgruppe som den første i større skala med de nye skannere.


CT-screening i ny fælles akutmodtagelse
- Fra 1. november 2017 går vi i første omgang videre med at tilbyde hurtigere CT-skanning til kritisk syge patienter med smerter i maven – og hvor der er mistanke om mavesår, tarmslyng eller ophævet gennemblødning i tarmen, hvilket betyder, at der ikke kommer nok blod rundt i tarmen. Men i princippet har vi en formodning om, at CT-screening kunne være relevant for alle kritisk syge patienter, der har såkaldte 'indre traumer', og vi kan se, at lægerne på de kliniske afdelinger allerede er ved at tage denne tilgang til akut billeddiagnostik til sig, siger Michel Némery. 



Her ses en af de to topmoderne CT-skannere, der i dag blev indviet på Herlev og Gentofte Hospital.


'Indre traumer' kan ud over de nævnte også være blodpropper, hjerneblødninger, lungebetændelse, udposninger i kropspulsåre, kræft med videre.

- CT-screeningen giver os mulighed for at få et helhedsbillede af patientens krop og fysiologi, som kan være kompleks og meget vanskelig at afklare via de traditionelle undersøgelser. For eksempel kan blodpropper i læggen have relation til defekter i hjertet og i sidste ende betyde, at du også får en blodprop i hjernen, siger Michel Némery og fortsætter:

- Vi arbejder hen imod åbningen af en ny stor fælles akutmodtagelse på Herlev Hospital i 2019. Donationen gør det muligt for os, at blive klogere på, hvordan vi kan bringe teknologien og radiologen endnu mere med i front i de akutte forløb, når den nye Akutmodtagelse åbner. For patienter med ydre traumer har vi internationale og indarbejdede diagnostiske retningslinjer, som hurtigt screener for alvorlige diagnoser og sikrer effektiv behandling. Målet er, at vi bliver lige så gode og hurtige til at diagnosticere patienter med 'indre traumer'.

Den ene CT-skanner er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formaal og den anden skanner er finansieret af Region Hovedstaden. Med i donationen på i alt 17,5 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formaal er også midler til yderligere innovation indenfor CT-screening.


FAKTA:
CT skanning er en avanceret røntgenundersøgelse, der giver detaljerede billeder af kroppens forskellige væv og organer. De informationer, røntgen strålerne giver ved skanningen, bliver samlet i en computer, som omsætter alle data til billeder på en TV skærm. Med de nye skannere kan brystkassen skannes på under 1 sekund til en dosis, der næsten svarer til et almindeligt røntgenbillede og med mindre brug af kontrast end tidligere.

Radiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital har med de nye skannere i alt ni CT-skannere og er som sådan en af landets største Radiologiske afdelinger.


Redaktør