Rizwan er et velkendt ansigt på Afdeling for Nyresygdomme, hvor han har været ansat i mere end et årti. Her har han siden 2017 bestredet en stilling som overlæge, ligesom han siden 2018 har været områdeleder for afdelingens Nyresygdomme Klinik 1 og 2 såvel som hjemmedialysen. Rizwan har desuden en Master i Public Governance og var i 2022 konstitueret cheflæge på afdelingen i en kortere periode.
- Rizwan kommer med et indgående kendskab til afdelingen og med stor forståelse for den samlede opgave. Hans brede kliniske og ledelsesmæssige erfaring giver gode betingelser for den fortsatte udvikling af afdelingen og personalet til gavn for patienterne. Vi glæder os over at kunne byde Rizwan velkommen i både afdelingsledelsen og hospitalsledelsen, siger vicedirektør Bodil Ørkild.
Også Rizwan ser frem til at tiltræde stillingen:
- Sammen med dygtige og dedikerede medarbejdere glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet med patientinvolvering og nye måder at planlægge patientforløb, der i endnu højere grad tilgodeser patienternes behov. Vores afdeling har i mange år haft som strategi, at patienterne behandles bedst i eget hjem, og jeg ser frem til at videreføre dette fokus og samtidig sikre, at vi bliver ved med at levere behandling af høj faglig kvalitet med høj patienttilfredshed.
Rizwan er 44 år og bor i Vallensbæk med sin kone og 3 døtre.